En soldat flygtede fra tjenesten – det var der dødsstraf for. Han var soldat på Fyn, men slap over Lillebælt forfulgt af to ryttere. Historien om ham findes i mange udgaver, men kernen i historien er den samme. Soldaten flygter til Vestjylland, stadig forfulgt af de to ryttere. Han når frem til Dejbjerg hede, dengang et stort, øde stræk med lyng – i dag beplantet med nåletræer. Da han når Dejbjerg, er forfølgerne tæt på ham, men i løbet af natten får han et forspring, han er selv vestjyde, og kender egnen bedre.
Hans flugt når udover heden til en vej der, også i dag, kaldes helmisvej. Helmis betyder “gammel hest”, det var en vej som beboerne i dette område brugte. Folk på egnen kaldte dem for “rakkere”. Deres arbejde bestod i at tage skindet af døde heste – de slæbte hestene af Helmisvej til de steder, hvor afskindningen skete.

Da soldaten på flugt når helmisvej, ser han en lille gruppe rakkere i færd med at flå en hest. De to ryttere er nu så tæt på ham, at han vidste de ville nå ham selvsamme dag. Soldaten springer da hen til gruppen af rakkere, tager en kniv fra en af dem, og deltager i deres arbejde. De to ryttere var nu så tæt på ham, at de kunne se hvad soldaten foretog sig. Straks standsede de hestene og kort tid efter red de væk fra egnen.

Jeg har hørt historien fortalt af en gammel vestjyde – og hvis i selv for muligheden, og spørger hvorfor forfølgerne opgiver jagten, så vil de som regel sige, at soldaten havde forskrevet sig til rakkerne. Man taler jo om, at folk kan forskrive sig til fanden, når de i gamle eventyr giver fanden et løfte for at blive rige – udtrykket har samme mening i forbindelse med soldaten… Ved at udføre rakkerarbejde melder han sig ud af det almindelige samfund – han vælger rakkernes rolle og dermed også rakkernes liv. Så har han ikke længere soldaterpligt – ja det er, som om han slet ikke hører med til sit gamle folk længere.

I dag ville vi sige, at han vælger at være afviger.
Han stiller sig udenfor samfundet , det normale borgerlige samfund. Han viger fra den rette vej, og slår ind på Helmisvejen.

At være afviger kan både være en situation, de andre bringer en i – eller også kan man selv vælge at være afviger. Som regel opstår afvigere dog som en blanding af et pres fra samfundet og som et ønske eller en håbløs handling fra personen selv.

Forfølgelses af jøder i Europa fra 1600-tallet til i dag har dette dobbelte præg – jøder bliver forfulgt fordi de er anderledes, men da de kun ønsker at overleve i deres eget folks skikke og tro, så gør de det, der er anderledes, endnu stærkere hos sig selv. Følgen har været, at de blot bliver endnu mere forfulgt. Så slår holdningerne tilbage på jøderne, der under palæstinensernes oprør på vestbredden oplever, at samfundspresset dag for dag gør palæstinenserne stærkere i det, de selv tror på, sådan at oprørerne, især de mange børn og unge, fremstilles som afvigere.

Et samfunds forbrydere er afvigere, men det særlige er, at de ofte fortsætter med at være afvigere efter straffen, selvom de ikke begår flere forbrydelser. Samfundet holder dem ude, og de er tvunget til at blive ved med at være afvigere.

Punkere, og før dem tressernes langhårede er eksempler på, at grupper som følge af en mode eller en holdning i samfundet, måske skjult for dem, der ikke er afvigere, selv vælger at stå udenfor samfundet og med tøj, musik og andre signaler ønsker at fortælle at de er afvigere. De vil gøre op med samfundet.

BZ’erne (senere kaldet “de autonome”) er et eksempel på en gruppe af afvigere, der bliver afvigere, fordi samfundet i dette tilfælde med boligpolitik beskytter borgerskabets mulighed for at få hus og lejlighed, mens en ny generation møder store vanskeligheder – men også et eksempel på en kamp, der fortsætter på trods af forbedringer på boligområdet. En gruppe, der med hætter markerer deres fællesskab og kaster sig over flere og flere problemer i samfundet, nu hvor boligpolitikken ikke totalt ødelægger deres muligheder for hus og hjem. Samfundet holdning gjorde dem til protest-afvigere, men langsomt har de forstærket deres afvigelse, sådan at de får tilslutning også fra folk, der nok kunne få noget at bo i, man som vælger at være afviger, autonom, som en måde at udtrykke politisk holdning på.

Bøsser og lesbiske er sexuelle afvigere – måske af natur. De er enten født afvigere eller påvirkes seksuelt på et tidspunkt i deres liv, så de senere vælger at blive bøsser og lesbiske. Samfundets forfølgelse gennem århundreder sætter dem ud på et sidespor, hvor de ikke ønsker at være, det er samfundet selv der fremkalder sine afvigere. Og det ved vi historisk, fordi homoseeksualitet i andre samfund har været set på som helt normalt.
- Samfundets valg af moral fremkalder altså afvigere.

Det er ret spændende at se på rakkerne som afvigere i forhold til alle de forskellige måder, som afvigere opstår på. Også fordi det er min overbevisning, at rakkerne måske var de aller første afvigere i Danmark – og fordi det, ved nærmere granskning, ser ud til, at historien om rakkerne indeholder alle de kendetegn og alle de følelser, som begrebet afviger indeholder.

Jeg har deltaget i mange kurser og hørt mange foredrag om dette emne – det der har vakt min interesse er blandt andet, at det, der har gjort dem til afvigere, vender på hovedet i forhold til, hvad vi ellers siger om afvigere. Mange historikere mener nemlig nu, og dem er jeg enig med, at rakkerne IKKE var indflyttere i Danmark. De var IKKE tilrejsende sigøjnere, som det ellers længe er blevet sagt.

Da forfatteren Steen Steensen Blicher i begyndelsen af de forrige århundrede mødte rakkerne ude på heden, kaldte han dem ganske vist sigøjnere – men han skrev samtidig at de talte “kjæltring-latin”. Ordet Kjæltring er et af de mange øgenavne rakkerne har. Andre kalder dem for natmænd, fordi det var dem der i byerne tømte spandene i de udendørs lokummer, også fordi de var håndlangere for de gamles dages bødler, når folk som straf skulle henrettes. Nogle kalder dem også for “de sorte” – andre siger “skovlogringer” – foruden ordet sigøjnere siger nogle iøvrigt også tatere, der egentlig betyder det samme som sigøjner.

Men det sære er, at allerede i 1700-tallet er der folk, der for første gang undrer sig over ordet Kjæltring. Især fordi det navn kommer så tæt på ordet kelter, altså navnet på et menneske fra de keltiske stammer, der i hvert fald levede her i landet i jernalderen for omkring 2000 år siden. Kjæltring betyder i dag en der snyder eller narrer, men mon ikke ordet er blevet drejet undervejs – ligesom det i København hed “at jøde noget” om det at stjæle. “At jøde noget” er jo en måde at gøre jøder i al almindelighed til tyvagtige, til afvigere. Måske kan ordet Kjæltring være opstået på samme måde – måske har det oprindeligt betydet en kelter, en fra en keltisk stamme, og fordi det så var en fremmed, var det nok til at gøre kelteren eller kjæltringen til en afviger. Måske røber sprogbrugen lidt af, hvad historien handler om.

Men der er ikke enighed om, at rakkerne var keltere. Derimod er der flere og flere, der mener, at de tilhører et meget gammelt folk. Det mener blandt andre forfatteren og historikeren Margaret Murray, der har skrevet bogen “heksenes gud”. Der er også tanker i den retning hos historikeren Palle Lauring, der i sin bog “Danmarks håb og horn” fortæller om de gamle konger i middelalderen som en slags afvigere, der kørte med en gammel tro på frugtbarhedsguder samtidig med, at de lod som om de var kristne.

Palle Lauring har siden trukket noget af det tilbage, men jeg tror han havde mere ret end han nogensinde vil finde ud af – folk skriver stadig helt nye bøger, og tænker grundlæggende på samme måde om rakkerne – de blev afvigere måske gennem 2000 år og helt frem til vores eget århundrede.

Den der senest har været mest optaget af det er forfatteren Mads Lidegaard, der i sine bøger om gamle oldtidsveje i Jylland, hærvejen og ravvejen, mange gange er inde på samme tankegang om grunden til, at rakkerne bliver til afvigere. Jeg har flere gange drøftet det med Mads Lidegaard og været med ham ude i skovene for at se beviserne – han mener faktisk selv, at han er skovlogring eller rakker.

Både Mads Lidegaard og Magaret Murray mener, at rakkerne hører til det folk, der boede her i norden som de første. Vi ved jo alle, at danskerne først kom rimeligt sent til – vi har ikke boet længere i Danmark end palæstinenserne har boet i Israel, efter at jøderne var jaget ud.

Forud for det danske bønder levede der et andet bondefolk i landet – der har været bønder i Danmark i mindst 5000 år. Jeg har selv, med Mads Lidegaard som stifinder, set mærkerne efter det gamle folk i Dejbjerg, hvor rakkerne siden hen holdt til, ligesom de iøvrigt gjorde mange andre steder i Vestjylland.

Men endnu tidligere end det bondefolk der flyttede ind i Danmark, levede der faktisk også mennesker her. På den egn, hvor jeg er opvokset, er der fundet spor af et jægerfolk, der levede for 9000 år siden – det vil sige lige efter den sidste istid.

Mange har i skolen fået fortalt, at jægerfolket langsomt blev til et bondefolk. Det tror jeg er noget vrøvl. Mads Lidegaard fortæller også, at vi ikke kender noget eksempel i verden på, at et jægerfolk er blevet til et bondefolk – de er IKKE blevet bofaste og har IKKE pludselig lært sig at bruge bøndernes redskaber. I Afrika, som Mads Lidegaard har skrevet en del om, fordi han meget tidligt var optaget af u-landene, lever der jægerfolk klods op ad bondefolket, uden at de tager ved lære af hinanden. Mange af Afrikas stammekrige er faktisk krige mellem netop jægere og bondefolk.

Hvordan kan vi så sige at jægere i Danmark stille og roligt sagde til sig selv, at de hellere ville dyrke korn end skyde med bue og pil – det passer simpelthen ikke. I Danmark, Norge og Sverige er det selvfølgelig foregået som alle andre steder, hvor bondefolket er trængt frem: De har slået jægerfolket ihjel eller har drevet dem ud til de store mørke skove eller til de mest øde egne af landet. I Danmark betød det, at de kom til Vestjylland, mange af dem blev oveni købet drevet over vesterhavet til England og derfra videre til Irland og Skotland.

I Norge, Finland og Sverige hedder det gamle jægerfolk samerne. De boede, før bondefolket trængte frem, helt ned til der hvor Oslo ligger, og syd for Stockholm. Bondefolket slog dem ihjel eller drog dem til de ødeste områder, der i disse lande ligger nordpå. Restgrupperne af samere blev opfattet som afvigere af det normale bondefolk, skønt det var bondefolket der var fremmede, og samerne de oprindelige. Først i dette århundrede er der i de tre lande ved lov forsøgt at beskytte samernes kultur – indtil da talte man om, at samerne skulle tilpasses – og det er jo netop sådan et samfund taler om afvigere. I dag kalder vi det bare “integration”.

Det samme, som i Norden skete for to eller tre tusinder af år siden, har vi oplevet frem til i dag i blandt andre USA og Australien. Her blev det oprindelige jægerfolk, indianerne, udryddet af de fremmede – bondefolket, der kom fra Europa, indtil der var så få indianere tilbage, at de kunne være i små reservater. Også for indianerne var der altså tale om tilpasning. Skønt de var de oprindelige blev de – og bliver de – set på som afvigere.

Det samme mener jeg altså også er sket herhjemme. De fleste af de gamle jægerfolk er blevet udryddet eller jaget vestpå – og mange altså også ud af Danmark til Irland, Skotland og England – men også til Island og Færøerne. Fund på både Island og Færøerne viser, at der var folk, før nordboerne kom i vikingetiden.

Magaret Murray mener, at rakkerne, kjæltringerne, skovlogringerne, er de oprindelige jægerfolk, og at de i tidens løb har haft alle de øvrige navne også. Skovvætten eller skovnissen mener hun er det samme folk. Også elverfolket taler hun om som rester af det gamle jægerfolk. I alle danske, norske, skotske og engelske eventyr er elverfolk kun et hovede kortere end de andre, der lever i landene. Det er Shakespeare, der laver elverfolket om til alfer, som jo er små som sommerfugle.

Magaret Murray nævner ikke de gamle danske myter – men jeg mener, at de fortæller samme historie: Her er der også et andet folk, dværgene i bjergene. Det er nok ikke et tilfælde, at de omtales som dværge, de er altså, ligesom jægerfolket, mindre end det indflyttede bondefolk. Det helt utrolige er, at myterne altid fortæller, at dværgene i bjergene er smede. Det er dem, der smeder en lænke til Fenrisulven, der holder. Det er der de flotteste smykker, deriblandt Brysing, laves i den nordiske mytologi.

Det er spændende i sammenhæng med, at i keltisk jernalder lige før år 0 er der netop et særligt folk, der laver jern i Danmark. Måske er det en kunst, som disse jægerfolk, der blev forfulgt af kelterne og måske mange gange levede sammen med dem, har lært af kelterne. I hvert fald er det en kendsgerning, at rakkerne, kjæltringer og natmænd også altid kaldes for kulsvigere. En kulsviger er en, der kan lave trækul. Og kun den, der laver trækul, kan udsmelte jern, for kun med trækul, kan der komme høj nok varme.

Når de kaldes dværgene i bjergene, kan det måske skyldes at de levede i Vestjylland. Men det er et rent gæt, der kun bygger på at jeg ved, at et bjerg er det gamle danske ord for en bakke – altså ikke for fjeld. Klitter i Vestjylland kaldes bjerge den dag i dag – i den egn jeg kommer fra, hedder kommunen Blåbjerg, opkaldt efter en lille bakke i skoven, der altså kaldes bjerg. Det er ikke vestjyders storhedsvanvid, men blot det gamle danske ord der bruges endnu. Endnu et argument kunne være, at nationalmuseet oplyser, at det indtil nu stort set KUN er i netop Vestjylland man har fundet jernalderens bopladser. Der er gravsteder fra den tid, 5000 år før Kristus og op til år 0, over hele Danmark, men bopladserne og også de gruber, de smeltede jern i, har man kun fundet i Vestjylland.
Jeg mener det kan bruges som en lille brik i puslespillet om disse afvigere, der blev holdt udenfor samfundet – men alligevel godt kunne bruges til det beskidte arbejde og måske også til jernudsmeltning. I hvert fald har de levet i Vestjylland gennem århundreder, på de jyske heder – og særligt mange af dem har boet i Rønbjerg oppe vest for Salling – og, som allerede nævnt, i Dejbjerg ved Ringkøbing fjord.

Fra dejbjerg ved vi iøvrigt med sikkerhed, at de hele tiden har været set på som samfundets afvigere og udskud. I en præst i Dejbjerg i 1600-tallet, klager skriftligt over, at ingen vil være vidner til dåb, når det er et rakkerbarn der skal døbes. Jeg har også set et tydeligt bevis på, at rakkerne ikke måtte blande sig med resten af byen – de boede da også udenfor landsbyen – men selv når de kom til kirke, måtte de ikke sidde på bænk med bondefolket – bagerst i kirken var nogle rakkerbænke, og de står der faktisk endnu, i tårnrummet bagerst i Dejbjerg kirke. Det er ikke menigheden der ønsker at bevare disse bænke, men gudskelov har nationalmuseet krævet, at byen bevarer dette utrolige stykke Danmarkshistorie. Nogle af bænkene er dog kommet på museum i Ringkøbing, ligesom man kan se dem på Nationalmuseet i København.

