Godnat lille Mohammad

Kan du finde fåret i bogen skat?
Mæææhh sir fåret…

Malthe og jeg har startet aftenrutinen i sofaen. En smule vand, en banan og en bog. Tæt hygge i stuen, vi mærker hinanden og jeg hvisker stille i hans øre en masse ord om dagens oplevelser. “Har du leget med Tobais?”, “Kan du huske at bolden røg ind under bilen, men så tog vi den ud igen ik skat?”.
Malthe nikker, han er for døsig til rigtigt at sige noget længere. Putter sig ind til mit bryst, mens jeg bærer ham ind på hans eget værelse.

Rullegardinerne er trukket ned, så solen og verden kan holdes ude – en række små lysende stjerner giver rummet et strejf af lys, hvis han skulle blive utryg. Men lige nu er han helt tryg, mens jeg lægger ham i den fine barneseng og hans hovedpude tager imod hans slappe krop. Hans hænder finder rundt om mit hovede, han vil knuses i søvn. Mærke sin fars tryghed og høre en godnatsang. Med fjernbetjeningen starter jeg den lille ipod i højttalerstanden. Benny Andersens sang om barndommens land toner stille og beroligende ud i rummet, mens jeg synger stille til melodien ind i hans øre. Åndedrættet bliver tungere, mens han overgiver sig til søvnen. Strofe for strofe synker han dybere ned – og til sidst standser han med at sutte på sutten, han sover trygt.

Jeg lægger dynen over ham, lukker døren og sætter babyalarmen til, hvis nu hans drømme kommer over den lydstyrke der vækker den lille alarm. Det gør drømmene sjældent. Hvad skulle dog gi ham onde drømme, når livet bare leves i børnehøjde og dagens største problemer er, når man ikke kan finde en buet skinne til et brio-tog. Han har endnu ikke lukket den del af verden ind, som giver natten noget at tænke over. Han forstår intet af det, der sker andre steder, end i det paradis han bevæger sig i.

2 år gammel – der er nok at tage stilling til, nok at lære, nok at skulle erfare. Senere kommer de onde ting snigende. Ting der gør, at man begynder at sætte ting i relief. Ting der gør, at selv en putning giver tanker om urimelighed.

Ikke langt herfra er der en anden virkelighed.

Ikke noget med Afrika eller Haiti, hvor ulykkerne står i kø og dagen kun handler om at få lov til at opleve natten med. Nej vi behøver ikke tage længere væk, end at vi ikke har passeret en grænse.

Mohammad skal også til at i seng. Han bor på et flygtningecenter i Sandholm, sammen med sin familie. Da han var 2 år havde han allerede fået alt det ind, der gør, at man ikke kan sove. På flugt op gennem europa i en lukket lastbil, forældrenes gråd og frygt hele vejen op. Ukendte bestemmelsessteder giver ikke en tryg favn. Børn kan fra naturen mærke forældrenes utryghed, de er kodet fra naturens hånd til at være vågne og på vagt, hvis de mærker at moderen er det. Og Mohammads mor har været på vagt fra hans fødsel.

Familien er samlet i rummet, der udgør deres hjem. Køjesengen er klar til putning, men ingen putter ham. Mor er syg, hun sidder i et hjørne og kigger tomt ud i luften. Far prøver at holde sammen på familien, men kan ikke tage sig af alle. Han har fundet ud af, at det er bedst at sidde med Mor mens børnene falder til ro – forlader han hende og putter børnene, bryder hun ud i gråd og så vågner de allesammen. Børnene ved derfor, at når far sender dem et blik, så skal de gå op i sengen og lægge sig under dynen. Mohammad ligger og kigger på sin mor og far. Mor bliver trøstet og holdt om, Mohammad har vænnet sig til det og synes det er godt, at nogle holder om Mor når hun har det sådan.

Mohammad kan høre de andre på centret gennem de tynde vægge. Hans mor er ikke den eneste forældre der har svært ved denne tid på dagen. Mødre, der så gerne ville putte deres børn i tryghed og sige dem, at de nok skal passe på dem og at verden er god når de vågner igen – men det ved mødrene godt at de ikke kan love. Derfor kan de ikke putte. De ville føle det var en løgn at signalere tryghed – og det slår dem ud.

Mohammad ligger og kigger rundt i lokalet. Han tør ikke græde, fordi han så vil mærke at det er et problem for hans Far. Så Mohammad er holdt op med at græde. Han er blevet en stille dreng, der bare er til. Det er også det eneste man kan love ham. Ingen ved hvor mennesker vil sende ham hen imorgen. Det eneste man kan love er, at han er til. Det affinder Mohammad sig med, lukker sine øjne og falder i søvn. Drømme giver ikke en rolig nat, lyde fra rummet ved siden af vækker – men det er dagligdag, så Mohammad kan hurtigt falde i søvn igen når han vækkes af virkeligheden. Mohammad har allerede lært, allerede taget stilling og allerede erfaret mere end de fleste.

Godnat til jer begge.

I sover forskelligt, livet er startet på hver sin måde.
Ingen af jer har valgt hvor i startede livet og hvordan – I er bare kommet herned og er landet tilfældigt. Lidt som at vinde og tabe i Lotto. Her er det bare ikke 20 kroner der er på spil, men et menneskeliv der kan udvikle sig godt eller skidt.

For den ene drengs vedkommende er alt op til hans forældre, der har sat livet på pause for at gøre det hele helt perfekt. For det andet barn, er det op til politikerne. Både dem der kæmper i deres hjemland, og dem der bestemmer i det land, der er deres tilflugtssted.

Følger man med i den danske debat er det som om vi glemmer, hvem vi taler om! Udvisningen af “de fremmede” er så stor en forretning, at man kan skabe hele partier på opbakningen. De er centrum i en imagekampagne, som spindoktorer høster stemmer og omtale på.

For mig er de ikke fremmede!

De er menneskeliv – præcis som jeg, der bare ikke havde gevinst på deres lod.
De er børn, der er landet i en anden virkelighed end vores egen.
Det er værd at huske… at de fremmede er Mohammad.

Godnat. Og sov godt…

Posted in Ordkløver indfald | View Comments

Vil vi ha et landbrug i Danmark?

Gennem de sidste 20 år har der været en reel hetz på dansk landbrug! Det har været i forhold til alt fra naturpleje til dyrevelfærd – og alt derimellem. Det har været værre end nu, hvor man trods alt også med mellemrum kan se artikler om de fremskridt og den store udvikling er rent faktisk er sket indenfor landbruget, men ellers er landmænd nogle vi skal hade for at være in.

Jeg har gentagne gange talt for landbrugets parter, både indenfor korndyrkning og svineproduktion – traditionelt landbrug samt landmænd, der satser på markeder udenfor Danmark til at drive produktionen i. Derudover har jeg med stor interesse og mange suk fulgt med i den politiske debat om emnet, hvor ingen gør noget som helst.

Grunden til den manglende politiske interesse for at hjælpe landbruget skal findes i det faktum, at de fleste partier efterhånden er som en pakke med Pampers-bleer. De har en målgruppe, går efter klare segmenter – og laver imagekampagne-politik for at komme ind under huden hos de fleste. Og de fleste bor i byerne. Der er maksimal fokus på byboere, man lægger sine kræfter der, hvor folk er flest.

