Jeg har hundredevis af gange holdt foredrag for landbruget til generalforsamlinger, hvor jeg elsker at komme et par timer før jeg skal på. Der hører jeg nemlig indlæg fra forskere, landbrugets forsøgsstationer eller eksterne foredragsholdere fra udlandets produktionsformer. Og hver gang kan jeg fylde en A4 side med gode historier, som jeg ville ha kunnet tage med hjem til redaktionen, da jeg i sin tid arbejdede som journalist på nyhederne.
Der findes store mængder af ny viden, som står i skærende kontrast til de historier der slipper ud. De positive historier burde komme mere ud gennem pressen, hvis denne fortsat skal kalde sig neutral – men da det ikke sker, så bør landbruget selv bruge midler på at få informationerne ud. Måske det er tid at fjerne tegningen af koen på den økologiske mælk, eller Landmand Jens der, som en anden Postmand Per, forklarer at du lige nu drikker mælk fra hans køer – og skifte den ud med “Seneste nyheder fra landbruget”. Den ene side af en mælkekarton kunne nemt indeholde information fra landbruget – kartonen kommer jo ud til mange flere end den daglige avis. Når pressen så absolut ikke viser vilje til at bringe godt nyt, så må man da bruge de kanaler man ellers har.
Det er den slags oprør man bør fornemme i landbruget, men det virker særdeles tavst. Tavst er der dog ikke på årsmøderne i andelsforeningen eller lignende steder, hvor man med sikkerhed må sige at der er rasende landmænd. De genkender ikke mediernes billede af deres liv og føler sig trådt på af samfundets politikere og pressen. Men det har jeg som foredragsholder hørt siden 1990 og der er stort set ikke sket noget i landbrugets taktik. Kritikken er hvert år det samme fra landbrugets græsrødder.
Mandag Morgens rapport over pressehistorier giver det billede, som jeg hele tiden har været sikker på det ville give – nemlig at fordelingen af negative og positive historier ER med synlig og markant skæv fordeling. Og måske kan det i sig selv give redaktørerne røde ører. Det kunne man håbe, men jeg tror fokus på det negative fortsætter. Det er mediernes ånd i vor tid.
For nyligt var der en kronik i Ugebrev for Læger, som handlede om svinebrugets vokseværk og dertil hørende problemer med et stigende antibiotikaforbrug (“Svin og antibiotika – en farlig cocktail”). Kronikker har selvsagt altid lov at stå alene som holdning, men man fulgte ikke op på de alvorlige anklager – Danmark har faktisk verdensrekord i lav resistens (!!!), men det kommer aldrig frem i magasinet. Havde det istedet været en fortaler for landbruget eller blot en forsker, der fremhævede svinebrugets store forskning på området, så havde der med stor sandsynlighed været lavet opfølgende negative historier.
Mediernes fokus er primært på de ting, der gør byboerne utrygge. Det er tydeligt, at aviserne primært satser på at få læsere i byerne, da der er flere annoncekroner i at satse på de områder. Det betyder reelt, at fokus primært er på det letforståelige og det, der kan forarge allerede i overskriften. Historierne har dermed en skævvridning i forhold til virkeligheden, hvor landbruget faktisk gør en stor indsats for at lave udvikling til glæde for både natur og dyrevelfærd, uden at den vinkel kommer med. Der er ligeledes faktuel viden som overses i jagten på de købedygtige læsere, da man kun sjældent bruger landsbrugets egne eksperter og den viden og erfaring der ligger her – men hellere går til dyrevelfærdsfolk eller naturforeninger for viden. Det er tydeligt, at medierne vurderer at landbrugets parter ikke er neutrale – men det kan undre, at de ikke tænker det samme om dem, som de vælger ud. Konsekvensen er uvidenhed om landbruget i Danmark i befolkningen, uvidenhed blandt beslutningstagerne og en afgrund mellem holdninger, fremfor et møde der kunne styrke dansk landbrug i samliv med natur og dyr. Der er ganske enkelt bedre overskrifter og bedre billeder i et svin med sår eller fare for pesticider i drikkevandet, end der er i forskningsresultater der viser positive resultater og forbedringer.