Der er flere beviser for påstanden, og jeg skal ikke nævne dem alle – men helt synligt blev det, da jeg fandt en menneskeknogle på Dejbjerg kirkegård. Rakkerne måtte ikke blive begravet i indviet jord – men de klarede det alligevel. De kravlede over kirkegårdsdiget om natten med liget af deres afdøde, og begravede det hurtigt, men ikke særligt dybt, i et område med græs på kirkegården. Rakkerplænen er der endnu – på kirkegården ved Dejbjerg Kirke. Plænen er fuld af huller og graveren ved Dejbjerg kirke kunne bekræfte, at de indimellem finder menneskeknogler når de skuffer eller arbejder i jorden – simpelthen fordi rakkerne ikke havde tid til at grave liget dybt nok ned, når det skulle forgå ulovligt. Iøvrigt fortalte graveren, at når folk i Dejbjerg skal begraves, så ønsker de at leje et stykke kirkegårdsjord, der ligger langt væk fra rakker-plænen.

Der lever selvfølgelig stadig rakker-familier på egnen omkring Dejbjerg – hvor meget de er tilpasset ved vi ikke. Mads Lidegaard mener, at det er mindre, end vi tror. Han mener, at når de fleste danskere er bange for at gå alene i skoven – og da slet ikke om natten – så er det ikke af skræk for skoven, men for skovfolket, jægerfolket. Børn er blevet fyldt med historier om afvigere i skoven gennem mere end tusind år. Men stik modsat, er der folk der aldrig er bange for skoven – og af og til hører vi også fra andre nordiske lande om hemmelige fester, der holdes i skovene også i dag. Mads Lidegaard mener, at det er rester af det gamle folk, der ikke vil give slip på deres eget. Myterne lever videre – ikke som ammestuefortællinger, men igennem spillefilm som f.eks. Blair Witch Project.

Margaret Murray mener, at den tid, hvor man tydeligst kunne se, at det gamle jægerfolk blev behandlet som afvigere, var dengang, man brændte hekse. Hun har gennemgået retssagerne mod hekse i mange forskellige lande og har konkluderet, at hekse i næsten alle sager var mindre og mørkere end andre folk. Margaret Murray mener, at det, der skete, ikke var den kristne kirkes kamp for at komme dem, der ikke troede på kirken til livs – men at der var tale om udryddelse af en afvigergruppe, et fremmed folk – de oprindelige.

Hun siger, at der blev brændt 10 millioner hekse i Europa. Det er ikke fjernt at sammenligne med nazisternes udryddelse af jøderne. Også nazisterne var jo især ude på at udrydde de jødiske kvinder, fordi de kunne sætte flere jøder i verden. Det kan måske være grunden til, at det var hekse, altså kvinder, der blev brændt. I Lønne, hvor jeg kommer fra, er der dog også blevet brændt en trold – det var landsbyens præst, Jens Hansen Rusk, der blev dømt for trolddom efter at have hjulpet en gruppe hekse.

Helt op til vore dage er rakkerne blevet behandlet som dem, der står udenfor samfundet. På kirkegården i Dejbjerg er der dog en enkelt rakker-familie der er blevet begravet som andre i landsbyen, altså med gravsten. Konen i den familie hed Mette Mus. Hun kom oppe fra hederne omkring Viborg og blev gift med en rakker fra Dejbjerg. Da de fik mange børn, blev huset aldrig kaldt for andet end “musereden”. Det ligner jo præsis den måde folk i fremskridtspartiet har talt om fremmede på, når de har sagt – og er blevet dømt for at sige – at de yngler som rotter.

Vi ved, at nogle af rakkerne havde en anden måde at leve sammen på end at gifte sig. Nogle kvinder fra storheden blev lejet ud for en aftalt sum penge, til mænd på Dejbjerg-egnen. De rigtige ægtemænd kom så en gang om året og hentede betalingen. En af dem, der blev gift på denne måde, slog den mand ihjel, som hun var lejet ud til. Han hed Kasper Hodde. De havde begge to drukket meget og lagde sig til at sove på en af de mange gravhøje ved Dejbjerg. Hun vågnede først, samlede nogle sten i sit tørklæde, og slog Kasper Hodde i hovedet med stenene til han døde.
Den del af historien, der røber, at de andre har set på disse rakkere som afvigere, begynder, da liget bliver hentet ved gravhøjen, der også den dag i dag hedder Kasper Hoddes Høj. Liget blev sat uden for et rakkerhus og blev stående der i sommervarmen i over en måned. Lægen fra Ringkøbing tvang en ung tømrer til at sætte en jernring omkring kisten, fordi den var sprængt af det oppustede lig. Til sidst fik politiet nogle til at flytte liget til kirkegården. Den dag i dag siger folk på egnen, at det er det ligtog, der har haft det største følge nogensinde – men det er fluerne de tænker på.

Der står i dag en mindesten for et rakkerhus. Stenen er sat der, fordi huset har en historie, der også bekræfter, at de blev betragtet som afvigere. En rakker ville bygge et hus, men ikke på heden, hvor de ellers holdt til. Men ingen af de tre gamle sogne Skjern, Dejbjerg og Stauning ville ha rakkeren og hans familie. Så byggede de huset ulovligt, så det kom til at ligge lige sådan, at huset lå, hvor de tre sogne mødtes. Og så skændtes politikerne i de tre sogne ellers om hvem der skulle betale til rakkerne. Biskoppen i Ribe kunne ikke afgøre, så det endte hos kongen, der lod Skjern slippe og de andre to sogne betale.

I dag kan man ikke se noget af den gamle historie. Paradoksalt nok ligger der et kæmpe naturgas-anlæg på stedet, der også koster penge at drive, samme sted som rakkerhuset – nemlig på kommunegrænsen mellem de tre kommuner.

Det rystende ved denne historiske gennemgang er, at mennesker gennem tusinder af år ser ud til at være ens. Der er nogen, der skal skubbes udenfor. Og det er nogen, der vil være udenfor. I Ungarn lever sigøjnere og “det nye folk” sammen. Skulle vi ikke prøve at gøre det samme…
Husk på at måske var vi selv afvigere der, hvor vi engang kom fra, da vi flygtede herop. Skulle vi ikke stoppe op i flugten og se hvad de fremmede egentlig vil – det kræver bare en samtale…

/Jeppe Søe

Er det fejhed eller dumhed?
Denne hjælpeløse stumhed.
Hvorfor lukkes alle sanser,
når man nævner ordet cancer?

Jeg kan huske alle faser,
da min mor fik metastaser.
Hils din mor, og hvordan går det?
Så er stemmen pludselig borte,
og der sidder man med røret
Tom Konkylielyd i øret.

Først når sproget bliver så vigtigt
tier alle så forsigtigt
Den er ond – den tavse pause,
hvorfor bliver I dog så tavse?
Lad for Guds skyld vær´ og svare:
“Sådan er det altså bare!”
Der er ikke mer´ og sige
Åh, som stilhed dog kan skrige.

Efter kemoterapien:
Samme tavshed og fortien
Selv ens allerbedste venner
er som folk, man ikke kender.
Ingen kommer på visitter
mon de tror, min smerte smitter?
Stumheden gør mig forlegen
både deres og min egen.

Tavse tider langsomt skrider
mens hun sejt og ordløst lider.
Og den stumhed varer ved,
da hun endelig får fred.
Alle håber tiden går.
Den som læger alle sår.
Og så støder der en sjover til
“Åh, jeg troede du var over det!
Det er bar’ så svært at svare,
på hvor længe sorg må vare.

Har vi ikke lært at tale?
Hvorfor gør vi så det gale?
Skønt vi ved, hvad ord kan rumme,
bliver vi lukkede og stumme.
Hvorfor siger vi ikke spor,
Når vi trænger mest til ord.
Hvorfor savner vi ressourcer.
Kan vi lære det på kurser?

Er I raske. Er I sunde?
Har I det så nogenlunde?
Så sig ord med jeres munde,
Ord, der dulmer vores smerter,
ord, der viser, at I er der.

Det er svært at tage afsked.
Men det sværeste er tavshed.
Derfor hvisk i vores øre.
Derfor tal – mens vi kan høre.
Og jeg beder: La’ vær og luk dig
Og vælg ikke første Flugtvej
Spørg dig selv – hvorfor du flygter.
Det er TAVSHEDEN, jeg frygter

(Johannes Møllehave)

Når vi hører om Caribien, lukker de fleste af os øjnene og tænker på en mulig kommende lottogevinst. Vi ser billedet af lange sandstrande med palmer og azurblåt hav, hvor bølgerne slikker romantisk og stille op ad stranden, som om de smager på øerne i små delikate mundfulde. Koraller, der lokkende kommer dig i møde, når du med snorkel ligger i vandoverfladen, og en sol, der bager konstant i kombination med en frisk brise. Og det er da også den visuelle sandhed, der møder dig, når du lander på De – tidligere – Dansk Vestindiske Øer. Det er som at sætte foden i paradis. Men at besøge De tre Dansk Vestindiske Øer forpligter. Selvfølgelig kan man bruge hele ferien på en solseng ved poolen eller kaste sig i bølgerne med surfboardet – man kan altid besøge lande, uden reelt at have været der, og det er desværre en meget normal rejseform i dag. Charter-begrebet betragtes som en pakkeløsning, hvor man ikke behøver at tænke selv, men bare følger de planlagte stier. På De Dansk Vestindiske Øer er det en dødssynd at være planfølger. Øerne er en opdagelsesrejse i den danske historie – et paradis med torne, der giver en klar forståelse af, hvem vi er – og hvem vi har været.

”Vil du selv fatte dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod”

Da jeg første gang satte mine ben på De Dansk Vestindiske Øer, var det med kameraet på skulderen. En dokumentar om stedet skulle i kassen. Baggrunden var, at et rejseselskab ville til at sende danske turister i massevis til øerne. Danskere kender de godt derude. Vi har været der siden 1633 og har misbrugt, udnyttet og slået ihjel. Vi danskere har 251 år holdt landets sorte befolkning som slaver. Vi har straffet med piskeslag, spændt dem nøgne bag hestevogne og trukket dem af sted i fuld fart, til kun enkelte lemmer sad tilbage i seletøjet. Vi har været dem, der bestemte, og har gjort det med en råhed og styrke, der får dagens torturskandaler til at ligne en tur i Disneyland. Men vi var også dem, der med Peter von Scholten i spidsen satte dem alle fri.

Den vestindiske guldåre

I 1633 får Jan de Villum et kongeligt brev, der giver ham eneret på handelen til og fra Vestindien. Det kommer der ikke meget ud af. På det tidspunkt har de store kolonimagter, først og fremmest Spanien, men også Holland, Frankrig og England, koloniseret størsteparten af Caribien. Først i 1652, hvor skibet Fortuna kommer til København fra St. Thomas med en meget værdifuld last om bord, fik de danske købmænd blod på tanden. De overtaler Frederik den 3. til at stifte Caribiske Kompagni, som får fast tilholdssted på St. Thomas. Den første guvernør og kommandant på St. Thomas – Erik Nielsen Smit – udnævnes i 1665, og allerede året efter afgår den første last til København bestående af sukker, kakao, kanel og pukkenholt (en hård træsort). 30. marts 1666 går Dannebrog til tops på St. Thomas som bevis på, at Danmark er blevet 83 kvadratkilometer større. Forretningen kan gå i gang for alvor.

Mange problemer dukkede op undervejs. Skiftende guvernører var enten sadistiske eller forbryderiske. Værst var Nicolaj Esmit, der gik i ledtog med sørøvere for egen vindings skyld og behandlede slaverne som dyr. Esmit blev henrettet på Nytorv i København, men de nye folk på øerne var ikke mildere stemt. Også den almindelige logistik til og fra Danmark i skib var en svær nød at knække. Søfolkene havde hørt mange skrækkelige historier om den 3 måneder lange overfart, livet derude med sygdom, varme og den næsten sikre død, så de skulle ikke nyde noget af at melde sig frivilligt. Derfor var man tvunget til at rekruttere størstedelen af besætningen fra fængsler og forbedringshuse. De fleste gange bestod besætningen af fanger med lange fængselsstraffe – endog fanger med dødsstraf – og for at sætte kulør på det hele smed man 10-15 kvinder, der havde levet af utugt, med i købet, 1/3 af skibets besætning døde under overfarten.

Trekantshandel var den grufulde skatkiste

Nogle smarte købmænd i Danmark kommer på alle tiders ide – nemlig trekantshandel – og nu ringer kasseapparatet. En dansk trekantshandel foregår på den måde, at en købmand chartrer eller køber et skib, som han fylder med våben, tøj og spiritus. Skibet sejles ned til de danske besiddelser i Vestafrika – på Guldkysten og Peberkysten. Her bliver varerne solgt til gengæld for sorte slaver, som så sejles til St. Thomas, hvor de sælges på Fort Christians gårdsplads. Skibet genlastes med sukker og den lokale Cruzan Rum og afgår til Danmark. Mange vil sikkert huske, at dansk tv for nogle år siden sendte “Jul i Gammelby”. Her havde købmanden helt mistet juleglæden, og den kom først til ham, da han modtog nyheden om, at hans skib var vel ankommet til København. Det var netop en trekantshandel, og når en sådan lykkedes, blev købmanden utrolig velhavende. Trekantshandlerne gjorde, at Danmark og købmændene i de næste 50 år tjente formuer på Dansk Vestindien, og antallet af slaver steg til omkring 40.000, da det var på sit højeste.

Peter von Scholten

England tager øerne fra os i forbindelse med krigene i starten af 1800-tallet, og først ved fredsforhandlingerne i Kiel i 1814 får Danmark øerne tilbage. Dette fører os frem til den vel nok mest markante personlighed i Danmarks 251-årige ejerskab af Jomfruøerne – nemlig Peter von Scholten. Gennem hele sin tid på Dansk Vestindien som guvernør og senere generalguvernør har von Scholten et godt forhold til de sorte, og i 1834 gør han de frie slaver ligeværdige med de hvide. Von Scholten er selve grunden til, at vi i dag kan tage tilbage til øerne med oprejst pande. Von Scholten var det første ”ordentlige menneske”, der med hjerte blev sat til at kontrollere øerne. Dog må von Scholten efter nogle år konstatere, at han er ved at miste grebet. På den ene side vil han gøre alt for, at slaverne får deres frihed – men på den anden side ved han også godt, at hvis slaverne får deres frihed, vil de ikke vide, hvad de skal stille op med den. Han ser uddannelse som den eneste holdbare vej til slavernes frigørelse. Samtidig har von Scholten stort set hele Danmark imod sig – hvor de fleste ikke forstår, hvad der foregår. Det er den almindelige opfattelse, at øerne og slaverne skal køres med hård hånd med henblik på at skaffe det størst mulige økonomiske overskud.

Sæt slaverne fri, men til hvad?

I 1847 barsler den danske regering med en lov, der automatisk frigiver de slaver, der bliver født efter den 28. juni 1848, som er dronningens fødselsdag. Resten af slaverne skal vente yderligere 12 år på deres frihed. Ideen er for så vidt god nok, fordi den giver den danske regering tid til at finde ud af, hvad man skal stille op med de erstatningskrav, der givet vil komme fra plantageejerne. Problemet er bare, at det er for sent, og det ved von Scholten. Han har et tæt forhold til slavernes leder, Buddo, og ved, at slaveoprørene breder sig ud over hele Caribien – Buddo planlægger en fredelig demonstration i Frederiksted på St. Croix, hvor slaverne går med fakler gennem byen. Buddo ved, at von Scholten er på vej med skib fra St. Thomas til Frederiksted, og han regner med, at von Scholten, når han ser opstanden, vil give slaverne deres frihed.

Imidlertid skifter vinden til havs, og skibet må lægge til i Christiansted i stedet for. Det medfører, at situationen i Frederiksted udvikler sig, og de 8.000 slaver, der deltager i demonstrationen, begynder at sætte ild til bygningerne. Langt om længe ankommer Massa Peter – som de sorte kalder von Scholten – til fortet i Frederiksted.