Det er ikke kun i landbrugs-debatten vi ser det faktum i den udførste politik, man må sige at også landsbyer oplever den samme flugt af politisk hjælp og forståelse. Busserne har forlængst drejet ind forbi de små samfund for sidste gang og sygehuset ligger længere væk end overlevelsen kræver. For landbruget har den manglende fokus fra politisk hold haft den klare betydning, at de er blevet nogle det er populært at tale negativt om. Det er landbrugets skyld. Politikerne flokkes om at ville naturen og dyrene det bedste – og det er de faktisk enige med landbruget om, som gør en stor stor indsats for at skabe de bedste betingelser – men landbruget er ikke en god partner hvis man ønsker at styrke et image som den rene vare. Der lyttes da på møder i korridorerne, men at tale FOR landbruget skal vi lede længe efter i dansk politik. Så langt, at selv det gamle bondeparti Venstre helt havde glemt rødderne, og tissede så voldsomt på græsset, at rødderne truede med oprør.

Og det er forståeligt nok. Regel på regel er sprøjtet ned over landbruget, som var det en gift der havde til hensigt at udrydde hver landmand som insekter på marken. Istedet for at samarbejde om løsninger og lytte til landbrugets enorme forskning på området, valgte man at lave krav, der fungerede godt overfor byboerne. Politisk var den hjemme i storbyerne, hvor folk mener at grisen skal kløes bag sit øre og have krølle på halen, men så snart den er slået ihjel skal den maksimalt koste 5 kroner for et halvt kilo i frysedisken. Men politik der gør det strengt at drive landbrug, det er der stemmer i – der hvor folk er flest.

Resultatet er et kæmpe erhverv, der efterhånden er så hårdt ramt af stramninger og krav, at mange må dreje nøglen om. Hvis ikke nogen griber ind, så får vi i 2010 en lang række konkurser indenfor landbruget – det er allerede begyndt. Det er ganske enkelt for dyrt at drive noget som helst i de krav og regler der stilles op for erhvervet – regler, der slet ikke er brug for i det omfang, da der findes både bedre og billigere løsninger – som ville kunne løse det problem som alle (også landbruget) ønsker at løse: Dyrevelfærd i top og styrkelse af naturen.

Krab til stalde gør, at mange snart skal til at lave nye stalde. De gamle fungerer fint – men de nyeste krav betyder, at landmændene må søge lån i bankerne og bygge – eller stoppe driften. Med de banker vi har for tiden, så bliver det med sikkerhed for mange landmænd den sidste løsning: Lukning, konkurs og dermed tab for samfundet af både arbejdspladser, export og i den grad penge. De steder der bliver hårest ramt kan det også koste livet for de mindre banker, som har stor fokus på netop landbruget. Deres penge er bundet i bygninger og produktionsudstyr, som man ikke kan komme af med til andre. Hvem pokker vil dog starte nyt landbrug i Danmark.

Løsningen må være, at vi tager en beslutning! Vil vi ha landbrug i Danmark, eller vil vi importere vores fødevarer fra andre lande. Beslutningen skal tages nu, inden det er for sent. Og selvom mange partier nok vil græmme sig i forhold til deres grønne linie og deres kampagnestrategier, så viser en simpel brug af lommeregneren på Danmarks vegne, at vi ikke har råd til at slagte erhvervet. Det er arbejdspladser, statsøkonomi, tab af eksport og en masse personlige tragedier vi kommer til at se over hele linien.

Så grib hellere sagen i anden hånd og skab løsninger! Jeg ved det kan føles fremmed for en politiker i dagens danmark, men prøv engang at skabe løsninger indenfor et område, der måske ikke er stemmer i indenfor bygrænserne. Prøv at se det hele efter i sømmene i samarbejde med landbrugets parter. Find de løsninger der gør, at vi ikke som nu skal pakke levende grise på lastbiler og trille dem forbi tre halvtomme slagterier ned af E45, hvorefter de lander i Polen og bliver slagtet der. Det er jo ikke fordi landbruget synes det er skægt at transportere grise rundt, det koster benzin og det koster tid og kræfter OG det er synd for dyrene. Men der er ting i den danske lovgivning, som gør at den eneste mulighed ER at køre dem langt sydpå.

Det er en politisk beslutning der skal til – men løsningen må ikke skabes i et partilokale. Den skal skabes sammen med landbruget, så vi kan få et Danmark tilbage, der er stolte af deres humane og dygtige svineproduktion, vores fantastiske landbrugsprodukter, der engang stod øverst i de helt fine delikatesse-forretninger i udlandet.

Made in Denmark var et stærkt brand.

Nu er det en sjældenhed!

/Søe

Posted in Ordkløver indfald | View Comments

ANDERS, JULIUS OG DEN DÅRLIGE HØST

Der er ikke noget bedre end landmænd. Vi kan ikke uden dem. Ikke fordi de har betydning for Danmark overhovedet, men fordi de som pauseklovne leverer den årlige humoristiske afslutning på nyhederne, hvor landmanden med et kornaks i munden og begge gummistøvler solidt plantet i plovfuren, fortæller på tårevædet vestjysk, at høsten igen i år bliver dårlig.
Sådan vil vi ha en rigtig landmand. Uden den melding fra landbruget bliver der ingen skift på årstiderne.

Meldingen om den dårlige høst er en tradition som Sankt Hans og juleaften. Når pressen opsøger landmanden, er det for at han skal leve op til denne rolle. Han skal klappe dyrene blidt på hovedet, og grisen skal ha’ krølle på halen. Der skal være lidt Poul Reichart og Anders & Julius over det – ellers kan byboerne ikke følge med.

Velkommen på forsiden

Men sandheden er jo en helt anden, derude på landet. Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde, som Grundtvig skrev.

Bønderne driver en toptunet moderne industri og bør behandles som sådan. Forbrugerne bliver igen og igen forargede, når landbruget hilses “velkommen på forsiden”. En journalist er ved en fejl kørt ned af en grusvej, og dér i grøftekanten ligger to døde svin. Bare smidt på jorden. Der er hverken kors eller gravstene. Billedet bliver taget og følges af teksten om den bestialske landmand, der hader dyr og iøvrigt også er skyld i, at vi ikke har rent drikkevand.

Ingen tænker på, at to døde dyr er en flot overlevelsesprocent, når besætningen tæller 2000 på den anden side af grøftekanten. Men hvem kommer helt derinde, hvor man kan få snavs på sine dyre mode-sko. Ydermere er der fundet snavs i et hjørne på slagteriet. Danskerne reagerer umiddelbart hårdt, men uden at slække på spejlæggets bacon.

Erhvervets image

Det rører dog voldsomt ved landbruges image. Nok både køber og spiser vi løs – men siger vores bordherre til festen, at han er landmand, er fanden løs, og galden vælter ud mellem sidebenene.

Så slemt, at landmænd, jeg kender, i stedet svarer, at de arbejder på fabrik eller er skraldemænd. De gider ikke høre mere vrøvl. De gider ikke forsvare sig.  Og det skal de heller ikke blive ved med!

Vi både MÅ og SKAL acceptere, at landbruget er en industri i stil med Maersk og Matas. Det gør ikke indehaverne til dårlige, dyrefjendske, forurenende mennesker, men betyder blot, at vi godt kan stikke Poul Reichart derop, hvor kornet gror. Anders og Julius er fortid – P3 i førerhuset er nutid.

Befolkningen skal lære at betragte landbruget som en fabrik, og her spiller landbrugets organisationer en hovedrolle. Deres markedsføring af landbruget er stadig idyl og stråtækte huse, godt fulgt op af Arla’s TV reklamer, hvor man ser Maren Malkeko på en grøn mark. Forbrugeren skal næsten tro, at koens patter føres helt ind i køkkenet, hvor de som et andet transportabelt fadølsanlæg leverer den ægte vare.

