Dengue bliver underholdning

Det er ikke overraskende, at man kan få sygdomme i troperne. Det ved enhver, der har rejst der. Og selvom man gør sig sine forholdsregler, så skal der rumdragter til får at holde sig fri for at møde en myg på sin vej.

Det mest overraskende er dog en overlæge i tropemedicin, Mads R. Buhl, der herhjemmefra begynder at kritisere en professionel rådgivning og behandling i troperne, som han ikke selv har været med til. Jeg finder det useriøst, at en overlæge på den måde vil stille sin titels troværdighed på spil, uden at vide spor om hvad der er foregået – og finder det også en anelse usmageligt at kritisere TV3, midt i en tragisk situation for holdet bag Robinson og en ubehagelig tid for stationen som helhed. Dette gælder såvel overlægen som BT, der lægger avis til anklagen under overskriften “Dengue-feberen kunne være undgået”. (se http://www.bt.dk/kendte/dengue-feberen-kunne-vaere-undgaaet)

Flere på produktionsholdet er mine gode venner og gennem mine mange år på TV3 ved jeg, hvor meget stationen gør for deltagernes sikkerhed under optagelser – om det så er i studiet eller ude i virkeligheden. Man kan sige meget om TV3, og det gør de fleste da også – men hvis der er noget de altid har kunnet finde ud af, så er det deltagersikkerhed.

Jeg har været med i en række produktioner, der havde en høj grad af sikkerhed. Tre gange har jeg været med i “Fangerne på fortet”, jeg var vært på Motorola Superstars, hvor sportsstjerner dystede i Sverige, deltager gentagne gange i “Rent Fup” produktioner – og har også på sidelinien været inde over de første udgaver af Robinson Ekspeditionen inden min opsigelse i 2000. På samtlige af disse produktioner har der været læger tilstede, lægehold der til hver en tid kunne bryde ind i produktionen – og gjorde det. Man blev og bliver fysisk vurderet før, under og efter en optagelse.

Jeg husker på Fangerne på Fortet at jeg skulle forlade et rum med rotter inden et timeglas løb ud, og det krævede et noget fejlagtigt styrt over en jernstol – og selvom jeg havde det fint, var lægen over mig resten af optagelsen. I hver en pause chekkede han såret og godkendte den videre færd, som var det en bokser i et ringhjørne. Jeg syntes dengang det var direkte latterligt, men kunne jo godt se, at jeg var lægens ansvar. Da jeg senere skulle hoppe i vandet efter en nøgle, var der dykkere i vandet hvis jeg skulle drukne. Og sådan har sikkerheden været på alle produktionerne jeg har deltaget i eller overværet.

På Motorola Superstars blev både værter og deltagere holdt øje med i hver en diciplin og lægerne var konstant på vagt overfor ting, der sikkerhedsmæssigt kunne være en faldgrube. Jeg husker endda at nogle ting blev droppet på grund af lægernes sikkerheds-check.

Jeg har ikke været med i Malaysia, ligesom overlægen BT citerer ikke har – og derfor er jeg ikke et sandhedsvidne omkring produktionen i 2010 – men da jeg gennem 10 år kender TV3′s produktionsform, og kender folkene bag udsendelsen og STRIX i særdeleshed, så finder jeg så absolut overlægens kritik helt umulig at tro.

TV3 er en kanal mange elsker at hade – mange tror, at man i sin iver efter at lave kontroversielt kommercielt TV er villig til at skide højt og flot på al sund fornuft og medmenneskelighed. Men sådan har TV3 aldrig opført sig.

/Søe

This entry was posted in Ordkløver indfald. Bookmark the permalink.
blog comments powered by Disqus