Her erklærer von Scholten: “Now you are free – you are hereby emancipated” (“Nu er I frie – I er hermed givet fri”.) Dette skete den 3. juli 1848. Den 14. juli 1848 forlader von Scholten Christiansted – syg og nedbrudt – og tager hjem til Danmark. Tilbage på øerne går det præcis, som von Scholten har forudset og frygtet. Nu bliver slaverne for alvor slaver. Plantageejerne bestemmer nemlig helt, hvor meget de vil betale i løn, og slaverne mærker nu virkelig til fattigdom. Samtidig intensiveres dyrkningen af sukkerroen i Europa, og det betyder, at bunden ganske enkelt falder ud af øernes økonomi – og danskerne mister helt interessen for driften. I 1916 – midt under 1. verdenskrig – bliver man enige med USA om en købssum. Prisen er sat til 25 millioner dollars. Danskerne går til stemmeurnerne, og den 31. marts 1917 stryges Dannebrog, og Stars and Stripes går til tops – eventyret sluttede, og et nyt kunne begynde.

Historien bevaret

I dag står øerne med historien bevaret. Men kan træde direkte ind i von Scholtens værelser, besøge plantagerne, se storheden og de danske spor. Avisen hedder stadig ”Sct Croix Avis”, gaderne hedder Bredgade, Skolegade og Købmagergade. Når man står på torvet foran fortet i Christianssted, kan man næsten stadig se de 8.000 slaver, der fra Scholtens mund får friheden foræret.

Det at være dansk får en ny vinkel med ganske andre undertoner end ”der er et yndigt land”.
- For et yndigt land, det har vi ikke altid været.

/Jeppe Søe

Det levende ord har hjertestop

af Jeppe Søe, journalist & foredragsholder ved Jeppe.dk

”Der truer os i tiden, en ond usynlig magt”. Sådan skriver Ole Wivel for godt 50 år siden. I dag ville vi straks tænke på Osama Bin Laden, BPs olieudslip eller politikernes nedsmeltning i forhold til global opvarmning. Men det er slet ikke et sådant trusselsbillede Ole Wivel havde i tankerne. Han fortsætter digtet med svaret på, hvad der truer: ”vor egen sikre viden, som sprængte med foragt”. Truslen er vores viden, den skråsikre af slagsen. Vi måler og vejer alting og dømmer efter talmagi. Vi er bevidste om viden, undersøgelser og resultater. Men måske er vi blevet alt for bevidste. Sproget kender det mærkelige, at det kan være galt at være for bevidst. Man kan netop sige om et menneske, at ”hun er lidt for bevidst” – lidt for snu, beregnende, planlæggende eller skråsikker.

Man undres nok over, at Ole Wivel sætter negativt fortegn på viden. På den tid dyrkede man jo netop de lærde i helt ustyrlig grad, ved at lette på hatten når overlægen, præsten eller biografdirektøren gik forbi. Respekt for de veluddannede og lærde – og viden i sig selv var et afgjort gode. Viden var godt, fordi vi kun forventede, at mere viden ville føre til mere godt, til et bedre samfund og en bedre verden. Men han slår fast, at viden er en trussel. Grunden er, at Ole Wivel er vidne til atombombens dræbende lys, der med stor magt bag slår ihjel. Og den bombe, og teknikken bag, er skabt af de lærde. De kloge, der er så lærde at de kunne skabe den – og så skråsikre og optagede af deres opfindelse, at de glemte hvad den kunne bruges til. I ren benovelse over hvad vi kan, glemte vi hvad vi gjorde. Hos Wivel bliver det til, at vor egen sikre viden nedskriver Adams billede – det vil sige det oprindelige menneske – til skyggen på en mur. Når Wivel vælger lige de ord skyldes det et billede, der hang på væggen i forfatteren Martin A. Hansens kontor. Når Wivel sad og talte med Martin A. Hansen, så han på det billede, der hang bag Martin A. Hansens stol. Det var et kendt billede fra Hiroshima, en af de to byer, amerikanerne smed atombomben over for at få sluttet Anden verdenskrig, men jo også for at få afprøvet atombomben. Atombombens lys affotograferede i et glimt de menneskekroppe, som bombens varme smeltede et sekund efter. Atombombens lys viste næsten som fotografik menneskekroppene som skygger på en mur, lige før kroppene smeltede. Vi har glemt hvad der var tanken med at være menneske, vi har glemt Adam og Eva og er mere optaget af æblet på træet, end jordforbindelsen til livet.

Wivel vil have os til at overveje hvor vi hører til. Vælge retning, til den mørke eller lyse side. Og det skal være et personligt valg, ikke et valg de lærde eller eksperterne skal træffe for os. Vi står, ifølge digtet, i ”en jævndøgnstid, hvor hjerterne er delte og med sig selv i strid”. Jævndøgn er det tidspunkt, hvor der er lige meget sol på den sydlige og nordlige halvkugle – og i den poetiske, digteriske verden handler det om at lysets og mørkets kræfter er lige stærke. Før var viden kun noget godt, mente man. Men fra og med atombomben opdager vi, at viden, forskning og videnskab har to sider – ligesom med genforskning, der kan mindske tallet af arvelige sygdomme, men også søsætte nye væsener i naturen, måske væsener, der ødelægger os og naturen. Vi skal ha greb om livet, få styr på mørkets kræfter – og vælge livets lyse side. Han har mistet grebet så alvorligt, at han ikke engang har håb – han er ved nulpunktet, og derfor taler han om ”håbets vendepunkt”, søger efter at det går opad igen for håbet.

Hvordan får digteren så greb om livet igen. Ikke med ny viden, ikke med ny forskning eller nye masseødelæggelsesvåben. Svaret er meget enkelt:
I ordet overvintrer den sandhed, vi forlod,
og ingen magt kan hindre den i at fæste rod

selv i en fattig jord, hvor frøet som et under
og skjult for alle gror.
Det er ikke belæringens ord, Guds ord, påvirkningens ord eller reklameordene, der er er tale om. Men de fælles ord i den almindelige samtale.

Han tror på, at den almindelige samtale imellem os vil føre til, at vi får greb om livet igen. Det er tro på almindelige menneskers evne til at finde svaret på den ødelæggelse, som vor egen sikre viden har medført. I den dagligdags samtale om livets alvor og mening ligger spiren til fornyelse og til et værn for det oprindelige i mennesket. Udvejen af det fastlåste ligger i Det Levende Ord… Eller med Wivels egne ord fra et andet digt: ”I samtalen begynder livet igen”.

Baghovedet er til storskrald

Godt 50 år er gået siden bomberne faldt og digtere som Thorkild Bjørnvig og Ole Wivel råbte vagt i gevær og kaldte på det oprindelige menneske. Hjalp deres nødråb? Har vi ved hjælp af det levende ord fundet veje frem, der er klogere? Har vi genfundet det oprindelige menneske? – Ikke det der ligner!… på det nærmeste tværtimod. Og dermed er alt jo ved det gamle, da Grundvig jo kom med præcis samme nødråb i 1839 i ”Er lyset for de lærde blot”, der var et oprør mod vores dyrkelse af de lærde og de kloge. Også her trygler han om samtale mellem mennesker. Almindelige mennesker, der ikke har phd og fine papirer. Det er derfor han skriver ”Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde”. Solen er oplysningen, og den er hos bønderne. Ikke at Grundtvig troede bønder var klogere end alle andre mennesker, men på Grundtvigs tid var det almindeligste at være bonde – og dermed et sindbillede på at oplysning og viden om det væsentlige ligger hos alle dem, der ikke læser bøger – men i stedet lever liv. En dyb agtelse hos den gamle for det jævne, hvorpå vi skal bygge.

Vi dyrker fortsat viden. Vi har statsministre der siger, at hvis de andre er billigere skal vi bare være bedre. Vi dyrker videnssamfundet og de lærde – og man kan ikke se en TVavis, eller læse en avis, uden at vi får kommentarer fra en ”ekspert”. Og hvad værre er: Mennesket har overladt det levende ord til fjernsynet og pressen! Kaster vi os endelig ud i noget, der kunne minde om en samtale, er dagsordenen ikke noget selvoplevet, men noget andre har sat på dagsordenen i den lille kasse vi sidder foran hver aften. Vores tiltro er blind til medierne, selvom vi selv synes vi er kritiske. Selv de historier vi ryster på hovedet af, sætter sig fast omme i baghovedet. Baghovedet var engang stedet, hvor vi lagde viden om litteratur fra gymnasiet eller andre alment dannende informationer, vi kun sjældent brugte. Men baghovedet har skiftet indhold. Det er vores sted til storskrald, hvor det ligger klar til at blive afhentet i nødsituationer. Det er der, vi lægger informationer fra Se&Hør og Ude&Hjemme. Det er der vi har lidt viden om de kendte, de kongelige og de, der har tabt Vild med Dans og X-factor. Ting der er så aldeles ligegyldige, men som optager baghovedets plads og skubber Rifbjerg, god latin og Darwin ud. Vi skal ha baghovedets storskrald fyldt op jævnligt for at kunne agere socialt. Selv kender jeg det især fra sølvbryllupper. Især hvis der er bordkort. Værten for festen tænker, ham Jeppe Søe kan snakke fanden et øre af, så ham sætter vi ved de besværlige og stille – så skal han nok få snakken i gang. Og der sidder man så hver gang placeret ved 8 personer, der nikker og siger ja og nej – og ikke griner af de få vittigheder, man har på plakaten. Efter et stykke tid med almindeligheder giver man op, og så går man i baghovedet i en tragisk kamp for at finde en eller anden fælles reference for samtale – og pludselig ud af munden hører man sig selv sige: ”Hvad synes I ellers om Kandis?”, ”Synes I ikke Frederik og Mary passer godt sammen?” eller ”Tror i ikke der er problemer med SMS afstemningerne i Vild med Dans?”. Storskrald leveret fra baghovedet, som får bordet til at leve et kort stykke tid. Først senere i desperation kaster man sig over det evigt gode spørgsmål: ”Hvad synes I så om de fremmede?”. Så er aftenen jo reddet, man har løst opgaven ved bordet – men i den grad snakket fanden i øret og endda brugt en del af hans virkemidler. Det er når det levende ord har hjertestop. Når vi ikke længere føler i hjertet hvad vi har på sinde – eller hvad vi har på hjerte – men i stedet laver en beregning af situationen og afprøver emner for bare at få en snak på bordet. Og det der virker, er altid det der tilhører den fælles referanceramme – det vi alle har set i TV og hørt i radioen. Det vi alle har en mening om. Og dermed hører vi sjældent noget nyt. Vores videnssamfund er en gave, men kun hvis vi ved hvad der er viden og hvad der er affald. Hvis vi ikke lærer at skelne, bliver ”vor egen sikre viden” til en trussel i tiden. Teknik og eksperter har overtaget magten fra folkelivet. Ord fra avisernes forsider og fjernsynets indkaldte eksperter bliver vores egne, og pludselig har vi glemt os selv. Vi er blevet selvvalgte døde dørmåtter, der byder livet velkommen, men lader verden træde på os på vej ind.

Abernes planet

Der er ikke noget nemmere end en befolkning, der glemmer at tænke selv. Dem kan man gøre med hvad man vil – og det gør magten så. Danskerne er aber, når de sætter sig i sofaen og tænder for nyhederne. Men det var ikke så oprindeligt Wivel bad os være. TV og politikere er glade for, at befolkningen er aber. De er så nemme at manipulere og fastholde. Det kræver noget andet end det, som man traditionelt har spillet på – men så må man jo skifte indhold og gå efter målgruppen. At vi er aber, når vi er seere, læsere eller lyttere, viser sig i nye undersøgelser af hjernen mens vi ser TV. Vi bruger 17% mindre energi når vi ser TV end når vi kigger ud af vinduet. Der foregår absolut intet i knoppen på os, vi stirrer ind i kassen og hører hvad Vorherre Dorph Petersen har til os – hvad der mon er værd at vide, for at kunne ”følge med” – om det så er i samfund eller underholdning. Information skal der til – så vi kan tale med naboen over hækken og er klar til enhver samtale, med en holdning. Når danskerne er aber, og magten opdager det, så er fanden løs i laksegade. Så kan man stort set gøre hvad man vil. Ser vi på politik, så er det præcis hvad man har opdaget for nogen tid siden. Dansk Folkeparti var de første der fandt ud af, hvor væsentligt det er at kende sin målgruppe. Dygtigt går de efter et ”sikkert segment” som de lærer at kende ganske indgående – og kender man de bokse man taler til, rammer man aldrig forkert. De er fløjtende ligeglade med om folk er rasende på dem og kalder dem skældsord, som ikke fortjener at stå i en bog fra Vartov, for de ved de rammer dem, som de vil fastholde. Hvis en muslim har stjålet en pakke tyggegummi, så kan Pia Kjærsgaard 2 sekunder efter sige, at alle skal sendes hjem, da hun ved hvordan hendes vælgere er – og ude ved kakkelbordet eller i campingvognen, sidder folk og nikker, selvom den salat de får til grillpølsen er købt hos en tyrkisk grønthandler. Kender man sin målgruppe kan man gøre alt.

Andre partier laver veltilrettelagte kampagner i samråd med reklamefolk, for at nå segmentet. Der laves analyser, hvor de lærde undersøger politikernes karisma og påklædning. Spinfolket laver manus, og dukkerne udfører spillet på TV. Og er dukkerne umulige at ændre, så snitter man en ny dukke til at lede. Tydeligst i Socialdemokratiet, hvor Lykketoft har enorm erfaring og med sikkerhed i alles øjne – uanset hvilket parti man er fra – har en troværdighed, om end man kan være uenig i holdningerne. Han er bare lidt for gammel og grim til kammeraternes strategi, og så kom Thorning på banen. Ikke erfaren, men tydeligt det helt rigtige ungdommelige pust de gamle fanebærere havde brug for. De borgerlige panikker. Lykketoft var ingen udfordring for Bendtsen, men overfor barmfagre smukke kvinder er Bendtsen ikke ligefrem rette indpakning. Til EU med ham og så lad os få Lene på banen. I midten havde de radikale Marianne Jelved ved roret, men analysen viste jo tydeligt at Radikale var blevet in og moderne. Cafe Latte partiet blomstrede – og dertil passede erfarne rynker og håndtasker ikke, så ind med Vestager.

Det er klart at denne lille gennemgang er både generaliserende, fornærmende og snæversynet – men der er ikke tvivl om, at man i den politiske verden agerer som var politik et produkt, der skal sælges. Der er ikke den store forskel på en brugt pampers-ble og et politisk parti længere, end ikke indholdet er ret forskelligt. Spindoktorere og mediekurser præger politikernes kalender, da det væsentlige ikke er hvad man siger og mener – men måden man svarer og får tingene sagt. På den måde kan man som politiker gøre med en befolkning hvad man vil.

Vi lever i en jævndøgnstid, men i min verden er vi for længst gået til den mørke side. Vi kan stadig ane lyset i glimt, så der ER en vej tilbage, men det skal gå stærkt inden vi smuldrer op i Sidney Lee og Lottokuponer. Bedste eksempel på vores mørkeliv er vores terrorfrygt – og måden frygt og utryghed bliver brugt af de, der gerne vil gennemføre beslutninger. Det er en fordel at et abefolk er utrygge, og kan man ikke selv skabe utryghed, så får man hjælp af medierne og udefrakommende terrorister. Ser man nyhederne, er det tydeligt hvordan man arbejder med utryghed og frygt. Jeg husker det fra jeg selv sad på en redaktion i 90’erne. Man skulle helst starte nyhederne med historier, der gjorde folk bange og utrygge. Det gjorde, og gør, man for at fastholde seerne – og fordi man gerne vil ha dem med fra starten af udsendelsen. De skal jo ha reklamerne med inden det går løs. Hvis TV startede en udsendelse med en politibetjent der følger ællinger over vejen i Kongens København, så ville aberne med sikkerhed tænke: ”Der sker jo ikke en skid i Danmark, jeg behøver ikke at se nyheder”. Men starter pressen derimod med terror, krig, død, ødelæggelse, trafikuheld eller brand, så tænker aberne: ”Hold da op en uhyggelig verden vi lever i, jeg må hellere følge med for at se, om jeg kan være tryg i morgen”. Vi ser et drab i Købmagergade i København – og der er lavet en rekonstruktion så vi kan være med hele vejen – og med den begynder vi straks at blive utrygge: ”Vi må hellere se nyheder kl 22 for at se om han er fanget, eller er flygtet her til Bogense”.  Frygt fastholder os, gør os til nyhedsnarkomaner, der ikke kan leve en dag uden at vide, hvordan verden ligger mellem Bandidos og Hells Angels, og om der er nogle på fri fod i vores område. Vi låser dørens mange hængelåse, lukker vinduerne, trækker mørklægningsgardinerne ned og sætter os i sofaen foran TV, der er det eneste lys i beskyttelsesrummet. Og det er der samfundet gerne vil ha os. Politikerne kan nå os der, TV tjener penge på at ha os der – og i sofaen kan vi få dagens informationer ind i baghovedet, så vi er klar til en ny dag i den medieskabte virkelighed.