Aktiv for Danmark

Det ville klæde landbruget og relaterede leverandørkæder at melde klarere ud: Landmænd er industrimagneter, fremragende forretningsfolk med professionelle produkter, der dygtigt styrer en milliardindustri i Danmark.

De gør det på en måde, så dansk kød og mejeriprodukter er konkurrenceklar og højt elsket på export-markedet – og mange af dem er så store og dygtige, at de både ejer og driver landbrug i de nye østlande.

Forsiden af landbruges fagblade skal ha knapper og robot-maskiner, luftbilleder af store gårde og kæmpe marker eller svinefabrikker. Udmeldingerne skal alle handle om vækst og nye vækstvilkår, historierne skal være skarpt vinklede på industriens præmisser og branchens udvikling.

Det ville gøre, at både politikere og forbrugere fik øjnene op for vigtigheden af landbruget – ikke bare i form af mad på tallerkenen, men som et væsentligt aktiv for Danmark.

Og så ville det selvfølgelig pynte, hvis en landmand pludselig dukkede op på skærmen i et par mode-sko med champagnen i hånden og sagde: “Høsten bliver kanon i år, for jeg har været rigtig dygtig og satset korrekt. Og grunden til champagnen er, at jeg lige har åbnet det første landbrug i Østeuropa”.

Så kan det være, at vi nemmere kan forstå de to døde grise undervejs.

Skrevet til maskinbladet 2008 – af Jeppe Søe, professionel ordkløver.

Posted in Ordkløver indfald | View Comments

Small town values

Det er så dejligt derude på landet. Livet leves i fordragelighed og i fællesskab, nye ideer opstår og skaberkraften er enorm. Man står sammen i landsbyerne! Står sammen om alt det, man har valgt at ha til fælles. De senere år har man dog måtte skifte hest. Nu må man stå sammen for at bevare og kæmpe for det man har, frem for at stå sammen om at udbygge og videreudvikle. Politikerne har både landsdækkende, regionalt og kommunalt kæmpet for at ødelægge alt, hvad landet har at kæmpe for.

Københavneri

Politikere på tinge har slet ingen fornemmelse for de kræfter der er i landsbyerne – og ingen forståelse eller respekt for de mange ting, som landsbyboere kan sammen. Jeg har netop afsluttet 23 filmoptagelser i Vejen Kommune, hvor jeg så landsbyernes græsrødder i aktion – det er ikke småting de kan få ud af de alt for få midler. Det kunne man lære af på Christiansborg, men i stedet glemmer man landsbyboerne. Der bor jo ikke så mange vælgere på landet, så skidt med dem. Der er partier, der højlydt siger at afgifterne på bilkørsel skal i vejret, så vi kan tvinge folk over på cykel og offentlig transport. Det er så verdensfjernt for en borger, der bor 10 kilometer fra nærmeste by og har ligeså langt til skolen. Et barn på cykel, 10 kilometer af farlig vej, er ikke er valg – og busserne kommer så sjældent, at man stort set har glemt hvor de stopper. Det er københavneri af værste skuffe at tale om cykelture som alternativ til bilen.

Skoler lukker som perler på snor

Og så er politikerne igen inde i en periode, hvor alt der er stort er godt. Alt skal lægges sammen til store enheder, fordi man tror det er bedre.

Først kom politiet, der kun har åbent om natten i de store byer.

Så slog man kommunerne sammen til store enheder, og glemte de fleste steder alt andet end hovedbyerne. I den religiøse holdning kom turen til skolerne, for ude på landet kan man ganske enkelt ikke undervise børnene godt nok. De lider ude på landet og bliver dumme børn. Lærerne er uduelige og så er det dyrt. I frygt for forældrene, turde man ikke lukke alt ned, så man startede med 7 klasserne, i håbet om at der var forståelse for det. Lukningen er nu en klasse af gangen. Næste argument bliver, at der er for få elever på skolen – og grunden er, at 7 klasserne er væk. Politikerne glemmer, at hvis et barn er i problemer, så laver man små specialklasser – små enheder – fordi det beviseligt giver bedre undervisning. Man har også masser af eksempler på børn, der har problemer i de store skoler, men som løftes af at flytte til en lille. Det er vrøvl, der kun handler om at samle skolerne ved de store byer – og skide på folk, der bor langt væk. De kan jo tage en cykel. Forskere i landbyer er dog ikke i tvivl om, hvad der ødelægges i landsbyerne når man lukker en skole! Man fjerner et naturligt mødested i landsbyen, et omdrejningspunkt der trækker aktiviteter til og tilflyttere. Lukning af en skole lukker ofte også byens dagligvarebutikker og så går det ned af bakke.

Akuthjælpen kommer om en time

Men fusionsliderligheden fortsætter: Nu kom turen til sygehuse, der jo selvfølgelig er bedre hvis de er kæmpe supersygehuse – selvom der er danskere, som nu har 100 kilometer til nærmeste sygehus. De kan vel bare tage en cykel? Jeg er helt med på, at man ikke skal kunne foretage en hjerteoperation på hvert gadehjørne, men akuthjælpen må aldrig være langt væk. Vi betaler skat for at få en livsvigtig service – og skatten bliver også betalt på landet. Efterhånden er servicen på landet dog så dårlig, at man måske skulle overveje at sætte skatten ned til 20% på landet. Man har ikke lokal skole, man har kun politi nogenlunde tæt på indtil kl 17, der er ikke akuthjælp tæt på efter kl 22. Hvis man har dårligt hjerte er det en god ide at sove tættere på byerne om natten. Landsbyfolk vil gerne ha den samme service som alle andre borgere i landet. Det er klart og det burde være et retskrav – men virkeligheden er helt anderledes…

100.000 for at forlade landet

Dansk Folkeparti har lige fået gennemført en “skrub af check”. Man kan nå få 100.000 kroner hvis man vil forlade landet. Måske den check også skulle tilbydes folk, der vil forlade landet – altså landsbyerne og landzoner. Så trutter politikerne da rent flag om folk, der har valgt at bo væk fra byerne – i stedet for at straffe dem langsomt og smertefuldt, indtil der intet er tilbage.

Landbyerne er hjertet i Danmark. Det er derude man kender til sammenhold, medmenneskelighed – og derude man får ting til at ske, af sig selv – uden at vente på andre. Vi skal støtte landsbyerne i deres ønske om liv. Politisk skal vi ikke bestemme eller blande os, de kan fint selv – men vi skal SIKRE RAMMEN om de tiltag, som landsbyfolket selv kan skabe. Og det gør vi ved at lytte til deres ønsker.

Det er dem der ved, hvad de har brug for – og hvad de kan undvære.

Posted in Ordkløver indfald | View Comments

Lønne Højskoles mulighedsværdi

Lønnes mulighedsværdi

Nogle troede sikkert at gamle Søe var blevet gak gak da han i 1985 meddelte, at han ville starte en ny højskole i det vestjyske landskab. Krisen i højskolen kradsede begyndende landet over og højskolebladet skrev mere om lukningstruede skoler end om nystartede. Ikke desto mindre var det hvad min far og mor, Charlotte og Poul Erik Søe, ville. De ville starte en højskole på gammeldags maner. Genfinde højskolens oprindelige fundament. Gå helt tilbage til grundtanken, og se om ikke det kunne bære. Finde de gamle dyder som højskolen levede på før controllere og ministerier fik fingrene ned i friskolens værdigrundlag. Starte en højskole, der virkelig var fri og i øvrigt familieejet og familiedrevet, som et landbrug. En skole, der sagde nej til de støttekroner statskassen ellers gerne ville putte i højskoler, dog mod at få kontrol med en række af de ting, der skulle foregå – eller i hvert fald kræve dokumentation for, hvad der skete. En skole der stod selv og dyrkede friheden til forskellighed. Men Søe var ikke gak gak. Som altid havde mor og far den overbevisning, at hvis man virkelig vil noget og tror på det, så er det ubetinget det rigtige at arbejde på – en visdom der også er grundstenen i min lillesøster Astrid og min egen opdragelse. Man kan hvad man vil, der skal bare knokles for det. Og knoklet blev der fra 1985 til 2007, hvor Lønne Højskole slukkede lyset i foredragsstuen en sidste gang, mens den stadig var på sit højeste med totalt fuldtegnede ophold.