Skylden er ikke kun pressens, selvom deres næsten kollektive uvidenhed er stor – skylden må også delvist placeres på Axelborg, hvor en stor gruppe mennesker arbejder med at markedsføre og kommunikere landbrugets problemer ud til befolkningen. De har stolet på igangværende forhandlinger med regeringen og tysset på baglandet for at få ro til dette arbejde – og imens har landbruget bevæget sig helt derud i bevidstheden, at vi efterhånden slet ikke skal tale om hvorvidt vi kan forbedre sameksistensen mellem landbrug og natur – men om vi overhovedet skal have landbrug i Danmark. I Frankrig starter landmænd deres traktorer og blokerer indfaldsveje til Paris, i Danmark sidder landmænd og venter på enten Axelborg eller konkurs. Hvad der kommer først er for mange uvist.
Industrien har fejlet at kommunikere klare budskaber om deres virke ud til befolkningen – og her er det ikke en undskyldning, at pressen ikke tager deres materialer. Deres kampagner har fokuseret på Anders og Julius-tilstande, idyl og Maren malkeko. Forbrugeren skal ha fornemmelsen af, at koens patter næsten går helt ind i køleskabet og håndmalkes direkte ned i morgenmaden, mens sandheden vi alle må forholde os til er, at landbrug er en stor industri der leverer kød og fødevarer til forbrugerne, der kræver at man slår ihjel. Det er næsten som om landbrugets reklamebureauer vil ha forbrugeren til at tro, at en flæskesteg ikke kommer fra et tidligere levende dyr.
Landbruget må gentænke deres kommunikation og blive mere markante i deres videndeling, så forbrugerne ved hvad vi har med at gøre – og dermed også bliver bedre rustet til at sætte os ind i et erhverv, der både er vigtigt for Danmark, men også dygtigt arbejder med stor etik på at skabe et bedre landbrug.
Landbruget har gennem årtier markedsført sig som den sande idyl, hvor grisen vil kløes bag sit øre og marken er mejet. Både foldere og hjemmesider har indeholdt billeder af den glade gris, den gule kornmark med enlig traktur på tur i fugerne og den blå himmel. Selv mælkekartonen er et glansbillede, hvor vi hilser pænt på koen, der omkranset af blomster har leveret de hvide dråber til vores corn flakes. Vi er på fornavn med grisen Julius i supermarkedet.
Det er klart, at når vores generelle billede af landbrug er den rene idyl, så bliver man dybt chokeret når man ser en gris uden krølle eller en ko, der ikke har blomsterkrans om halsen. Vi rystes når vi opdager, at det vi spiser engang har haft et liv – og hvis dette liv ikke har været på samme niveau som vores hundehvalp i fodenden.
Landbruget skulle forlængst ha kombineret den kærlighed til natur og dyr som de har og som de lever af, med en reel markedsføring af landbruget som erhverv. Hvis man ikke har noget at skjule, skal man ikke skjule det. Ved at tegne glansbilleder, så ryger glansen endnu mere, når billedet har et skuldersår.
Jeg har i næsten 20 år tigget landbruget om at ændre deres kampagner til større ærlighed. Lad os nu se en gris blive parteret, så vi ved hvad vi spiser – der er ikke noget hverken pinligt eller uetisk i at slå et dyr ihjel for at få mad på bordet, det har vi mennesker gjort siden vores bord var en sten. Men det skal ske så humant det er muligt, og der er vi i Danmark ret dygtige til arbejdet med dyr – og at vi knokler på at blive endnu bedre. Viste de mere ærligt fra landbrugets side hvad industrien egentlig er, så kunne vi pludselig fortælle om de landvindinger der er sket indenfor dyrehold – om vores verdensrekord i resistens – om vores dyreetiske regelsæt og måske gøre produktet endnu mere luksuriøst og delikatesse-præget for udlandet.
Men som det er nu forventer vi at Anders og Julius står og tager imod os på gården, når vi tager ud for at se køerne komme på græs i forårets åbne hus. Bonden skal stå med greben over skulderen og et kornaks hængende i flaben og være det glansbillede vi vil se. Og det får vi så. Desværre.
Soldater i det forrige århundrede var tvunget til lang værnepligt. De var bønder, for kun bønder kunne tvinges til at være soldater.