Bin laden er spindoktor

Den medieskabte virkelighed kender Osama Bin Laden alt til – og han forstod at udnytte os, uden at vi har opdaget det. Osama havde et budskab at komme ud med, og der er han jo ikke forskellig fra hverken politikere eller pampers. Indholdet i budskabet selvsagt forskellig, men det handler om at røre aberne, nå os, røre os – og gerne få os til at huske budskabet bagefter. Osama har prøvet med lidt bilbomber, og TV har da også brugt billederne af den knuste bil. Men bilbomber virker ikke rigtigt længere. For det første er det jo groft sagt et billede af en køler, der ligger og ryger. Alle de blodige lig, som TV gerne vil filme, er spredt overalt og det er umuligt at få i kassen, så en bilbome er vi blevet så vandt til, at den bliver ”kort nyt” i en tv-udsendelse. Vi gider ganske enkelt ikke noget, vi har set før. Vi kræver nye virkemidler, hvis vi skal rejse os fra sofaen. Og det vidste Osama udemærket. Han blev næsten ikke hørt, og han fik ingen tv-tid ud af at sprænge lidt bomber her og der. Og kendskabet til aber og markedsføring gør så, at Osama sender et par fly af sted mod World Trade Centre. Det tankevækkende ved den aktion er, at det ikke virker som et koordineret angreb. Der rammes lidt efter lidt nogle markante dele af det amerikanske statssystem, men USA når jo at få evakueret en del af bygningerne, fordi det ikke bare sagde bang overalt på samme tid. Min påstand vil til stadighed være, at det netop var instrueret og kordineret sådan. Det ene fly rammer Worls Trade Centre – og så venter Osama Bin Laden 17 minutter, selvom mange mulige ofre for hans terror når at flygte. Hvad venter han på? Han venter på CNN, BBC, DR og TV2. Han venter på at alle kameraer i New York rettes mod det brændende tårn – og han venter ikke mindst på, at alle aber retter blikket mod TV skærme i hele den vestlige verden. Da vi sad der, kom det andet fly. Og det trick virkede. Vi følte vi var med, som om det var en 3D film i biffen. Vi så folk dø, kaste sig ud i intetheden fra etage nummer 24. Aberne så andre aber i abeflokken dø, og så stod vi sammen. Ingen bilbombe kunne gøre sådan ved os, der skulle et medieplanlagt angreb til, der tog hensyn til lyssætning og involvering. Om aftenen tog vi endda ind på rådhuspladsen i København for at tænde lys og mindes de døde. Ikke fordi vi kendte dem, men fordi vi ville vise sympati. Smukt tænkt, men samtidig det værste vi overhovedet kunne gøre. Vi står der nemlig ikke, når det der sker er småt. Havde det været 4 stålskibsværftsarbejdere der var blevet skudt på et stålskibsværk i Gdansk, så havde vi ikke sunget på rådhuspladsen. Der skal mere til at få os ud af huset, og dermed sender vi jo netop signal til Osama: Det her var terror der er til at forstå! Og det signal sender vi så også til andre håbefulde terrorister, der kæmper om vores opmærksomhed. Vil I ha vores opmærksomhed, skal i virkelig slå mange ihjel. I skal virkelig være rå i jeres omgangstone, i skal virkelig være hårde og kontante. Så tager vi stilling.

Osamas viden om TV, aber og virkemidler var perfekt til at sætte os alle i et selvvalgt fængsel. Politikere stod i kø for at fordømme, de sikrede os, at man ville ”tage alle midler i brug” for at få de skyldige fundet og uskadeliggjort. Og hvis der er noget der har passet, så er det da netop det! Der er stort set ingen grænser for, hvilke midler der er indført i terrorbekæmpelsens navn – og skrækkeligere er det, at være vidne til, at ingen aber råber op når de mister grundlæggende værdier. Man æder at vi bliver budt ufrihed, da vi har forståelse for, at den jo kun indføres for at fange Osama. Men det er os der er fanget. Vi er i den store internationale terrorkrig, vi sender alt af sted vi har at byde på af unge soldater og våben. Hvad gør vores modstander? Intet! Osama optager sig selv med et videokamera foran et bjerg, sender det til pressen – og så bliver vi alle frygtelig bange, analyserer hvert et ord og begynder at tjekke hinandens mundvand i lufthavnen eller sætter folk i fængsel for at have en lommekniv. Vi sender danskere til retsforfølgelse i USA, vi laver visitationszoner, vi mistror og filmer folk på gaden. Vi griber ind i demonstrationer og sætter tusinder i futtog, men går mest op i det, fordi Bubber er en af dem. Det hele er jo til at forstå, når vi ser de to tårne styrke til grunden. Men hvad gør vores modstander? Ikke en dyt… Han sender et videobånd engang imellem! Når Osama Bin Laden kan få hele den vestlige verden i knæ ved at sende et videobånd. Når han ved at nævne Danmark på videoklip kan få os til at sigte en lystfisker for knive i handskerummet. Har Osama så ikke allerede vundet? Har vi ikke dermed gjort ham til verdens mægtigste mand? Indtil vi går mod lyset og griber det levende ord igen, så er svaret: Jo!

For kloge til at se, hvor dumme vi er

Hvordan kan vi i oplysningens højborg, i Grundtvigs fødeland, falde så dybt? Hvordan kan så oplyste væsener lade os trække så langt ned? Det kan vi måske netop, fordi vi opfatter os som oplyste. Vi påstår igen og igen at vi er så kloge og bevidste, at det halve kunne være mere end nok. At man aldrig i Danmark ville kunne snyde befolkningen, fordi vores indsigt ligger som grundpille i grundloven og folkeoplysningen er enorm. Måske har den viden været en sovepude, hvor vi ikke så det komme. Uden sammenligning i øvrigt var det jo netop hvad Hitler gennemførte i Tyskland, langsomt op gennem 30’erne. Da han fik magten gav han en radio til alle tyskere – men den radio kunne kun spille statsradioens udsendelser. Derefter tog han langsomt bevidstheden ud af folk, uden at de opdagede hvad der skete. Pludselig var den virkelighed, som Hitler talte om, helt tydelig for jævne tyskere – de havde jo hørt radioen sige noget lignende. De genkendte Hitlers virkelighed, fra noget de havde lyttet til hjemme i sofaen. Herhjemme i Danmark, folkeoplysningens hjemland, har vi måske alle ønsket at følge med, helt narkotisk har vi lyttet og suget til os i en grad, der ikke er sund. Og hele tiden, når vi følte der var noget galt, har vi sagt, at vi som folk aldrig kan styres. Vi er jo Grundtvigs fædreland. Og den tro har så fjernet vores indre virusprogram, så alt affaldet kunne stige os til hovedet. Stopper vi ikke op, kan man snart gøre med os hvad man vil – så længe der altså er en ekspert i MorgenTV der bekræfter, at sådan er det. Solen er hos de lærde, og de lyser så videre ned på bonden, fra fladskærmen på væggen.

Oplysning være skal vor lyst! skriver Grundtvig. Det har ikke noget at gøre med, at vi alle sammen skal have vore lyst styret som pædagoger. Det er heller ikke sådan, at vi først bliver mennesker som følge af oplysning.

Grundtvig har ikke den mening, at det er kundskaberne, der forklarer tilværelsen. Det er ikke religionerne, der skaber meningen med tilværelsen. Heller ikke kristendommen. Det er heller ikke ideologierne, der skaber meningen. Det er ikke i psykologien eller filosofien, vi finder meningen.

Meningen med tilværelsen ligger i hvert enkelt menneske. I religionerne generindrer vi den mening med tilværelsen, som vi måske ikke selv har fået op til overfladen. Det er ikke religionen, der skaber den i os, men religionen får os til at huske, hvad vi allerede ved. Johannes V. Jensen siger i en hel anden forbindelse noget, der udtrykker det fint: Vid bedre, hvad du ved.

Udtrykket generindring stammer fra den græske oldtid. Tænkerne dengang mente, at al oplysning var generindring af, hvad hvert enkelt menneske allerede vidste eller havde erfaret fra det daglige liv. Det er så modsat nutidig tankegang, hvor man mener, at oplysning handler om noget nyt, noget, man ikke vidste, men som de lærde skal indlære i os.

Tankegangen hos Grundtvig er egentlig let at forstå. Man kunne undre sig over, hvorfor så mange mennesker er optaget af andre religioner og andre folks måde at leve på, i Indien, i Kina, Afrika og Sydamerika, dels hvordan de lever og tænker nu, dels hvordan de har levet og tænkt for tusinder af år siden.

Men drivkraften til at være optaget af de fremmede kulturer er jo altid, at vi hele tiden ved, at det er menneskeliv som vort eget menneskeliv, der har levet eller lever på den måde, mennesker som os selv, der har tænkt eller tænkt på den måde. Vi er altid dybt optaget af, hvordan andre tumler det liv, vi selv er i gang med.

Men samtidig er det jo et udsagn om, at det er de samme erfaringer, mennesker over alt på jorden har gjort, og de samme tanker, de har været ude i. Det, der har betydning for et menneskeliv, synes at være grundlæggende det samme.

Derfor er livsoplysning altid oplysning om det, hver enkelt af os godt ved på forhånd, men som måske i øjeblikket ligger skjult for os, og som vi gerne vil genhuske – derfor føler vi os mere i live, når vi møder det samme hos andre mennesker. Livslysten bliver større.

Man kan afgøre med sig selv ved læsningen af Grundtvig, om han taler om to forskellige slags oplysning, livsoplysning og folkelig oplysning. Det er i hvert fald rigtigt, at hans tanker om livsoplysning ligger klar allerede før 1820, hvorimod begrebet folkelig oplysning, det, der handler om samfundet, først kommer til i 1830′erne, da de rådgivende stænderforsamlinger og – i fyrrerne – rigsdagen, folkestyret, demokratiet kommer til. Nogle foretrækker at skille livsoplysning og folkelig oplysning, men for mig er det samme sag, som netop ikke bør adskilles. Samfundet og oplysningen om vort fællesskab i samfundet hænger nøje sammen med livsoplysningen, og ved at skille de to dele af, gør man politik til samtaler kun om nuet, om øjeblikket, om det formelle og det skematiske..

Politik er også poesi og bør være historisk-poetisk. Når grundtvig taler om det historisk-poetiske, mener han ikke den skrevne poesi, men den levede poesi – handlingens poesi, fordi det er i livets handlinger, vi er skabende, og i livets handlinger, vi erfarer tilværelsens mening. Et sted taler han meget fint om handlings-livet som det poetiske, nemlig i Sol er oppe, hvor han jo slutter med ordene: Dag og  dåd er kæmperim.

Om politik og samfund er poetisk må være op til den enkelte at afgøre. Jeg synes ikke det rimer . og hvis det gør, er vi tilbage ved sølvbrylluppets hjerte/smerte-digtning, der med nogen besværlighed kan afsynges på Katinka, Katinka… Det er uskønt at være vidne til, at politik og samfundsdebat kun er øjebliksbilleder, hvor politikere udelukkende udtaler sig om enkeltsager og er klar med enten ros eller forargelse over en sag, som pressen har oppe. Politikere har lyst til meget mere, men får ikke lov. De er gået ind i politik for den store samfundstanke, det brede samfundssyn og helt grundlægende værdier – men reelt får de kun taletid i medierne, hvis de gider blande sig i debatten om burka, kamphunde eller 50 øres gebyr på dankortet. Det er uskønt, når pressen finder en ekspert der underbygger historien – og dagen efter, når historien er vendt, en ny ekspert, der kan redegøre for det modsatte synspunkt. Vi opdager det ikke, men det sker hver eneste dag – og det rimer næsten aldrig.

Eksperten stopper det levende ord

Valget af eksperter er tilfældigt – og man bruger gerne de samme i fjernsynet igen og igen. Dem der fungerer godt og ser godt ud imens. Indenfor den teologiske gren er der kun tre eksperter vi gider se i MorgenTV. Er et teologisk spørgsmål til debat, så ringer pressen ikke til en tilfældig præst, da man jo risikerer at få fat i en kedelig figur, der siger Jesus i hver anden sætning – men Lilleør eller Pless ved man hvad er. De er folkelige og forståelige. Og er sagen virkelig stor, så vi skal bruge en biskop – og der ringer man udelukkende til Roskildes tidligere biskop Jan Lindhardt, som også har vist sig at være god på TV. Når præster sidder i folkekirkens præstegårde og ser dem på TV, så ryster en del på hovedet – men den del af teologien hører vi aldrig om, den debat må man tage i menighedshuset. På TV virker kun dem, der er afprøvet og godkendt af aberne på den anden side. På samme måde er det med universitetsfolket, der også kaldes ind i fjernsynet, hvis sagerne er svære at forstå. De afklarer intet på de 2 minutters interview, men det er som om aberne ude foran skærmen ser på eksperten og tænker: Jamen så er det nok rigtigt. Eksperten kan slynge om sig med fremmedord, og hvis magten får et andet sprog end folket, så er folket umyndiggjort. Derfor talte man latin i kirkerne i gamle dage – ingen fattede en meter af hvad der blev sagt, men når man er så klog, at man kan tale latin, så må det være meget klogt. Og samme tanke går så ind i fjernsynet, hvor eksperterne taler pluddervælsk og aberne nikker. Politikerne talte i 80erne og 90erne også meget pluddervælsk. De brugte helt uforståelige ord og især debatten om EU var på det nærmeste umulig at forstå, hvis man ikke havde traktaten på nethinden og fuld juridisk forståelse og kendskab til fremmedord på universitetsniveau. Den går ikke længere i politik, hvor vi vil ha de folkelige ord, hvor en politiker kan reagere præcis som min dreng i børnehaven og tude på kommando. Alle er så langt nede på jorden, at det nærmest er pinligt at være vidne til – og det bliver så utroværdigt at se på, at vi må kalde på en, der kan ”det gamle sprog fra 80erne” – nemlig en ekspert fra RUC eller CBS der kan sætte tingene på plads, så vi ikke fatter noget som helst. Men de lærde har jo læst bøger.

Du kan lave abe-testen lige nu og her: Husk tilbage på engang du så en historie i nyhederne, der handlede om en verden du kendte til? Det kan være du så et indslag om landbruget, og selv er landmand. Det kan være du så et indslag om finansverdenen, og selv er bankmand. I det hele taget tænk på en historie du har set, hvor du har viden om det historien handlede om. Jeg vil vædde hele min troværdighed med, at du efter indslaget sad og rystede på hovedet over indslaget. Du sad og sagde, at sådan er det jo slet ikke. Pressen har jo misforstået det hele. De har jo slet ikke sat sig ind i sagerne… Må jeg spørge: Hvordan kan det være du tror på det næste indslag der kommer, som handler om noget du ikke kender til? Måske fordi der er en ekspert og man har spurgt manden på gaden. Man vil jo nødig være anderledes og udenfor. Kan du mærke abe-burets stænger rundt om dig?