Det var oprindeligt K E Larsen der kaldte far ind i højskolens verden. Ungdomsoprøret i slutningen af tresserne havde godt fat i de unge, og K E ville ha far til at undervise og samtale om demokrati med eleverne. Mødet med Krogerup Højskole og i særdeleshed K E forseglede fars liv til højskole og plantede den grundtanke, der senere blev til Lønne Højskole. Far slap aldrig K E igen og byggede videre på hans skoletanker, eller rettere hans tro på den oprindelige tanke. I en nekrolog til K E Larsen skrev far i 1998:

”Den, der har været kort sammen med ham, vil kende ham i bund og grund. Den, der har levet længe med ham, vil aldrig begribe ham. Der er ingen afmærkede pædagogiske Marguerite-stier efter ham. Der kan ikke rejses højskole-templer i hans navn. Han var selve det åbne frisind, der lukkede sig om dagligdagen og ikke søgte overskrift. Han var fortælleren, der skyede store ord, skuespilleren, der ikke gjorde sig til, og i sig selv en påstand, der undrende og mildnende måtte høre og svare på andres påståelighed. Der er hos K E ingen enkle hemmeligheder, der kan graves og forskes i. Han var grundlæggende tilfreds med mennesker, som mennesker er. Selvsagt ville han lave os om, men med kendskab til sig selv overtalte han sig i gerningsøjeblikket til at lade være – uden at grunde over det eller at have brug for at stå til regnskab over for Grundtvig og Kold. Højtråbere er de bedste lyttere, skuespillere har størst agtelse for ægte ord, og jurister er mindst rædde for love og regler. I højskolen turde han det sværeste, den programløse skole. Der var hele tiden modetrælle nok med deres liniefag, slagtilbud, korstog og internationaliseringer. Den slags kræver kun stillingtagen et par gange i livet og kan lånes i alle bøger. Men det er sjældent at møde selve det grundtvigske frisind i praksis som hos ham. Pludselig opdagede man, at de fastlåste ideologiske og teologiske systemer ned over et sted er ”holdningsløse højskole”. Hvor alt, også livet selv, retter sig ind efter budene, manifesterne og paragrafferne, er juristen i lederstolen til sidst ene om at turde hævde, at det at være fri endog af systemerne, intet har at gøre med at være ståstedsfri, men at en holdning kan være så lidt påtaget, være så ægte, at den har plads til andre holdninger. At der kan siges ja – og det endnu sværere nej – til andre, ikke som dom, men som hjælp”.

Enhver der har krydset min fars vej enten i hans tid som journalist eller i højskoleverdenen kan nikke genkendende til denne tro på alle mennesker som værdifulde. Kærligheden til frisind. Højskolen indfangede far fuldstændigt. Journalistikken er et godt udgangspunkt for et liv i højskole, da man lærer at beherske ordet og gennem kommentarer og holdninger er med til at beskrive verden omkring sig. Men journalistik er også præget af ensomhed eller tosomhed. Man interviewer et menneske, skriver det i avisen – og så ellers videre til næste historie. Ikke at livet er uinteressant eller mennesketomt, slet ikke, men far brændte for andre mennesker. Det bar hans radioudsendelser også præg af, ligesom hans politiske journalistik på skrift altid indeholdt stor indlevelse i politikernes grundtanker og holdninger, frem for de ofte letkøbte politiske slagord. Far ville fordybe sig i alle han mødte, høj eller lav. Enhver var værd at lytte til, ingen var ligegyldige – alle var lige gyldige. Denne respekt for alle mennesker uanset status, viden og værd er i sandhed hele kernen i far og mors skabelse i Lønne. At lytte og samtale med andre, var den benzin, der fik dem til at tage nye skridt, træde nye spor – og her var højskolen en fuld tank af møder med mennesker. En af dem han mødte i Krogerup var netop min mor, Charlotte, der kom dertil som elev. Det endte med bryllup. Far blev med mor endnu stærkere. De to kunne ikke uden hinanden, de havde samme tankesæt og havde hver deres styrker. Et stærkt arbejdsfællesskab i højskole på både Krogerup og Uldum højskole. Et fællesskab, der var som skabt til at søge tilbage i tiden og genopfinde det oprindelige midt i nutiden. Det blev i hvert fald, efter sammenlagt 12 år på både Krogerup og Uldum højskole, deres livsstykke i Lønne. Et livsstykke der holdt 22 år, indtil de selv traf valget om at sige, at nu er det slut

En højskole bliver til

Jeg glemmer aldrig turen på bagsædet af vores gamle blå Volvo i 1984. Astrid og jeg havde fået en dag fri fra Vejle Fri Børneskole og turen gik til Nørre Nebel i Vestjylland. Den tur var der ikke noget sært ved, vi kom derovre tit, idet mors familie stammede derfra og vi børn elskede at besøge Anni og Søren, der havde møllen i Nørre Nebel. Men midtvejs mellem Uldum og Lønne fortalte mor og far så denne turs ganske specielle baggrund. De fortalte, at familien skulle lave en ny højskole. Flytte fra Uldum og lave vores helt egen skole. Mor og far vidste endnu ikke helt hvor den skulle ligge. Turens formål var at se en gammel folkeskole i Lønne, der måske kunne danne rammen om familieopgaven. På bagsædet var vi ellevilde. Selvfølgelig sendte vi også tanker til vores elskede friskole, der jo skulle forlades – og til den svømmehal der jo var ren luksus for børn at have i baghaven på Uldum Højskole. Men tanken om at skulle lave vores helt egen højskole, sammen med mor og far, tog hurtigt over. Hvis der var noget mor og far altid kunne, så var det at tage vi to børn med i alt der skete. Vi var allerede i Uldum med i højskolen, vi var altid velkomne med mor og far på arbejde, hvis vi da havde lysten. Højskolen skulle ikke være et sted, hvor mor og far hele tiden havde deres gang – men en måde at leve på, hvor også børnenes naturlige skridt havde muligheden for at bevæge sig ind i højskolens univers. Mens Volvoen nærmede sig Vestjylland, gik snakken derfor om den nye højskole. Vi lavede i bilen en lang liste over mulige navne til aftenkaffe og sang på skolen, der ikke bare skulle hedde aftenkaffe, men skulle have så stor værdi, at skulle ha sit eget varemærke. ”Elverhøj” blev det navn, der gennem 22 år betød kaffe, fortælling, hjemmebag og sang. Opfundet i en bil på vej mod vest.

Folkeskolen vi så i Lønne var ikke en helt ny bygning… for at sige det mildt. Bygningen var da i fin stand, men lignede jo slet ikke de paladser der rundt omkring holdtes højskole i. Der var ingen svømmehal, ingen musiklokaler eller store sportshaller. Linoleummet på gulvet var præget af datidens sløjdlokaler, vandet stod op i gymnastiksalen hvis ikke en pumpe kørte udenfor 24 timer i døgnet. Det var lidt slidt og gammeldags. Nogle vil endda sige grimt – men for os var det perfekt til at holde en højskole, der ikke skulle leve på surfing, golf eller modetrælleri, men stå fast på det levende ord. Det levende ord kræver ikke nye gardiner, og det var heldigt, for vi havde ikke pengene. Vi flyttede ind i februar 1985. Som familie kom vi til at vide en del om håbets arbejdsform. Far beskrev det senere i en takketale, hvor højskolen modtog Egholtprisen:

”Min Charlotte, vore børn Jeppe og Astrid og jeg blev hinandens håb da vi begyndte at holde højskole på bar mark. Vi vidste ikke hvad vi ville, men vidste hvad vi længtes efter. Jeg tror på, at længsel er håbets fødested. Det er noget, alle mennesker ved. Og har vidst før alle tænkere og digtere. Man ligger ”alvorligt syg” med mindst 38,2 i feber. Man synes i hvert fald det er nok til at melde afbud. Familien er flinke og tager det helt alvorligt: Vil du ikke have havregrød med sødmælk, ligesom da du var dreng. Har du ikke lyst til rødspætter med persillesovs? Uden at være højtuddannede rådgivere i livsforståelse ved de straks, hvad der skal til. Det handler bare om at få den såkaldt syge til at længes. Ligegyldigt efter hvad. Hvis man bare kan få den vandrette til at længes, så er håbet allerede til stede. At få en pris er for en enkelt dag at få en fjederham, som det hed i gamle Danmark. Håbet melder sig og hedder Egholt i stedet for persillesovs. Men virkningen er den samme. Håbet kommer altid fra de andre. Desuden ved enhver, som arbejder i de frie skoler, at håbet kommer fra deltagerne, fra eleverne. I usædvanlig grad er vi på Lønne Højskole holdt oppe af de folk, der kommer der. Der er ingen andre til at betale, fordi vi har sagt pænt nej tak til statstilskud, og meget kan man sige om staten, men den sender ikke ligefrem penge til folk, der ikke søger om det”.

At højskolen i Lønne var et familiehåb bliver tydeligt, hvis jeg tænker tilbage på alt det der skulle laves, før de første deltagere kunne komme indenfor. Alle de pæne møbler fra barndomshjemmet blev sat over på højskolen – alt hvad vi holdt af skulle gerne være del af højskolen. Hjemme satte vi de møbler, der ikke var pæne nok til at vise frem. Hurtigt virkede den forladte skole som en hjemlig højskole og for os blev det endnu mere et familieprojekt, når deltagerne sad i vores egne sofaer og drak kaffe ved spisebordet fra vores hjem i Uldum. Stole til deltagerne fulgte med i købet af folkeskolen, men de var jo til børn i de små klasser og derfor alt for lave. Her mødte vi for første gang de lokale, der bærer en stor del af æren for at opstarten i Lønne blev så nem. Den lokale tømrer mente ikke vi skulle købe nye stole, de skulle bare ha en klods under alle fire ben. Som sagt så gjort, 320 klodser blev sat på og ingen klodser faldt af gennem de 22 år. Nøjsomhedens land tog mod os – og selv de, der kunne tjene penge på at være skolens håndværkere, fandt på gode spareråd. Enten fordi de forstod hvad der kunne få os til at overleve, eller også netop manglen på tro. En håndværker sagde engang i opstarten: ”Det er en flot bygning, synd der aldrig kommer noget i den”. Vi troede på det. Min gamle mormor malede alle stolene himmelblå, alt imens tømreren gik i gang med skolens ganske specielle talerstol. Far ville jo lave et grundtvigsk sted, hvor ”solen står med bonden op, slet ikke med de lærde”. Et sted, hvor det ikke var foredragene der var det vigtige, men mødet mellem forskellige mennesker. Og de grundtanker skulle også være i skolens møblement. Derfor skulle talerstolen ikke være et ophøjet alter, som det ofte ses, men et simpelt læhegn. Tanken var at man skulle tale med naboen henover hegnet, og præcis sådan blev talerstolen i foredragsstuen. En lokal maler cyklede en dag indenfor i gårdspladsen. Med sig havde han en række tegninger af højskolen, som han havde lavet til fri brug i vores foldere. Med tegningerne fulgte de forløsende ord: ”Vi skal jo ha det her til at gå”. Mødet med Vestjylland var hjertevarmt. Et godt naboskab med egnen er livgivende for højskoler, og er jo nogle steder gået galt. En højskole skal ikke være et samfund i samfundet, men et levende sted på en levende egn. Derfor var ordene fra maleren et stempel på en kontrakt og gensidig respekt mellem egn og skole. Bag højskolen lå egnens fodboldbane, hvor Lønnes eget fodboldhold have deres hjemmebane. Det ville vi selvfølgelig ikke ødelægge, så da vi byggede bostederne bag højskolen opkøbte og drænede vi nabogrunden til fodbold. Efter nogle år var Lønnes fodboldhold dog blevet så lille, at man måtte låne nogle af modstanderens spillere for at stille fuldt hold, og derfor blev fodboldbanen til en sagahave, hvor vi med deltagernes hjælp plantede træer og buske fra oldtidens Danmark. Vi satte runesten, lavede tingsted og ikke mindst lavede Danmarkshøjen, hvor deltagerne kunne tage en græstørv med hjemmefra og ”skrive sig i bogen”. Sagahøjen voksede gennem de 22 år og indeholder jord fra hele Danmark, medbragt til højskolen af deltagere i poser og sække. Enkelte sendte også græstørv med posten til højskolen, til landpostens store forundring.

At strække det midlertidige ud

Sagahavens Danmarkshøj, dannet af deltagernes græstørv, er faktisk et sindbillede på det Lønne Højskole blev. Højen var aldrig blevet virkelig uden møder mellem mennesker. Den voksede i takt med dem, der deltog. Og indholdet kom fra dem, der medvirkede. Og helt i tråd med mor og fars grundtanke, er det ikke dem der får ideen til en høj som gør den mulig, men dem der deltager i ideen og husker at gribe spaden og grave i den danske undergrund før de drager af sted mod højskolen. Da far og mor valgte at lukke højskolen i 2007 skrev de i en takkehilsen på højskolens hjemmeside netop om dette samvær med deltagerne:

”Højskole vil altid være et midlertidigt fællesskab, men for os har det været enestående, at deltager efter deltager strakte det midlertidige ud og gjorde det varigt, sådan som vi også mærker det her i sommeren, hvor det føles, som om Lønne stadig lever – som om hænder, der blev strakt frem, aldrig vil synke. Kun ordet helliger huset, siger Grundtvig om kirken. Udsagnet kan overføres på højskole, når indhold og samvær bygger på det, han søsatte. Målet i Lønne var aldrig at sælge fastlåste synspunkter og holdninger, men alene at gøre folk stærkere i det, de selv kom med. Lønne Højskole levede af den forskellighed, som deltagerne medbragte. Virkeligheden får ånd og kraft af den spænding og den iver efter at komme hinanden i møde, som kun findes i forskelligheden. Folk, der kom her, blev aldrig kaldt elever, som om højskolen på nogen vis var i stand til med ånds-elevator at løfte mennesker op over sig selv. Vi valgte ordet deltagere, netop mennesker, der tager del i det folkelige møde, højskole kan være. Næsten 48.000 ansigter ser på os fra det, der nu er erindringens skatkiste, hvori det gemte finder en fælles form, ikke som et lukket kredsløb, men som en uendelig kæde, der er stadig ny ved indledningen og slutningen. Tilværelsen slutter sig sammen og får deraf kraft til at tage fat forfra”.