Det levende ord genoplives mund til mund

Når det levende ord er dødt, og vi kun taler om de emner, der kommer fra redaktioner, så skal vi ha gang i en genoplivning. En hjertestarter vil ikke kunne gøre meget for det levende ord. En omgang strøm kan ikke sætte noget af denne type død i gang. Det der skal til er mund til mund-metoden. Der skal pustes liv i en for længst glemt strube hos den, der sidder overfor dig. Ord der renser baghovedet for storskrald. Og det gør man bedst ved, at begynde med at tale om sit eget. Der er fare for, at man vil blive opfattet som selvoptaget eller at janteloven slår ned som et lyn, og dømmer dig ude af det gode selskab – men vi bliver nødt til at begynde at fortælle om vores liv, vores tanker og vores ståsted. Tale og tale og tale – indtil den, der sidder på den anden side, bliver nødt til at svare. Ikke med ord fra TV2, men ord han selv skal finde. Det kræver mod at sætte ord i verden, og modstand er der nok af. Jeg har givet mig selv titlen ”professionel ordkløver” på mit visitkort, fordi jeg har gjort det til min levevej og livsbetingelse at arbejde med ord, kløve dem, dele dem og sprede dem. Jeg er aktiv på FaceBook med næsten 5000 venner, som jeg spreder min galde og glæder til. Jeg holder foredrag i selv den mindste landsby og elsker debatten efter mit opstød. Jeg lægger billeder og ord på nettet af mit liv og min virkelighed. Jeg har lagt min livshistorie på min hjemmeside www.soe.dk, da en livshistorie ikke skal vente til man er død. Når den er online, kan man lade den leve som vel er tanken med livshistorier. Ord om liv, der er levet – skrevet efterhånden, som de bliver til. En biografi, der ikke står som et komma i tiden, men i stedet en livslang tankestreg, der løbende samler op og fører videre. Men når man gør sådan, så kommer Jante op fra alle revner i soklen på huset og smyger sig klæbrigt op af benet på dig. Som det altid er med folk, der skriver om sig selv: Tror biografiens forfatter virkelig, at hans liv har været så interessant, at andre gider læse det? Det væsentlige for mig har dog aldrig været hvad andre synes, men hvad jeg selv står for. Jeg har som ordkløver kastet ord i grams, uden tanke på, hvordan de modtages. Det er jo ikke op til mig. Det væsentlige for mig er, at ordene er mine – og at man sætter dem i verden! – Så kan andre tænke sit, men det er jo også netop tanken med det hele.

Reglen for en succesfuld genoplivning af det levende ord er, at ingen af de ord du puster ind i den døde abe må komme fra medierne. Ingen holdninger må være andres – og hvis du citerer andres holdning, så skal du komme med dine egne tanker om dem. Du skal fortælle, snakke, ævle, debattere, kommentere… Først oplever du tomhed, fordi folk ikke orker mennesker, der konstant har holdninger eller taler uden stop. Men en dag sidder en abe i tomheden og tænker: Hvad mon egentlig Jeppe Søe tænker om sådan en sag. Den dag skal fejres, da mund til mund-metoden er lykkedes til fulde.

Hvis det er svært i begyndelsen, kan man starte med at brokke sig. Det er vi jo gode til herhjemme, eller som Steffen Brandt siger i TV-2: ”Kom lad os brokke os, det er nok det vi har det bedst med. Lad bare de andre slås, det er synd for dem men det kommer ikke rigtigt os ved. Vi har rigeligt at se til med vort eget liv og det er bedre at flå end at blive flået i”. Man kan altid komme langt med brok, men det er kun den halve genoplivning. Der skal helt andre ord til fra din verden. Nemlig de små personlige glæder, der kan få smilet frem hos den anden. Det, der får os til at hænge sammen og opleve fællesskab. Vi taler om at have fælles referenceramme, men det behøver ikke at være ”Hit med sangen”. Der er så meget andet vi har til fælles. Min far Poul Erik Søe skrev i 1999 en ”Huskeseddel mod Tomheden” til Danmarks Radios udsendelse ”ved dagens begyndelse”.
Deri står en række af de ting, som vi med stor succes kan bruge mund til mund:

Huskeseddel mod tomheden,

Poul Erik Søe, Danmarks Radios ”Ved dagens begyndelse” 1999:

• Den vårny smag af rabarbergrød, før den kunne købes frysefærdig, de røde rabarber-klumpers syrlige signaler i tungestrid med nymalket komælk, de runde fordybninger efter skeen i den røde grød med mælkens hvide rand.
• Jordbær lige fra marken, mørklægningsgardiner, der bliver taget ned efter fem år, det Richs-billede, man lige manglede i serien, smør, rystet af fløde i en mælkeflaske under krigen.
• En blomst på mit bord uden afsender, kold sylte med Arffmans sennep og rødbeder – tredie juledag – om natten, når de andre sover og øl, der er hældt lidt for hurtigt op, så det skummer som nisseskæg og løber ud på en dug, der alligevel skal skiftes.
• Morgener, hvor en nysværtet kakkelovn er blevet fyret for kraftigt op og fylder stuen med varme og en sviende lugt.
• Hesten foran mælkevognen, lugten af hestepærer, presset mod næsen af dyrets sved og fra de sure mælkesjatter under jungerne, de sorte svedpletter langs hestens seletøj, rundingerne på hestens bag, dens sitrende ben, dens tålmodige mule og hvide savl, som om den selv havde drukket al mælken.
• Månen, når skyerne har travlt og får det ser til at se ud, som om den løber baglæns.
• Hundens vilde glæde, når man kommer tilbage og har været væk fra den i hele tyve minutter.
• Rødspætter med persillesovs og meget citron, sovsen til stegte hjerter.
• Kaj Julian fra Kilden i Aalborg, Teddy Petersen fra Wiwex. Mogens Kilde i Palladium – dengang, man ikke vidste, at den slags ikke er fint nok til oplyste mennesker.
• Børns øjne, mens jeg pakker noget op, de selv har lavet.
• Det øjeblik, da den første af Færøerne dukker op som en grøn æggeskal på havet
  efter 14 timer i kuling.
• Sen morgenkaffe en dag, hvor alle andre er på arbejde.
• En femøres lykkepose under krigen med vaffelrester dyppet i salmiak og et lille, sekskantet stykke pap, der sættes på en halv tændstik og bliver til en snurretop.
• En fuldrynket, gammel kone, der besøger en kirkegård på grænsen mellem Rusland og Estland for at lægge blomster på fire børns grave. Hun knytter næven og taler russisk med retning mod Moskva, som har taget dem fra hende. Bagefter griner hun med bævende rynker, mens hun drikker pulverkaffe ved vores bus.
• Mildheden i stemmen hos to, der lige har været oppe at skændes, og som pludselig vil enes igen.
• Når ens far lagde nogle af kødbollerne fra hans egen suppe over på ens tallerken.
• En fod, der er fodformet, et usminket ansigt, der tør være gammelt, et barn, der står alt for tidligt op på forældrenes fridag tidligt i juni og kommer ind for at spørge, om det snart er jul.
• At sidde bagest i den sidste bil, der kommer med en færge.
• Lugten af tøj, der har hængt ude i frostvejr. Og af skomagerværksted, af saltet sild, min fars tømrertøj, mæt af sød sved og af lugten af nyt træ.
• En gammel mand med hænderne hvilende på en stok, han selv har skåret,
  mens han synger en sang, han kan udenad.
• Fingre, som krummende kalder på et barn, der er ved at lære at gå for at lokke det til et skridt. Hænder, der fortvivlet vrider sig for at rette op på, hvad en mund lige har sagt. En hånd, der bydende skærer gennem luften hos en taler, der er meget usikker på sin sag. En lillefinger, der næsten usynligt bliver løftet som en diskret vinken midt i et alvorligt møde fra een, man holder af. Hænder, der sætter lyng på plads i en krans.

Det er sådan nogle ord vi skal finde i os selv, for at kunne komme tilbage til livet, blive levende i ord og gerning – blive børn igen. Det er sådan en liste, som vi alle skal skrive og lægge om i baghovedet. – Og der er jo plads nok, nu hvor storskraldet er blevet hentet af den Grundtvigske skraldebil. Man bliver helt lykkelig og barnlig af listen med fælles levet liv – og sådan slutter Ole Wivel jo netop også barnligt, når han beskriver hvad ordet giver af muligheder overfor truslen der truer: Mit barn mit barn giv agt – alt er igen uprøvet i dine hænder lagt!

Jeg tager sjov alvorligt!
af Jeppe Søe, professionel ordkløver

En gammel talemåde siger, at humor er det man mangler, hvis man forsøger at forklare hvad det er. I min tolkning betyder det, at vi bare skal tage humoren med et gran salt, lade den leve eget liv og ikke hverken tænke eller skrive bøger om den. Men det er uomtvisteligt, at humoren spiller en større og større rolle i samfundet. Humoren er med til at sætte dagsorden og med til både at samle eller fjerne os fra hinanden.

Når vi med et satirisk penselstrøg og stor koncentration tegner Muhammed, i håbet om, at hele verden vil forstå, at her må vi skam gerne ytre os – som vi vil – bruger vi humor som et forkølet forsøg på, at udstille noget vi i virkeligheden bare kunne have sagt. Vi tør alligevel ikke helt stå ved det – og derfor vælger vi den gode gamle retorik med stor hat og rød næse – i håbet om, at det bliver vederlagsfrit. Det gør det ikke. Resten af verden, og de der kommer rejsende ind i vores, har svært ved at læse satiren. Det er meget dansk, at vi sådan en smule fejt får sagt hvad vi vil – og lader tonen være satirisk, igen i håbet om, at vi ikke behøver stå last og brast med udsagnet – i fald det ikke bliver vel modtaget.

Vores danske smil er blevet til en mere rå humor, som hverken verden eller de fra verden, der kommer hertil, helt forstår. Pludselig er humoren, der har været vores stærkeste våben og limen i vores samhørighed, blevet et problem. Derfor er det på tide at tage humoren op, kigge på den en sidste gang – og herefter efterlade den til eget liv igen, så den kærligt kan leve videre i et smil. Om humoren er vejen frem ved jeg ikke, men man siger jo at smilet er den korteste afstand mellem mennesker, og så må man vel antage, at vi er på vej i den rigtige retning. Om afstanden så bliver kortere eller længere kræver, at vi kigger på humoren med alvorlige briller. Så nu tager jeg så humoren op som en anden Aristoteles, der jo ville kategorisere alt og tage humoren meget alvorligt – og når du, kære læser, har læst denne sidste bog nogensinde om humorens væsen, så lader vi humoren ligge. Lader den leve og giver den derved fornyet kraft.

Min familie er latterlig!

Det er aldrig sjovt at være latterlig. Det er nemmere at være grinagtig, men helt godt bliver det først, hvis man er morsom. Det er trist at ordet latterlig har fået en negativ klang. Tænk at kunne sprede latter. Tænk at være et menneske, der er lig latter? Det ville være godt at få det ord tilbage i den smilende del af vores ordforråd. Jeg synes i den grad min søn på 2 år er latterlig. Det ved jeg han er, for når han ubehjælpsomt er begyndt at kæmpe med det danske sprog, sker der noget i mig – og jeg slår en latter op. Han er noget af det mest latterlige jeg nogensinde har skabt. Onde tunger vil påstå, at han er til stor morskab, men i disse ligestillingstider mener jeg ikke det er fair overfor en Far at kalde en søn for MORsom. Min kone er da både sjov og latterlig, men MORskab eller MORsom er ikke en FARbar vej når man omtaler et fælles barn. Nu skal man næppe rejse en sproglig kønskamp i en bog, der udgives af en forening der hylder MODERSmålet – men tankevækkende er det dog, at hvis man er ”som mor”, så er man morsom og den rene Dirch Passer – er man derimod ”lig Far”, så er man farlig som Osama bin Laden. Samme situation opstår om ordet Morskab, der i folkemunde er en herlig befriende ting, mens faderskab udelukkende er noget man kæmper for i retten eller med DNA-prøver.

Man kunne altså hævde at sproget giver mor nogle fordele, og tillægger hende egenskaber vi alle sammen finder charmerende og rare at være i selskab med. Og morskabet er et godt sted af være – men der behøver ikke være trangt i faderskabet af den grund.  Så i den kønsløse ligestillingskamps navn, slår jeg hermed i stedet på det latterlige og vil kæmpe det latterliges sag. Lad os bare bruge modersmålet til det formål – men lad os hermed slå fast at det også er fars. Målet.
Humor er så stor og væsentlig del af vores kultur, at den kryber ind alle vegne. Intet er, bogstaveligt talt, helligt. Vi kalder det frisind og lykke – og læner os op af humoren når livet er alt andet end sjovt. Et udtryk som galgenhumor viser meget godt hvor langt ind i livet humoren spiller en rolle. Når vi er allermest ulykkelige, når ingenting giver mening og når vi giver op – skæver vi rundt for at få øjenkontakt med det menneske der skal komme med den forløsende replik. Sig noget sjovt

Humor er magt og hekseri

Når pressen udstiller et menneske på forsiden af deres avis, og med få ord i 24 pkt. klar rød karakteriserer det menneske, kan alle vi andre mene, at det er latterligt. At avisen er. At personen på forsiden er  – eller at samfundet er. Ingen af delene er noget at grine af.  Alligevel er det ofte det vi gør. Når noget er ufatteligt, ubærligt og meget lidt sjovt – trækker vi på smilebåndet. Opfinder, speciel til lejligheden, små sjove ordspil og vittigheder der skal holde os oppe og løfte os ud af det  vi ikke helt kan forholde os til. I skrivende stund er jeg medierådgiver for Anni Fønsby under den store rufferi-sag i Odense. En meget lidt latterlig tid, om end jeg flere gange har hørt, at folk kalder dækningen latterlig. Der er enkelte lyspunkter. Ekstra Bladet havde et billede på deres forside af Anni og jeg, der er på vej ind i retten i Odense. Det er i sig selv ikke latterligt, men på gaden bagved havde den hurtige fotograf knipset på helt rette tidspunkt, da en bil fra Kødgrossisten kørte lige bag Anni. Da sagen handler om rufferi, er netop det firmanavn en gave for et foto – og der var forsiden latterlig. Så latterlig, at jeg var ved at køre galt af grin. Men dagen efter, hvor samme avis i ord citerede forkert fra retsbogen for at sælge deres pamflet i kiosken, siger vi også de er latterlige. Det er de ikke. Den dag er de ondskabsfulde. Vi taler om ”hvor skabet skal stå” som om der kun er eet. Men i det danske sprog er der mange skabe. Faderskab, Morskab, ondskab og klogskab… og de skabe skal gerne stå adskilt.
Når BT f.eks. skriver om Anni Fønsby, at hun ”har et gummiansigt og kødfyldte læber” så smiler nogle måske – og synes det er morskab. I min verden skal de superlativer ind i et andet skab, da humorens væsentligste bestanddel er, at man ikke prøver at være morsom på andres bekostning. Desværre er den form for morskab blevet den farbare vej. ”Bekostning” er i den sammenhæng et spændende ord. Jeg er klar over, at der med sikkerhed menes kost, som i mad eller penge – men kost er jo også en man bruger, til at feje for egen dør. Og i mange sammenhænge er det et bedre billede. Når vi skriver sådan om f.eks. Anni Fønsby, er det jo en heksejagt.

De fleste af os læser med stor gru om fortidens uvidende og onskabsfulde heksejagt, og græmmes over, at vi er folk der engang bekendte os til den slags rædselsvækkende metoder. Bagefter går vi ned i kiosken efter unavngivne dagblade, og slår med stor interesse op på dagens artikel om dagens sag. Vis mig heksen. Og der er hun så. Fanget i et uheldigt øjeblik, i en uheldig situation, i en uheldig sag – udråbt som hele landets ”Dårskabs Dulle”. Vi kan godt sige, at dulle er et pænere karaktertræk end heks, men meningen er akkurat den samme!