Hvis man vil tage fat forfra, må man skønne på de skatte der er efterladt af andre. Og hvad var det så Lønne Højskole kunne. Enhver kan se, at jeg er inhabil i det spørgsmål. Derfor må det tolkes som ren højskolesnak. Men set i bakspejlet er det meget synligt for mig, hvad der gjorde Lønne Højskole så speciel – og hvad der fik nogle i højskolebevægelsen til at fremhæve skolen gang på gang i tale og skrift: Det nye var alene respekten for det gamle. At turde gå mod strømmen. At ville stå selv, i en tid, hvor politikerne helst ville ha at man stod på række og gik march. Og så er det klart for mig, at også mødet med min fars ord trak fulde huse og min mors omsorg for enhver der kom indenfor gjorde stedet hjemligt og eftertragtet. Far har dog altid benægtet, at stedets succes havde noget med hans ord at gøre. At skabe Lønne kan enhver, der tager højskolens værdi og grundtanke alvorligt.

Grundtanken mødte mor og far som tidligere nævnt stærkest hos K E Larsen, og en enkelt oplevelse fra Krogerup trak far igen og igen op som eksempel på hvad vi skulle efterleve. Den historie forklarede meget af det, der blev Lønne: I tresserne skrantede sangen på højskolen i Krogerup. Højskolesangbogen blev næsten ikke taget frem. Det kunne K E Larsen ikke ha. Sangen var højskole for ham, som han kendte den fra højskoletiden i Sønderborg. Hvis sangen forsvandt, så ville folkeligheden også forsvinde. Far oplevede K E Larsens kamp for sangen på Krogerup, her beskrevet med fars egne ord:

”K E blev ved, selv da sangen for længst var død mange andre steder. K E Larsen sad sidst i tresserne morgen efter morgen ved flyglet på Krogerup og spillede fra Folkehøjskolens Melodibog. Det var første vinter, jeg var der. Det særegne var imidlertid, at morgensangen var ikke på timeplanen. Det var frivilligt, blev det understreget. Der kom ti den første morgen. I løbet af en uge var vi nået ned på fire, og vi kom ikke højere op. Det var K E, to elever og jeg. Der var i hvert fald plads nok i skolens store sal. Her fik jeg min første opdragelse i frihedssynet på Krogerup efter K Es læst. Jeg fandt det lidt koldt og tomt med fire mennesker i den store sal, og derfor foreslog jeg efter fjorten dages forløb K E, at morgensangen blev flyttet. Der stod et klaver i et af de mindre undervisningsrum, og det mente jeg var et mer passende sted i forhold til besøgstallet. – Nu skal du høre, Søe, sagde K E og blev meget KE’sk i stemmeføringen. Hvis vi flytter til et lille rum, hvor ikke hele skolen kan være, så gør vi os selv til en sekt, så er morgensangen en religiøs handling for de særindviede. Når vi er i salen, så er tilbuddet om frivillighed ægte. Der er plads til alle. Kommer de en dag, så falder de ikke ind i en lukket kreds, men kan bare sætte sig ned og være med. De kom ikke. I løbet af den vinter holdt morgensangen op. Men jeg må sige, at det var en værdig død.

Den grundtanke om frihed og frivillighed var gennemgående i alt hvad Lønne Højskole stod for. Far og mor ville ikke forme eller gå forrest, danne eller påvirke. De ville gøre folk stærkere i det de selv kom med. Højskolen skulle ikke meddele noget nyt. Livsoplysning er generindring. Lønne skulle bygge på folkets fælles viden. Den skulle være et mødested, hvor den folkelige viden som et fællesskab udveksles mellem mennesker med forskelligt udgangspunkt og forskellige holdninger. Alle synsmåder skulle kunne komme til orde og måtte finde sig i modsigelse. Vigtigst var den samtale, der ikke tvang sit eget igennem, men hvor man var hinandens mulighed.

Friheden til forskellighed

Det er flotte ord – og kan i et skræmmende øjeblik forveksles med virksomhedernes slogans eller slagord. Men for mor og far var det blot almindelig virkelighed, som de levede efter både som højskolefolk og forældre. Far sammenfattede det oprindeligt i slagordet ”Frihed til forskellighed”, der i dag – til hans store glæde – har bredt sig til mange andre munde rundt omkring i samtale. Fjerner man Kold fra højskolens skabelsesberetning, så mente far at højskolen blev til hos Grundtvig i det øjeblik historikerne sagde offentligt, at hvis gud havde skrevet biblen, så havde de skrevet det meste af fra andre religioner. Der var stor splittelse mellem præster og historikere, samtale blev til debat og konfrontation. Præsterne ville ikke tale med historikere længere, og omvendt. Grundtvig tænkte anderledes. Det var netop NU det var væsentligt at tale sammen. Det var først nu, hvor forskelligheder kunne brydes, at samtale var værdifuldt. Men samtalen kunne selvsagt ikke finde sted i kirkerne, da præster og religion herskede her – og ej heller på universiteterne, hvor forskere og videnskab havde magten. Man måtte kunne finde et neutralt sted, hvor holdninger kunne brydes mellem forskelligheder. Det var i fars øjne Grundtvigs virkelige skabelsesøjeblik for højskolen. Netop derfor skrev far mod faghøjskoler, der enten tilbød idræt eller golf som hovedfag. De steder ville primært blive opsøgt af folk med samme interesser, som så ikke ville kunne andet end at samtale om det alle de andre vidste i forvejen. Også hjerteforeningens højskole var i fars øjne dødsdømt, da deltagerne her jo bare ville tale om pacemakere og hjertemedicin. I fars øjne var det værdifulde, at en læsehest mødte en fodboldsspiller og en bonde mødte en forbruger. Netop som han og mor selv havde det, når de mødte andre mennesker. Et sådan mødested blev Lønne Højskole.

Stolthed er ikke et ord som mor og far ville bruge om deres livsværk. Det må andre kalde det på deres vegne, hvis de vil – og det vil med sikkerhed blive slået hen. De to kunne få det til at lyde helt nemt og selvfølgeligt at Lønne blev det sted det blev. Og det er nok netop der hemmeligheden ligger, man skal føle værdien fra Grundtvig så meget, at den bliver del af sig selv. Mærke grundtanken så voldsomt, at den bliver en naturlighed i tanke og virke. Sådan var det hos mine forældre en del af deres hjerte. Men jeg kan med sikkerhed sige, at det var en bedrift at starte og drive Lønne Højskole. Det kørte som et landbrug, hvor bondekone og mand måtte slide og slæbe for at få det til at gå – også med børnenes hjælp. Far og mor var ”på gården” fra morgenmad kl. 8 til ”Elverhøj” sluttede klokken 22 – og min søster og jeg blev taget med på råd og taget med i arbejdet som en naturlighed. Vi holdt begge vore første foredrag i Lønne, og stoppede aldrig med at have Lønne som vores livs udgangspunkt. Lønne blev stedet vi vendte tilbage til og stadig vender tilbage til i tankerne, når vi skal træde nye skridt i livet.