Vi synes vi kan tillade os at stemple hende. Artiklerne og indslagene er vinklet og ingen kan – skal – være i tvivl. Her er heksen. Hende vi godt må svine til, pådutte egenskaber og på baggrund af fri fantasi tegne lidet flatterende portrætter af. Nu skal du, kære dansker, dømme hende. Gøre helvedet hedt for hende.  Gøre dig morsom på hendes bekostning – for hvad skulle du ellers! Den kvinde er selvfølgelig ikke brændt, hun er branded – men det er lige præcis det samme.

Derfor, midt i det latterlige er alvoren også. Der er med sikkerhed blevet grinet en del på redaktionen af det billede af kødgrossisten, men på trods af den nedtonede humor i den passerende bil, så er der også en dom i billedet. Pressen går tæt på, det er deres opgave. Pressen skal være vagthunde, men er i stedet blevet bidske pittbulls, der gnaver i benet af historien, til der ikke er mere kød på. Så selv i den lunefulde humor på forsiden ligger en dom over en person, der burde være uskyldig til det modsatte er bevist.

Humoren er et termometer

Humoren er blevet holdning. Humoren bliver dagligt brugt til at vise, hvad man mener – eller skrive/sige ting, som man ikke ville kunne sige, hvis det da ikke var fordi man pakkede det ind i humor. De fleste ved godt, at det er en farlig vej at virke for racistisk – men siger man det i stedet på en sjov måde, så kan man afvente og se hvordan de andre i lokalet tager vittigheden om flygtningen. Hvis de griner højt, så har man genfundet fællesskabet og tør kaste sig ud i en mere alvorlig snak om de fremmede – hvis de siger ”nøj, den var altså grov den der”, så ved man, at man i stedet bør tale om Vild med dans. Vi har altså nedgraderet humoren til et termometer, vi lige kan smide på bordet for at måle, hvor langt vi kan gå. Og det har humoren taget skade af.
Humoren er et stærkt våben. Brugt i en debat, kan humoren sætte et punktum, der er svært at fjerne med nok så væsentlige argumenter. I Danmark er vi ikke kommet så langt i brugen af humoren. I den politiske debat var Uffe Ellemann nok den, der forstod humoren bedst og med sine små stikpiller kunne man kaste nok så meget saglighed efter ham – det prellede af, da den som får os til at le bliver beskyttet af et usynligt filter. Vi ved, at Villy Søvndal har ansat Stand-Up komikeren Sebastian Dorsett til at putte humor ind i sine taler og sine svar. Men humor er noget man skal mestre, ikke noget man skal lære. Villy Søvndal inviterede Fogh ud på en køretur for at se Danmark, og det var et genialt træk, der sødt men råt fik sagt en masse mellem linierne. Siden har Søvndal så inviteret stort set alle han debatterer med på en køretur, og så opdager vi jo, at humoren er et indlært redskab, der kan bruges i pressede situationer, og ikke en frisk kommentar fra hjertet. At mestre humor er en kunst. Den kan man leve af – med mindre man genbruger.

Humorens udvikling

Humoren var i ”gode gamle dage” ren lagkage. Går vi til de gamle folkekomedier og senere spillefilm fra ASA FILM med Dirch Passer og andre folkekære skuespillere, så var humoren, med al respekt, kønsløs. Den var latterlig, grinagtig og folkelig – bevares – men man skal virkelig se mellem linjerne i ”Sommer i Tyrol” for at finde noget samfundskritisk. Humoren ville dengang kun én ting: Den ville bringe smil på læben, måske endda latter til søndagsforestillingen. Af samme grund blev alle, der deltog i filmene, folkekære. De var søde personligheder, der intet ondt ville os. Netop derfor vi kalder dem ”folkekære”. Siden blev humoren spids og satirisk. Pludselig ville humoren os en masse. Det var primært da TV kom ind i vores hjem. Det var som om det medie egnede sig til en satire, der ikke fungerede på det store lærred. TV er jo hurtigere at lave end en film – man kan derfor pludselig være aktuel i sin humor. Bedst husket fra den æra er selvfølgelig Buster Larsens LORTELAND fra programmet ”Hov Hov”, hvor han spiddede regering og politik og samfundsspørgsmål. Humoren var fra det øjeblik blevet en brik i et spil, der var en farlig modstander for de folkevalgte. Det ændrede tonen på Christiansborg. Vi husker alle de tørre kommentarer der prægede datidens politikere, men med humor skal humor bekæmpes – og man fik flere og flere, der begyndte at løsne op.

Man må tilpasse sjov til medierne

Holdningernes humor havde den bagdel, at det var lange monologer. I begyndelsen, hvor man blot havde en knap på et TV og DR var eneste valg, fungerede den langsomme stil fint. Jeg husker fra selvsamme Hov Hov en sketch, hvor familien Danmark lavede gymnastik i stuen til radioens udsendelser med strækøvelser. Sketchen tog 6 minutter, hvor man blot så en familie gøre gymnastik og langsomt smadrede og væltede alt i stuen. Fin seance til statsTV der er ene på markedet, men da konkurrencen kom fra sattelitterne, kunne formen ikke længere holde. Man kunne ikke have en langsom opbygning og en pointe efter 6 minutter. Det gad folk ikke vente på, når nye udenlandske programmer kunne trækkes hjem fra en tallerken på taget.

Herefter blev humoren hurtigere. Man droppede opbygningen til pointen og skulle i stedet levere pointer konstant. Hvert minut bør indeholde fire pointer. Første gang vi for alvor så det var i programmet Dansk Naturgas, hvor Tommy Kenter, Kirsten Peüliche og Per Pallesen mestrede den hurtige replik. Enhver husker Mathiesen, der talte med Fru Christof. Pointerne fløj gennem luften uden opbygning. Pointen var vittigheden i sig selv. Humoristisk en nyopfindelse på TV, der passede til en stigende konkurrence med fjernkontrollen. Per Pallesen forfinede stilen i Hjørring, hvor jeg fulgte revyen gennem flere år – revygenren blev hurtig, små såkaldte ”one-liners” blev brugt igen og igen – og i pauserne, hvor revykunsterne skulle skifte tøj, indførte han i Hjørring små hurtige vittigheder foran tæppet. Indslag, der fik det til at glide i en lind strøm af smil, så man ikke fik lyst til at zappe væk.

Per Pallesen opfandt ikke den hurtige humor, men konverterede den til TV og revy. Den hurtige humor er den københavnske. Den hurtige replik, der er skabt til lejligheden. En pointe, der ikke kan genbruges eller gennemtænkes, men skal mestres og komme fra hjertet. En svajer kommer kørende på budcyklen og er ved at ramme en gammel dame. Hun råber ”Kan du ikke ringe knægt”. Han svarer i farten: ”Sagtens moster, hvad nummer har du”. Det er en frækhed uden sidestykke der præger den humor, som efterhånden har vundet. Vi ser ikke den langsommelige humor ret meget mere, mens den hurtige flyver af sted på skærmen og i virkeligheden hele tiden.

Stand-up bør sætte sig ned

Dagens humor styres hårdt af Stand-Up komikerne, der fører svajerens grin videre. Stand-Up kan meget mere, end den bliver brugt til – men vi er på vej. En stand-up komiker står på scenen. Eneste redskab er mikrofonen og den rappe replik. Han revser samfundet og politik som Buster Larsen gjorde, men pointerne er eneste virkemiddel. De skal være der hvert sekund. Samhørighed med publikum er en dyd. Hoster et menneske på første række, skal den hurtige replik fyres af. Og i begyndelsen var grovheden den lave fællesnævner fra den kant. Skiftende komikere gjorde en dyd ud af at sværte andre mennesker til. Gøre sig morsom på andres ”bekostning”, gøre kendte til hekse og sørge for med grin, spot og spe, at føre dem gennem byen til bålet.

En af de første vi lagde mærke til var Casper Christensen, der i begyndelsen var en rå fyr. Han mestrede om nogen den hurtige replik og turde gå til grænsen. Enhver husker måske, da han til en prisuddeling skulle åbne showet – og stod bag en talerstol. Det eneste man kunne se var et diadem, der stak op. Han parodierede Dronning Ingrid, der som bekendt havde en krum ryg og derfor ikke kunne se folk i øjnene. Det var majestætsfornærmelse og folk blev enten rasende eller følte befrielse. Casper var sin helt egen og turde tage slagene. Mange hundrede stand-uppere har siden forsøgt at gå i hans fodspor, men det er som om de ikke har set, at verden har ændret sig. Ja selv Casper har ændret sig. Det er i dag ikke nok at stille sig på en scene og sige frække ord – i dag skal man gentænke stand-up og forfine. Måske endda genfinde Buster Larsens rolighed i fortællestilen.

Igen er det Casper der fører an i denne fornyelse. Med serien KLOVN, som han skaber med Frank Hvam, har de genfundet folkekomedien fra Dirch Passers tid. De er ikke onde ved andre, men bruger sig selv som heks. De morer sig over sig selv, på egen bekostning. Og så genkender vi pludselig os selv og griner MED og ikke AF. Casper er på vej i den retning, som man for længst har set i USA. Derovre er stand-up blevet en magtfaktor. De fleste stand-uppere der har succes i USA har et budskab og revser samfundet intelligent og med eksempler fra virkeligheden. Får os til at grine af ægte ting, og ikke noget der blot er opfundet i komikerens hoved.

Når humor tages seriøst

Det bedste eksempel kan ses på DR2 i Danmark. Daily Show med John Steward. Dagligt bruger han mediernes klip, sætter dem overfor hinanden og med humor giver os en indsigt i historien. Han har gæster i studiet, som han revser spydigt men med et smil. Og midt i et komisk interview kommer pludselig helt seriøse spørgsmål og svar. Eller Will Ferrel, der i et teaterstykke spillede Præsident Bush og gennemgik hele hans præsidentperiode med komiske briller. Vi får humor – men også noget med hjem. Der bør stand-upperne i Danmark finde base for en ny levevej!

Herhjemme er det dygtigt forsøgt af Flemming Jensen, der gang på gang i den humoristiske danmarkshistorie har været bannerfører for nytænkning. Hans skuespil SPINDOKTOR var på alle måder præcis hvad jeg savner på den danske humoristiske scene.  Peter Larsen revsede også dygtigt i afdøde Nils Ufers teaterstykke om tamilsagen. Bortset fra de to er dansk komik endt omkring bæltestedet. Og jeg vil gerne hæve det op til hovedet, som bør være med hvis man ønsker noget med sin humor, andet end at være folkekær. Humor er blevet en industri. Komikere har de flotteste huse og kører i de fedeste biler. Men en industri skal også overveje hvad den vil med verden, udover at skumme fløden. Og der savner jeg flere, der finder nye veje.

Humor er hjernevask

Humoren har gennem tiden været mangt og meget. Et våben, brugt som overlevelse, eller brugt som scoretrick. Det er sådan set det sidste der gør det til en stor industri. Om man så vil score en pige i byen og få hende med hjem – eller om man bruger humoren til at score seere og læsere og få dem til at blive på kanalen. Humoren har fået besøg af hjerneforskere, der seriøst ser på det latterlige for at finde ud af, hvordan man bedst gør folk glade og giver dem godt selskab. Det gælder for underholdningen på TV, hvor kombinationen af hjerneforskere, livstilseksperter og fokusgrupper gennemser underholdningen inden den rammer pøblen, og der kan vi så måle, om man har fundet en fælles sprogtone, der virker forløsende og som ”godt selskab”. God gennemanalyseret humor fra en charmerende studievært kan fastholde seere, og deri undervises så værterne til at kunne give det lille smil.

Selv i seriøsitetens højborg på TV Avisen og i Nyhederne på TV2 har humoren fundet vej. Ikke som en gennemtænkt løsning til at give seeren noget med hjem, men som en kalkuleret hjernevask til fastholdelse af danskerne i sofaen. Enhver kender slutningen på nyhederne, hvor vi skal ha et lille smil. Enten som sidste historie eller som billeder under rulleteksten. Vi hører i Nyhederne om krigen i Irak, sulten i Afrika – og seerne er ganske enkelt ikke klar til at gå fra sult i Afrika til Amin Jensen og ”Hit med sangen”. Der må komme en lille overgang fra alvor til underholdning. Og derfor præsenterer man under rulleteksten billeder af bøgen der springer ud i Vejle, eller en australsk bæver der har parret sig med en fisk i fangeskab. Så kan vi smile lidt af verden, glemme det grusomme – og gøre klar til at synge med lige om lidt. Humoren er derfor gået fra at være et hjerteligt samspil mellem mennesker, til en kalkuleret hjernevask som sørger for at holde os i sofaen.

Den lille smiley er til grin

En ting er de, der lever af humoren. En anden er alle os andre, der bruger humoren i daglig tale eller i den offentlige debat. FaceBook og andre sociale medier gør, at vi konstant bruger humoren på skrift – med stor risiko for at blive misforstået. Det er vi klar over, og derfor har vi opfundet et skriftligt smil. Enten skriver man i en SMS direkte ”*SMILER*” så man er sikker på, at modtageren ved at man ikke mener noget som helst seriøst. Eller også bruger vi en såkaldt smiley. Det er nok nettes væsentligste nye ord. Det lille tegn, der sørger for at modtageren af vores skriftlige kommunikation ikke bliver sur. Det vælter med smileyer på nettet i debatterne, fordi vi så nødigt vil misforstås. Men det lille ubehjælpsomme ansigt, skabt af tankestreg og kolon har ikke længere effekt. Vi misforstår. Og vil måske misforstå

Taberen i brugen af Stand-Up har været de trykte medier, da Stand-Up fungerer bedst på en TV skærm, hvor vi oplever og ser komikeren. Men aviserne ville ikke tabe kampen, og tilbød derfor klummer til komikerne, hvor de skriftligt kunne angribe verden. Den eneste der mestrer den skrevne komik er Sebastian Dorsett. Resten bliver en forkrøblet kamp om at sammensætte ord pudsigt, og for det meste uden mening.

I dag er det sådan, at alle der ønsker det kan benytte af de mange nye medier og blive publicister i en grad H.C. Andersen ville have misundt dem. Det betyder, at sproget vokser, kryber – udvikler sig og bliver brugt og misbrugt i helt nyt omfang. Du kan udstille både dig selv og andre – forholdsvis – vederlagsfrit og oftest gør vi det i håbet om, at andre vil opfatte os som sjove og underholdende. Hver dag opdaterer millioner af mennesker deres facebookstatus – og vis mig den bruger der ikke trykker send med et veltilfreds smil – i forventningen om andres respons på deres vittige budskaber.

Igen stiller det store krav til vores ansvarsfølelse. Vi efterstræber i helt uhyggelig grad det anerkende smil fra andre mennesker – og i den sags tjeneste – er vi villige til at udstille hvem som  helst og hvad som helst. Jeg tror langt mere på de anerkendende, opmuntrende eller oprigtige smil. Dem der umiddelbart bryder frem i genkendelsens glæde. Dem vi ikke forsøger at skjule – dem der ikke har til formål at sløre misundelse, hoveren eller  en glæde over andres ulykke.
Vi må sjovt nok tage humor alvorligt

Vi må se at blive bedre til at tage humoren alvorligt. Vi må forstå at det ikke er noget at grine af. Man kan mene, at det er en latterlig pointe – og jo, da – der er noget sært grinagtigt over den tilgang til det morsomste i verden. Alligevel mener jeg, at have ret. Man kan sagtens smile, mens man tager sagen alvorligt.

Vi skal stræbe efter at finde tilbage til den umiddelbare latter, det forløsende smil og en overraskende morsom betragtning. Vi skal holde med skrive hverdagens manuskripter med indlagte pauser til insisterende dåselatter. Vi skal turde mene det vi siger – uden af sløre det i humorens navn. Omvendt skal vi gå ud i verden med den hensigt at more os. De to ting skal bare, i langt større grad, skilles ad.

Vi skal sætte humoren fri og lade den leve sit eget uskyldige liv. Vi må aldrig blive så dygtige og kalkulerede i vores kommunikation, at humoren bærer retorikken. Vi må gerne sige tingene med et smil, men vi må ikke være morsomme på andres, eller sagens, bekostning. Morskab er farbar vej, men vi skal se os for!
/Jeppe Søe

Biografi:

Jeppe Søe, født 1971, professionel ordkløver med hang til samtale om medierne, som han har forladt. Revser af samfund og presse i foredrag, debatter og på hjemmesider. Kommunikationsrådgiver for virksomheder og ofre for pressens pres. Tidligere journalist på blandt andet TV2 og TV3, højskoledreng, højskolelærer og grundtvig-kender med forkærlighed for friheden til forskellighed. Kalder sig med glæde ordkløver, selvom det har samme negative klang som latterlig. Men finder ordet så væsentligt, at han mener man skal være stolt over at kunne kløve det.
Mere om Jeppe Søe på www. soe.dk og www.jeppe.dk

8.30

Udenfor retten i Odense stod hele korpset af vagthunde. Alle medier var til stede og ventede på hovedpersonen. “Hvor mange er der?” spurgte Anni inden hun nærmede sig.

Der er nemlig to domstole på arbejde i Odense. Den ene er indenfor – og er den det hele handler om. Derinde skal juridiske eksperter bruge mange dage på at gennemgå den komplicerede sag. Udenfor står den anden domstol, der allerede skal afgøre hvad forsiden skal hedde i aften inden deadline.

Flere af dem har sågar allerede i dagene optil mandagens første retsmøde taget forskud på sagen. Aviser kunne fortælle, at babyer ikke er særligt velkomne i fængslet. En ret ligegyldig oplysning, da dommen joikle er faldet – men det sælger jo det hele.

9.30

Inde i retslokalet er sagen netop begyndt. 10 minutter inden satte dagens to tiltalte sig til rette – og på en totalt proppet tilhører-række tastede journalisterne deres historier til nettet live. 9 bærbare og en række mobiler nedskriver ordene fra retten ned – og direkte ud på hjemmesiderne.

Dommeren har fortalt om den nye regel om, at man ikke må fotografere folk på vej ind og ud af retsbygningen – med mindre man specifikt har fået lov af tiltalte. Den lov fik ingen fra Anni idag, men det er vel også omsonst. Dagens sag er underholdning og der er penge i billederne.

9.40

Anklageren læser sagen op. De PCskærme jeg kan se herfra beskriver istedet for dette dog primært, hvordan Anni ser ud i ansigtet.

Retten har ikke travlt. 6 dage er afsat, fordi alle sider af sagen skal frem. Pressen har mere travlt, de skal hvert sekund levere historier fra lokalet om alt fra stemning, ord og ansigtsudtryk.
Ude foran computerne i Danmark sidder folk jo og følger med og kommenterer sagen løbende i debat.

9.52

Forsvarene kræver frifindelse og erklærer uskyld. Og så skal anklageren igang med at gennemgå hele sagen.
Der tastes på rækkerne af alle journalisterne.

Der er så fyldt, at Annis mor kun kunne få en stol i et hjørne ved siden af mig. Retsvæsnet burde til sådanne sager sørge for at der er plads til pårørende først og fremmest – pressen må så få de sidste pladser. Der er endda flere fra hvert medie.

10.06

Jeg dækker ikke selve sagen, men det cirkus der er udenom den.

10.13

Hvergang noget sker summer tastaturerne voldsomt. Jeg har dækket mange retsager som journalist i sin tid, og der var pressen ikke så synlige i lydbilledet. Tværtimod var der ro og vi vidste vi var de rolige stille fluer på væggen. Jeg har ikke dækket retsager siden jeg sagde op i 2000 – og er nok en anelse rystet over, hvor meget de fylder idag – tastaturer larmer meget og det påvirker selvfølgelig også de tiltalte, som tastaturerne skriver om.

10.23

BTs live-dækning gør, at der nu på forsiden af deres site står “Anni ville sælge bordel til veninde”. Det er ulempen ved livedækning. Anklagerens opgave er jo at sige hvad hun mener der er sket – men DEREFTER om nogle dage siger modparten jo DERES version.
Men med live-dækning sker der jo det, at det der er sandheden netop nu bliver overskriften. Retsale egner sig ikke til en dækning, som man bruger til fodbold. Stillingen kan ikke gøres op ved en scoring i en retsal – og sejr/tab er ikke et spørgsmål om point på en skala i superligaen, men et spørgsmål om et menneskes skæbne.

10.44

I vidnesskranken sidder sagens anden tiltalte, som netop gav pressen et hug for deres snageri i alt. Det fik for alvor tasterne igang.

10.49

Som tidligere journalist finder jeg det besynderligt at se, at alle de største medier i Danmark satser så hårdt på sådan en sag som denne. Det er en markant dækning af hvert et ord, der sendes ud til live-visning på hjemmesider overalt.
Der er penge og salg i netop det der foregår her i rummet – selvom der i retsbygninhens andre rum nemt kunne være mere væsentlige sager at bruge journalistkræfter på.

10.53

Der sidder også nogle af de rets-vante journalister. Folk der ikke sidder og taster hvert svar ned til forsiden – men ved, at man først om en uge kan lave konklusioner. Ligeledes folk, der til sidst sammenfatter hele dagens afhøring OG modafhøring. Sådan er det jo i en retsag. Efter frokost er det forsvaret der styrer slagets gang, mens det nu er anklageren. Det kommer der som bekendt to forskellige samtaler ud af.

11.18

I pausen vilæe Anni selvfølgelig gerne have lidt luft. Udenfor stod pressen klar med kameraer, men den nye regel om ikke at fotografere foran retten gør, at Anni og den anden tiltalte med rette meddelte udenfor, at de ikke ville fotograferes.
Det blev ikke overholdt – og nu måtte forsvaret og dommer indskærpe reglen. Anni er ikke kamerasky, men skal jo leve her i mange dage – og har brug for også at kunne ryge eller trække luft, tale med forsvarer eller rådgivere uden at pressen står med 15 kameraer i hovedet. Vi får se om det stopper i næste pause, men der kom både billeder og video i denne.

11.38

En kort snak med advokaten i pausen var lidt tankevækkende. Jeg spurgte netop om det, jeg tidligere her har summet over – nemlig live-dækning af alle ordene der siges.
Jeg spurgte, om advokaterne synes det er i orden eller et problem.
Vedkommende mente klart det vat et problem – både fordi en retsag ikke er et show, fordi ord jo ændrer sig løbende i løbet af en retsag grundet taktikken der benyttes – men i længden er det også et problem, at kommende vidner kan sidde og følge med i hvad der bliver sagt i en sag, som de snart skal ind til. Endelig kan der komme ting frem i retten, som tiltalte ikke ønsket at afsløre – fordi dem, der f.eks. har truet dem kan sidde og følge med.

Det er dog kun i de virkelig store sager man ser live-dækning. Samt i sager, hvor tiltalte er kendis.

11.50

BT har netop lagt en artikel på med overskriften “Anni fældet af hemmelige aflytninger”.

Her i retten har vi ikke hørt en eneste aflytning endnu. Det er korrekt af anklageren har sagt, at der ligger flere hundrede timers aflytning – men hvordan man efter en times retsmøde – og endnu uden forsvarets ord – kan skrive, at Anni er fældet?
Anni er ikke fældet af noget endnu – men er opretstående indtil dommeren afsiger dom om minimum en uge.

12.05

Det er pudsigt hvor stor forskel der er på mediernes live-dækning. Nogle skriver mest om ansigtsudtryk og leder efter de gode små overskrifter – andre forsøger virkelig på at være juridisk grundige. Af dem jeg har set svarer Fyens.dk mest til den virkelighed jeg oplever her i lokalet: http://www.fyens.dk/article/1674138:Odense–Anni-Foensby-sagen-live

12.09

Ekstra Bladet bringer i deres artikler det fulde navn på den medtiltalte. Det er ifølge normal presse-etisk tangegang over grænsen. Journalisterne omkring mig kommenterede det til hinanden, da de så det på en computerskærm. Men rettet bliver det ikke….

12.14

Et godt eksempel på hvordan live-opdatering kan være misvisende:
I det sidste kvarter har anklageren med begge tiltalte stået oppe ved dommeren for at gennemgå et regnskab.
Det er ret kompliceret at skulle huske et årsregnskab fra 2007 – jeg ville ikke selv kunne huske detaljer en revisor har hjulpet mig med – men anklageren spørger ind til enkeltdele i regnskabet – og til sidst er den medtiltalte forvirret og spørger anklageren, om hun vil uddybe spørgsmålet igen, fordi hun ikke forstår det. Det blev til på TV2.dk
“Soffi: nu bliver jeg helt forvirret”

Det ER jo rigtigt skrevet, da ordene faldt – men der hører jo mere til sandheden. Alle er forvirrede her, og ventetiden bruges til at surfe lidt på de andre medier eller bestille billet hjem hos DSB.

13.31

Spørgsmål i pausen fra ekstra bladet handlede om Annis datter Victorie – og hvorfor hun ikke er med. Jeg tror det er de færreste der tager babyer med i retten… Men hun er med et sted på Fyn udenfor påstyret, som Ekstra Bladet da også fik at vide.

13.30

Retten er sat igen. Der er lidt færre i rummet, da DR jo er gået i strejke.

13.50

Dækningen indtil nu har udelukkende handlet om en klinik i Odense. Og nu er det så Ringsted. Pressens dækning er meget forskellig. Også deres vurdering af “hvordan det går”.
Politiken mener det har været belastende for Anni, forsvareren mener dog det går fint. I pausen talte vi om, at man næsten dækker det her som fodbold. “hvordan går det”, “hvad vil i gøre fremad” og lign. Man kan/bør ikke svare på “hvordan det går” efter en enkelt formiddag i en dag, der er berammet til først at blive afsluttet om 13 dage.
De bliver lange de dage.

13.56

Frokostpausen var iøvrigt en farce. Hverken jeg eller de andre havde tænkt på, at det måske var en ide at have madpakke med. Vi ville ikke gå ned i byen, da pressen gerne må filme der. Faktisk alle andre steder end på rettens trappe.
Og vi havde behov for at tale sammen uden pressens linser – Så vi måtte sende en mand efter meget tørre sandwich – vi grinede lidt af situationen, hvor vi sad i et lokale og guffede super brugsens ost og skinke – med toiletpapir som servietter. Imorgen må vi ha en madkurv med.

14.24

Det er en meget teknisk regnskabs-gennemgang der er igang med en lang række detaljer. Og papirer der trækkes frem fra hylder – og bilag der mangler i mapper såmænd også.
Presse og tilhørere får ikke den slags at se, derfor er det altid i sager som disse vanskeligt at dække i pressen. Jeg husker der både Thorsen/Trads og Nordisk Fjer sagerne, som var ganske svære at gennemskue i almindelig journalistisk retsdækning. Det bliver interessant at se, hvordan pressen vil behandle det senere idag og imorgen.

14.59

Nogle har skrevet til mig, at de gerne vil ha min vurdering af sagen – hvordan det går og mere reportage om det juridiske.

Det vil jeg slet ikke kommentere på, da jeg ved siden af dette er Annis ven og støtte – og derfor ikke i den sag vil blive betragtet som uvildig og neutral. Det er den væsentligste ting for sådan en slags reportage – og derfor kommenterer jeg kun det medie-cirkus der er omkring sagen + dækningen heraf. Det er KanDetPasses generelle opgave. Det andet må i finde andre steder.

15.41

Morer mig lidt over BT.
I retten siger tiltalte, at hun hver måned afdragede på de penge, hun havde lånt af anni. Anklageren kæmper for at bevise, at de var to ejere. Det er selve kernen i sagen om dette kan bevises – og det bliver en lang hård kamp i mange dage.

Overskriften på BT er dog stadig pludselig:
Vidne: Betalte til Anni igen og igen.

Faktuelt er det rigtigt nok kommet frem i retten, at der blev afdraget hver måned. Men om den overskrift er dækkende for sandheden er på kanten. Folk tænker jo deres med den formulering.

16.02

Den medtiltalte forsvarede branchen, synes det er umuligt at drive. Hendes stemme knækkede i 8 sekunder. Jornalisterne skrev løs. Vågnede pludseligt.
Bt: soffi græder i retten

16.45

Retten er forlængst hævet. Men vi har hørt en samtale mellem to pressefolk fra en af aviserne.
Aftalen mellem dem var, at den ene skulle dække når Anni kom ud fra retten – den anden skulle følge efter hendes bil for at finde ud af, hvor hun skal sove og få billedet af hende og hendes datter.
Vi vidste dermed, at Anni ikke skulle ud af almindelig vej, da Anni gerne ville være i fred og forberede sig mentalt på retsagen, fremfor at have pressen rundt om sig hele aftenen og natten.
Derfor blev en sidedør taget i brug – og Anni kørte afsted uden at møde pressen. Det var ganske enkelt nødvendigt for at få den fornødne ro.

Tænk at Danmark er blevet sådan, at medier aftaler at eftersætte bilen for at kunne filme kendte. Tænk at nogle vil være det bekendt.
Man må i sandhed sige at verden har ændret sig, siden jeg var journalist

Således endte dagen med, at tre biler mødtes på et hemmeligt sted og fik Anni godt hjem. Det er rystende at man bliver nødt til nærmest at flygte – også fra de journalister, der rent faktisk ønsker at lave ordentlig journalistik.
Uden at det skal blive en top ti over journalister på nogen måde – og der er navne i retten jeg ikke ved hvem er. Men dækningen fra TV2/NEWS og deres udsendte Jannie Petersen – samt hendes behandling af menneskerne i retten har været helt enestående. Derudover har livedækningen fra Fyens.dk været uden pop – men med fokus på sagen og juraen.

Så de er der jo endnu. Begge typer.
Og det er de nok også imorgen fra 9.30.

Det samme er KanDetPasse.dk

—

/Jeppe Søe

Begge kampe er liv og død. De skyldes begge to, at man glemte at skifte kurs inden man ramte afgrunden. Begge dele er uhjælpeligt fastlåst og uden at rykke sig en meter…

Endelig kan man her ved Vejle Fjord broen næsten sætte navne på de forskellige aktører:

Hvalen er regeringen. Den sidder fast i eget mudder, lukker med store mellemrum lidt luft ud – ikke fra munden, men fra et lille hul i koordinationsudvalget. Lene Espersen har fået sat sig på halen, som hun indimellem svinger lidt med – og de bølger det sætter i gang, bliver ved at ramme bredden og komme tifold tilbage.

Villy Søvndal er den polske turist, der klatrede op på den døende hval. Han rider blot på enhver bølge og “ænser ikke stormen” – det væsentligste er at ride, ikke hvordan det ser ud eller hvad man rider på. Det kan være en løgn, en finke eller en delfin – whatever works.

Thorning er som alle tilskuerne på land. De glor tankeforladt ud på det døende dyr, i stilhed og uden at gøre et væsen af sig. Bare afventende på at døden indtræffer, så man uden kamp eller indsats kan blive kalif i stedet for kaliffen. Bare 12 minutter mere….

Dansk Folkeparti er News-helikopteren, der forsøger at se det hele fra oven. Derfra ser man ikke deltaljerne, men kan nøjes med at kommentere de store linier. Det er nemmest. Primært handler indsatsen om, at få den fremmede skabning til at forlade landet, nu den hverken kan tale dansk eller svare på de forkerte spørgsmål i danskprøven.

Det er dit hval!

/Søe

Der findes store mængder af ny viden, som står i skærende kontrast til de historier der slipper ud. De positive historier burde komme mere ud gennem pressen, hvis denne fortsat skal kalde sig neutral – men da det ikke sker, så bør landbruget selv bruge midler på at få informationerne ud. Måske det er tid at fjerne tegningen af koen på den økologiske mælk, eller Landmand Jens der, som en anden Postmand Per, forklarer at du lige nu drikker mælk fra hans køer – og skifte den ud med “Seneste nyheder fra landbruget”. Den ene side af en mælkekarton kunne nemt indeholde information fra landbruget – kartonen kommer jo ud til mange flere end den daglige avis. Når pressen så absolut ikke viser vilje til at bringe godt nyt, så må man da bruge de kanaler man ellers har.