Når højskolen var deltagerfri, så skulle regnskaber og foldere laves. Forberedelserne blev gjort med sikker og stilren hånd i tæt samarbejde mellem mor og far. Fælles ideer blev til ord i højskolens foldere, og mor sad på kontoret ved telefonen for at få medvirkende ved klaver, folkedans og fortælling på plads. Far sad ved en rimelig nymodens computer, der kunne mindre end hvad nutidens mobiltelefoner kan. Men for far, der fra sin avistid kendte typografiens blysætning, var computeren meget moderne. Han omdøbte dog med det samme de udenlandske EDBord til dansk – og således blev tekstprogrammet WORD omdøbt til runehakning. Folderne var enkle i deres design, altid i sort hvid – og langt væk fra de brochurer, der ellers kaldte til samling på andre højskoler. Også her var rammen ikke det væsentligste – ordene skulle leve selv. Når runehakkeren havde spyttet en folder ud, så gik mor i gang ved en gammel offset trykmaskine vi havde købt brugt, og her blev folderne til mængder. Familien blev hidkaldt, helt ud i sidste led af slægstræet, for nu skulle alle de trykte 4Asider foldes, samles sammen i bunker med 18 forskellige i hver og lægges i kuverter. På disse skulle frimærker slikkes 10.000 gange og påklistres for at spare en portomaskine, og en lille lap med adresse skulle også klæbes på med en limstift, derefter afsenderadressen med limstift og også limstift til en lap med ordet ”tryksag”, der forsinkede posten 2 dage, men sparede 25 øre. Senere blev der råd til noget så fornemt som et stempel med afsenderadresse og tryksag, hvilket sparede mindst en dags arbejde. Det år vi for første gang kunne stemple hurtigt, frem for at lime lapper på kuverterne vidste vi, at Lønne var godt i gang. Det var et kæmpe arbejde, men også det vi i familien forstod ved hyggeligt samvær – det var de to årlige familiefester – og det virkede.

Der blev sendt til alle lægers venteværelser og til biblioteker – samt til dem der ringede for at få foldere. Det blev flere og flere kuverter gennem årene, og ringede man én gang efter foldere, så sendte vi i 5 år. Man kunne jo bare give dem væk til naboen. Vi averterede kun de første år, ikke helsidesannoncer i fuldfarve med billeder og slagord, men bitte små annoncer der blandede sig med dødsannoncer og ”jern afhentes gratis”. Præcis de rubrikker, der altid bliver læst i en lokalavis. Efter nogle år blev annoncerne skrottet og lykkeligt afløst af mund til mund metoden. Det er dog den bedste og mest livgivende reklame, at folk vil fortælle videre og endda kan finde på at komme tilbage. Vi kaldte tilbagevendende deltagere for stedsegrønne, og de blev del af familien.

Da friheden blev genopdaget

I starten lignede ophold i Lønne de kurser man kan få om sommeren på andre højskoler. Ikke i indhold, men i form. Friheden der fulgte med det rungende NEJ til statstilskud var endnu ikke gået op for os på højskolen i Lønne, selvom vi jo selv havde råbt NEJ. Ophold varede 8 eller 14 dage, som var det tidsrum der andre steder udløste tilskud. Men langsomt bevægede højskolen sig i en friere retning. Det var en pludselig opdagelse at emnet kunne bestemme længden af et ophold. Vaskerimanden, der kom med rent linned til bostederne, ville gerne selv til Lønne, men tiden og arbejdet krævede ham, og derfor kunne der kun blive tid til en weekend. Pludselig gik det op for mor og far, at netop en weekend kunne være fin tid til højskole. Dog skulle weekend i det Søe’ske omdøbes omgående. ”Vi skal tale dansk om vores fridage”, sagde far, ”og når man kan sige årsskifte, kan man også sige ugeskifte”. Og således kom ”skiftedage” til verden, et højskoleophold fra fredag eftermiddag til søndag middag. Den højskoleform ramte plet, langt som en kroferie, men med mere indhold end mad og dans – et kik ind i højskolens verden, et tiltrængt besøg på rastepladsen før man ræser videre derudaf. Skiftedage i Lønne var til genbrug – som en ferie i forbifarten. Af og til må man stoppe op for at komme videre! Skiftedage fortsatte alle år og mere end 19.000 mennesker fandt vej til netop denne højskoleform. Skiftedage var for den, der aldrig havde været på højskole. For den, der ikke havde længere tid fri. For den, som ville prø­ve højskole før et længere ophold. Og for den, der engang var på højskole og ville genopleve det som levende nutid. Skiftedage blev en sammenhæng af højskolernes bedste erfaringer – fortælling, foredrag, samtale, musik, kunst, sang, fest og dans. Et ugeskifte med skiftende indhold og skiftende fortællere. Foredrags-emnerne så man først ved ankomsten til højskolen. Overraskelser hørte med til et skift.

Skiftedage blev livgivende gensyn med mange deltagere – og nu blev friheden for alvor synlig på Lønne Højskole. Ophold begyndte at vare hvad emnet holdt til. De 8 og 14 dage blev afløst af en skole, der for alvor stod selv og tænkte nyt. Man kunne lave et ophold, hvor vi skulle synge hele Grundtvigs ”Syvstjernen” på 849 vers, med fortælling og foredrag om versene undervejs. Det ville tage 3-4 dage og kunne nu ligge fra mandag til fredag. Det blev livgivende at opdage hvad frihed kan gøre ved sindet. Her kom også højskolerejserne ind i billedet, som også blev en stor del af højskolens liv. Lønnes rejser havde altid en historisk kerne som udgangspunkt og stræbte efter at indleve sig i folkenes nutid. Færøerne var stedet vi igen og igen besøgte, en kærlighed som både mor og far havde – men også Schweiz, Danelagen, Slesvig, Estland, Holland, Normandiet og Ungarn var nogle af de lande, der blev besøgt gennem årene. Næsten altid i bus, med fars fortælling hele vejen frem og næsten altid i danskernes fodspor. Vikingerne og oldtiden var med i bussen fra Lønne, som i bugen også havde campingborde til tag-selv-bords frokoster i det grønne eller i grøftekanten, hvor det nu engang passede ind med et stop. Formen på rejserne blev velkendt og mange tog på flere højskolerejser gennem de 22 år. Det var en rejseform med indhold, og som gruppe kom vi også ind steder, hvor man normalt ikke fik adgang. Alle steder var fortællingen og sammenhængen med det nordiske folk en fast og gennemgående overskrift.

Man står i gæld til dem, man kæmper mod

Det kan virke som et opgør med det eksisterende at fremhæve modstanden mod statstilskud. For nogle kan det virke som om hele Lønne Højskoles fundament var et stort angreb på alle de andre højskolers måde at være i live på. Men sådan måtte Lønne Højskole aldrig opfattes, og blev det da heller ikke af dem, der havde hørt far tale om de frie skoler – eller blot de, der havde krydset vores vej. Far var aldrig modstander af sine modstandere. Tværtimod hyldede han dem, der var uenig med ham – eller gjorde tingene på en anden måde. Selv skrev han om sine modstandere: ”Når jeg her kæmper mod andre og deres meninger, er det først og fremmest en kamp med mig selv. Derfor står jeg i gæld til dem, jeg skriver imod. Uden ville jeg ikke vide, hvad jeg mener”. Og han mente det! Han udlevede det hver eneste dag. Far var en krigsmand på ord, men ønskede ikke nødvendigvis at vinde kampene. Kampens hede ord var vigtigere end sejren. Han ærgede sig over, at højskoler ikke længere var en selvfølgelighed i Danmark og i det danske demokrati. Da højskolerne blev trængt, blev højskolen pludselig noget man skulle forsvare, noget man skulle kæmpe for. Da Poul Nyrup Rasmussen i 1998 ville stramme op blandt unge, for at komme fjumreår og spildtid til livs, hvilket blev en ”trend” der i nogle år kostede højskolerne mange elever, skrev far om Nyrup: ”Umiddelbart får man det indfald, at det må være bedre at fjumre som ung end som statsminister. Men skønt enhver tæt eller langt fra Nyrups parti kan se, at den nuværende statsminister er det største fjumrehoved, der nogen sinde har siddet på statsministerposten, Madsen-Mygdal medregnet, så tør ingen sige det”. (Jeg bør tilføje, at det er skrevet i samtiden og altså før Fogh). Far mente det var mod livets lov at stramme op, for det er ens fjumren og fejl, man lærer af. Også når han blev angrebet på det personlige opfattede far det som en styrketest på ord.