Det er den slags oprør man bør fornemme i landbruget, men det virker særdeles tavst. Tavst er der dog ikke på årsmøderne i andelsforeningen eller lignende steder, hvor man med sikkerhed må sige at der er rasende landmænd. De genkender ikke mediernes billede af deres liv og føler sig trådt på af samfundets politikere og pressen. Men det har jeg som foredragsholder hørt siden 1990 og der er stort set ikke sket noget i landbrugets taktik. Kritikken er hvert år det samme fra landbrugets græsrødder.

Mandag Morgens rapport over pressehistorier giver det billede, som jeg hele tiden har været sikker på det ville give – nemlig at fordelingen af negative og positive historier ER med synlig og markant skæv fordeling. Og måske kan det i sig selv give redaktørerne røde ører. Det kunne man håbe, men jeg tror fokus på det negative fortsætter. Det er mediernes ånd i vor tid.
For nyligt var der en kronik i Ugebrev for Læger, som handlede om svinebrugets vokseværk og dertil hørende problemer med et stigende antibiotikaforbrug (“Svin og antibiotika – en farlig cocktail”). Kronikker har selvsagt altid lov at stå alene som holdning, men man fulgte ikke op på de alvorlige anklager – Danmark har faktisk verdensrekord i lav resistens (!!!), men det kommer aldrig frem i magasinet. Havde det istedet været en fortaler for landbruget eller blot en forsker, der fremhævede svinebrugets store forskning på området, så havde der med stor sandsynlighed været lavet opfølgende negative historier.

Mediernes fokus er primært på de ting, der gør byboerne utrygge. Det er tydeligt, at aviserne primært satser på at få læsere i byerne, da der er flere annoncekroner i at satse på de områder. Det betyder reelt, at fokus primært er på det letforståelige og det, der kan forarge allerede i overskriften. Historierne har dermed en skævvridning i forhold til virkeligheden, hvor landbruget faktisk gør en stor indsats for at lave udvikling til glæde for både natur og dyrevelfærd, uden at den vinkel kommer med. Der er ligeledes faktuel viden som overses i jagten på de købedygtige læsere, da man kun sjældent bruger landsbrugets egne eksperter og den viden og erfaring der ligger her – men hellere går til dyrevelfærdsfolk eller naturforeninger for viden. Det er tydeligt, at medierne vurderer at landbrugets parter ikke er neutrale – men det kan undre, at de ikke tænker det samme om dem, som de vælger ud. Konsekvensen er uvidenhed om landbruget i Danmark i befolkningen, uvidenhed blandt beslutningstagerne og en afgrund mellem holdninger, fremfor et møde der kunne styrke dansk landbrug i samliv med natur og dyr. Der er ganske enkelt bedre overskrifter og bedre billeder i et svin med sår eller fare for pesticider i drikkevandet, end der er i forskningsresultater der viser positive resultater og forbedringer.

Skylden er ikke kun pressens, selvom deres næsten kollektive uvidenhed er stor – skylden må også delvist placeres på Axelborg, hvor en stor gruppe mennesker arbejder med at markedsføre og kommunikere landbrugets problemer ud til befolkningen. De har stolet på igangværende forhandlinger med regeringen og tysset på baglandet for at få ro til dette arbejde – og imens har landbruget bevæget sig helt derud i bevidstheden, at vi efterhånden slet ikke skal tale om hvorvidt vi kan forbedre sameksistensen mellem landbrug og natur – men om vi overhovedet skal have landbrug i Danmark. I Frankrig starter landmænd deres traktorer og blokerer indfaldsveje til Paris, i Danmark sidder landmænd og venter på enten Axelborg eller konkurs. Hvad der kommer først er for mange uvist.

Industrien har fejlet at kommunikere klare budskaber om deres virke ud til befolkningen – og her er det ikke en undskyldning, at pressen ikke tager deres materialer. Deres kampagner har fokuseret på Anders og Julius-tilstande, idyl og Maren malkeko. Forbrugeren skal ha fornemmelsen af, at koens patter næsten går helt ind i køleskabet og håndmalkes direkte ned i morgenmaden, mens sandheden vi alle må forholde os til er, at landbrug er en stor industri der leverer kød og fødevarer til forbrugerne, der kræver at man slår ihjel. Det er næsten som om landbrugets reklamebureauer vil ha forbrugeren til at tro, at en flæskesteg ikke kommer fra et tidligere levende dyr.

Landbruget må gentænke deres kommunikation og blive mere markante i deres videndeling, så forbrugerne ved hvad vi har med at gøre – og dermed også bliver bedre rustet til at sætte os ind i et erhverv, der både er vigtigt for Danmark, men også dygtigt arbejder med stor etik på at skabe et bedre landbrug.

Landbruget har gennem årtier markedsført sig som den sande idyl, hvor grisen vil kløes bag sit øre og marken er mejet. Både foldere og hjemmesider har indeholdt billeder af den glade gris, den gule kornmark med enlig traktur på tur i fugerne og den blå himmel. Selv mælkekartonen er et glansbillede, hvor vi hilser pænt på koen, der omkranset af blomster har leveret de hvide dråber til vores corn flakes. Vi er på fornavn med grisen Julius i supermarkedet.

Det er klart, at når vores generelle billede af landbrug er den rene idyl, så bliver man dybt chokeret når man ser en gris uden krølle eller en ko, der ikke har blomsterkrans om halsen. Vi rystes når vi opdager, at det vi spiser engang har haft et liv – og hvis dette liv ikke har været på samme niveau som vores hundehvalp i fodenden.

Landbruget skulle forlængst ha kombineret den kærlighed til natur og dyr som de har og som de lever af, med en reel markedsføring af landbruget som erhverv. Hvis man ikke har noget at skjule, skal man ikke skjule det. Ved at tegne glansbilleder, så ryger glansen endnu mere, når billedet har et skuldersår.

Jeg har i næsten 20 år tigget landbruget om at ændre deres kampagner til større ærlighed. Lad os nu se en gris blive parteret, så vi ved hvad vi spiser – der er ikke noget hverken pinligt eller uetisk i at slå et dyr ihjel for at få mad på bordet, det har vi mennesker gjort siden vores bord var en sten. Men det skal ske så humant det er muligt, og der er vi i Danmark ret dygtige til arbejdet med dyr – og at vi knokler på at blive endnu bedre. Viste de mere ærligt fra landbrugets side hvad industrien egentlig er, så kunne vi pludselig fortælle om de landvindinger der er sket indenfor dyrehold – om vores verdensrekord i resistens – om vores dyreetiske regelsæt og måske gøre produktet endnu mere luksuriøst og delikatesse-præget for udlandet.

Men som det er nu forventer vi at Anders og Julius står og tager imod os på gården, når vi tager ud for at se køerne komme på græs i forårets åbne hus. Bonden skal stå med greben over skulderen og et kornaks hængende i flaben og være det glansbillede vi vil se. Og det får vi så. Desværre.

De udtaler sig rådgivet om ting, der er oppe idag. Ingen gider at forholde sig til imorgen, for danskerne skal høre svar på de ting de er optaget af lige nu og her. Vi har set valgkampe handle om 50 øre i gebyr på dankortet og politikere stiller gerne op, når TV skal ha et svar på en enkeltsag de kører i medierne. Selv Xfactor-afstemninger giver politiske paragraf 20 spørgsmål og debat.

Det er selve landbrugets hovedproblem, at de ting der er i medierne også bliver politisk gods – og de eksperter, der lyttes til og inviteres ind af medierne, er dem som partierne også kalder ind til konferencer på Christiansborg. Den onde cirkel er næsten ubrydelig, da enkeltsager er dagens politiske virkelighed.

Grunden er den simple, at vi skal holdes nede i sofaen. Vi må gerne blive utrygge som seere, men vi må ikke rejse os og gøre noget ved det. Hvis vi rejser os, så slukker vi jo for TV inden der kommer vild med dans. Så når vi på TV ser og bestyrtes over en gris med sår, så får vi lyst til at rejse os og male bannere og gå i demonstration mod landbruget – men så toner en politiker frem på skærmen og siger det, som vi alle tænker – og så sætter vi os ned igen med troen om, at hun/han gør noget ved sagen på vores vegne. Og vi husker denne enighed når vi skal sætte vores kryds. Den taktisk er udtænkt af reklameverdenen, og den virker både for Pampers bleer og for politiske ledere. Til sidst er landbruget så forfulgt i medierne, at man kun kommenterer de dårlige historier – og summen bliver, at partiet stemmer for ny lovgivning der ikke hjælper kødkvæg, men gavner stemmekvæg.

Der er hos nogle politikere en forståelse for landbrugets problemer i enrum under fire øjne, men det bakkes sjældent op udenfor døren, hvor pressen står med snurrende kameraer. En stor del af politikerne kender godt til landbrugets problemer og læser også analyserne fra landbrugets forskning, men at gå ud og støtte landbruget i erklæringer vil vi sjældent se, da dette alt for ofte kolliderer med den valgstrategi der er lagt i partiet. Det gør, at fødevareindustrien og landbruget nok har tilgang til ministeriets folk, men at det der tales om kun alt for sjældent bliver til realpolitik.

Forhandlingerne mellem de to parter vil aldrig indeholde en stor del af kommunikationshensyn, hvor politikeren må forholde sig til vælgernes dom over deres arbejde. Og med den presse, som Mandag Morgens undersøgelse tydeligt viser at vi har omkring landbrugsspørgsmål, så er det en ulige kamp, da politikeren næsten udskriver egen dødsdom ved at viderebringe holdninger til redning af landbruget. Selv de gange, hvor vi ser politiske planer på landbrugsområdet præsenteret, som det netop er forsøgt, hører vi politikere der næsten trækker i land mens de præsenterer planen. De skal altid nævne de store krav til landbruget som planerne indeholder og fokuserer mest på dette. Derfor ser vi også symbolpolitiske planer for landbruget og symbolpolitiske aftaler mellem de to parter.

Løsningen er at ændre befolkningen før politikerne. Og løsningen er også, at den enkelte landmand og landbrugets mange organisationer arbejder bedre sammen om et fælles budskab, som kommer bredere ud end de mere lobby-agtige bestræbelser fra Axelborg.

“Solen står med bonden op”, sagde Grundtvig. Han mente, at oplysning kommer fra græsrødderne og ikke de lærde. Jeg tror vi i de kommende år vil opleve, at informationen fra landbruget bliver bredt ud på mange hænder fremfor en. Og at landmænd vil gå i kamp for deres erhverv mere åbent end vi har set indtil nu. Med truende konkurser på grund af urealistiske politiske krav over hovedet, begynder enhver af skrige højere i dødsangst. Og det er i den krog, at landbruget efterhånden er trængt op.

Mediesagerne har i næsten 20 år haft negativ overvægt! Det spreder sig jo hurtigt til en folkestemning, og gentager man det negative igen og igen, så ender det negative med at ha forståelse og troværdighed. Konsekvensen så vi allerede da VK-regeringen trådte til. Danmarks bondeparti Venstre turde ikke tale godt om landbruget, det var der ikke bystemmer i – og man ville ikke få den brede folkelige opbakning. Længe nedtonede Venstre deres landbrugspolitik og begyndte endda glædeligt at stille op, når en enkeltsag i landbruget havde brug for en politisk kommentar. Pludselig havde landbruget altså ikke kun pressen på nakken, men også politikerne og store dele af befolkningen. Venstre trak senere lidt i land, da hele deres bagland begyndte at reagere – men fortsat er Venstre langt fra et bondeparti længere.

Konsekvensen er blevet flere afgifter, helt ufatteligt mange nye krav som er tæt på umulige at leve op til og i sidste ende en usikkerhed i erhvervet, der gør at bankerne er mere forsigtige med udlån – de mange første konkurser er forlængst set og den tendens tror jeg vil forværres i 2010, 11 og 12.
- Miljøministeriet får frihjul i deres krav, ingen tør tale om umuligheden i gennemførelser – og resultatet er, at vi i 2015 taler om at gennemføre planer, der er umulige at gennemføre. Det ved landbruget, det ved en række af forskerne og eksperterne bag undersøgelsen – men politikerne tør ikke at bremse eller udsætte planen, af frygt for befolkningens straf i meningsmålingerne.

Konsekvensen er derfor, at debatten nu realistisk er på et alvorligt niveau: Skal vi overhovedet ha et landbrug i Danmark. Også her mangler historierne argumenter og viden, ingen har f.eks. før Mandag Morgen regnet på hvad det vil betyde for nationaløkonomien hvis landbruget lukkede imorgen – men vælgerne stemmer efter følelser, og lige nu vil vi hellere ha politikere der blandet sig i SMS afstemninger i X factor og sætter vindmøller op i folks baghaver, end politikere der løser alvorlige upopulære samfundsproblemer. Og det er netop hvad landbruget er blevet, det bærer både presse og politikere ansvaret for.

Det mest overraskende er dog en overlæge i tropemedicin, Mads R. Buhl, der herhjemmefra begynder at kritisere en professionel rådgivning og behandling i troperne, som han ikke selv har været med til. Jeg finder det useriøst, at en overlæge på den måde vil stille sin titels troværdighed på spil, uden at vide spor om hvad der er foregået – og finder det også en anelse usmageligt at kritisere TV3, midt i en tragisk situation for holdet bag Robinson og en ubehagelig tid for stationen som helhed. Dette gælder såvel overlægen som BT, der lægger avis til anklagen under overskriften “Dengue-feberen kunne være undgået”. (se http://www.bt.dk/kendte/dengue-feberen-kunne-vaere-undgaaet)

Flere på produktionsholdet er mine gode venner og gennem mine mange år på TV3 ved jeg, hvor meget stationen gør for deltagernes sikkerhed under optagelser – om det så er i studiet eller ude i virkeligheden. Man kan sige meget om TV3, og det gør de fleste da også – men hvis der er noget de altid har kunnet finde ud af, så er det deltagersikkerhed.

Jeg har været med i en række produktioner, der havde en høj grad af sikkerhed. Tre gange har jeg været med i “Fangerne på fortet”, jeg var vært på Motorola Superstars, hvor sportsstjerner dystede i Sverige, deltager gentagne gange i “Rent Fup” produktioner – og har også på sidelinien været inde over de første udgaver af Robinson Ekspeditionen inden min opsigelse i 2000. På samtlige af disse produktioner har der været læger tilstede, lægehold der til hver en tid kunne bryde ind i produktionen – og gjorde det. Man blev og bliver fysisk vurderet før, under og efter en optagelse.

Jeg husker på Fangerne på Fortet at jeg skulle forlade et rum med rotter inden et timeglas løb ud, og det krævede et noget fejlagtigt styrt over en jernstol – og selvom jeg havde det fint, var lægen over mig resten af optagelsen. I hver en pause chekkede han såret og godkendte den videre færd, som var det en bokser i et ringhjørne. Jeg syntes dengang det var direkte latterligt, men kunne jo godt se, at jeg var lægens ansvar. Da jeg senere skulle hoppe i vandet efter en nøgle, var der dykkere i vandet hvis jeg skulle drukne. Og sådan har sikkerheden været på alle produktionerne jeg har deltaget i eller overværet.

På Motorola Superstars blev både værter og deltagere holdt øje med i hver en diciplin og lægerne var konstant på vagt overfor ting, der sikkerhedsmæssigt kunne være en faldgrube. Jeg husker endda at nogle ting blev droppet på grund af lægernes sikkerheds-check.

Jeg har ikke været med i Malaysia, ligesom overlægen BT citerer ikke har – og derfor er jeg ikke et sandhedsvidne omkring produktionen i 2010 – men da jeg gennem 10 år kender TV3′s produktionsform, og kender folkene bag udsendelsen og STRIX i særdeleshed, så finder jeg så absolut overlægens kritik helt umulig at tro.

TV3 er en kanal mange elsker at hade – mange tror, at man i sin iver efter at lave kontroversielt kommercielt TV er villig til at skide højt og flot på al sund fornuft og medmenneskelighed. Men sådan har TV3 aldrig opført sig.

/Søe