Lønne Højskole var ikke velkommen i det fine selskab af folkehøjskoler, vi måtte ikke komme med i foreningen af folkehøjskoler – ligesom vi ikke måtte være med i fællesbogen over højskoler. Det var nemlig kun for dem, der modtog statsstøtte. Tvind, scientology og Indre Mission havde fri adgang, men Lønne Højskole kunne ikke være med. I stedet for surhed så far altid fremad. Han mente istedet at tiden hurtigt kommer, hvor vi bliver nødt til at finde sammen om andre grænser end hvem der søger statsstøtte og hvem der ikke gør. Han mente højskolerne skulle søge tilbage til deres sammenhænge i friskoler og efterskoler i stedet for at være fine på den. Vi skulle kendes ved slægten i højskolebevægelsen. Han talte for højskolernes frigørelse fra staten og det blev også taget op af SF’eren Poul Dam på tinge, der udarbejdede et lovforslag om højskolernes overlevelse, der netop byggede på selvsamme tanker. Far undrede sig meget over, at Niels Højlund ikke ville trykke det forslag i højskolebladet, men tilføjede: ”Vi i Lønne skal ikke presse på, vi har nemlig ingen drøm om at være læst for andre højskoler. Vi mærker jo ikke krisen i Lønne, hvor deltagerantallet har været stabilt gennem alle årene. Men vi mærker det da i sindet”. Far mestrede de hårde ord, der trods hårdheden havde en form, så de ramte blødt og vakte til eftertanke frem for vrede – og de ord blev ofte til på Lønne Højskoles talerstol.

Den gamle samfundsrevser havde højskolen slet ikke slukket for, og far fortsatte med sine skriverier og kommentarer i aviser og magasiner. Da internettet blev virkelighed, startede han derfor også en enmandsavis på nettet. Jeg var selv fanget af nettet og lavede hjemmesider, og lærte far det basale indenfor produktion af hjemmesider. Der gik ikke længe inden han, som sædvanligt, havde overhalet indenom. Det blev til tusindvis af artikler, der kommenterede politik og livet højaktuelt, humoristisk og råt. Han blev for alvor bidt af internettets tilgængelighed og frihed. Ingen redaktør behøvede at godkende holdningerne. Et tryk på en knap og holdningerne var delt med dem, der ville være med. Ligesom i Lønne. Efter kun et år på nettet havde han flere læsere på enmandsavisen end kristeligt dagblad og Information. Nu, efter hans alt for tidlige død i marts 2008, har vi bevaret enmandsavisen som et billede på den respekt han havde for dem han talte imod. Og sådan var det altså også med den øvrige højskolebevægelse. Han kæmpede indædt en kamp for at fremhæve ordet FRI i friskolebevægelsen, men ikke som et opgør eller nedgørelse af dem, der tænkte anderledes. Han ville bare ikke selv bindes på hånd og mund.

Ordets mulighedsværdi

Et eksempel på hvor livgivende andres kampe var for far er striden i højskolerne omkring det reklameslogan der fortalte om højskolerne som et sted, ”der danner din succes”. At tage på højskole skulle give succes og bedre karriere. Højskolerne brugte pludselig tidens selviske penge-sprog og glemte hjertesproget. Det var springbræt til en ny tanke i Lønne. Far ledte efter et ord, der kunne bruges om Lønne når de andre brugte succes. Ordet blev fundet hos den danske tænker Ludvig Feilberg. ”Mulighedsværdi” var hvad Lønne havde, og hvad Lønne kunne byde på. Der var ikke lovet guld og grønne skove efter et ophold i Lønne, man kunne ikke få en karakter eller bruge opholdet positivt i forhold til karrierens papirer. Faktisk måtte man ikke få noget med hjem – og gjorde man alligevel, så var det fordi man havde grebet muligheden til samtale med de andre. Fordi man var blevet stærkere i det man kom med.

Ordet var det stærkeste i højskolens virke. Både ord fra sagn og sang, fra fortælling, foredrag og samtale. Ordet var det bærende og nok til at bygge højskole på. Fars liv var ord! Fra 2002 blev han optaget af ordets magt, da han første gang skrev om ordets evne til at skabe og skæbne. At ”ordet skæbner hvad det nævner”, som også er de ord vi har valgt til hans gravsten i Agri på Mols. Til friskolernes 150-årsdag skrev han om ordets skæbnekraft følgende, der her bringes frit i uddrag:

”Ord er skæbne. Jeg tror på, at ordet ikke bare skaber, hvad det nævner. Ordet skæbner også, hvad det nævner. Vi er styret af de ord, andre tildeler os. Den egentlige skæbne er at være i ordenes vold. Vi lader os voldtage af ord, indtil friheden melder sig som salig helbredelses-kløe i et sår. Sådan løb ordene social og socialisme imellem os og endte med at gøre os ufri. Det, der skulle skabe fællesskab, blev til undertrykkelse. Da fællesskabet blev ideologi, en forestillingsverden af fremtidig lykke, så endte det i vold og ufrihed. Men man kan ikke binde ånd, frihedens ånd. Friheden vil melde sig som nye sange, nye salmer, ny nøgleraslen og nye tællelys-flammer, hver gang modetrælleriet gør os ufri og gør politik til religion. Sådan vil markedsøkonomien ende i sit eget vrangbillede. Sådan vil evalueringen dø den dag, nogen evaluerer evalueringen og opdager, at dens mål er styring og ufrihed. Lige nu falder de fleste for den kriblende lyst til at udfylde skemaer. Der er folk, der ikke kan bo en enkelt nat på et hotel uden med liderlig lyst at udfylde et skema, der gør sig til dommer over hotellets medarbejdere. Nullermændene under sengen og et par glemte  underbukser indgår i en nøje evaluering, før gæsten uddeler stjerner eller kokkehuer. For et øjeblik har man magt over et andet menneske, tilmed én man ikke kender. Ikke et sekund er der plads til den tanke, at den, der skulle have gjort rent, netop i går havde et sygt barn. Lysten til at dømme gør ikke bare hende ufri, men også én selv. I de frie skoler sidder man med et nyt trældoms-ord, værdigrundlag. Styrelser, forældre og lærere skal sidde og skrive fristil om, hvilke værdier skolen bygger på. Og ordene skal indgå i vedtægterne. Alt sammen fordi det for en halv snes år siden blev mode i erhvervslivet. Pengefolkene ville skjule, at det egentlige værdigrundlag var størst mulig indtjening og mindst mulig beskatning. Vi har haft frie skoler i mere end 150 år uden noget nedskrevet værdigrundlag. Slægtled efter slægtled så de frie skoler som væksthuse. De skulle ikke befamles med enshedens sprøjtning og vare-deklarationer. Værdigrundlaget var aldrig nedskrevet, men altid historisk-poetiske ord. Loven for folkelivet – som alt for liv – er uophørlig bevægelse. Sådan mente Grundtvig. At tvinge folk til at skrive trosbekendelser for fri skoledrift er ene og alene at berede mulden for ny fundamentalisme, hvor det nedskrevne værdigrundlag ender som en spændetrøje. Det, undervisningsministeriet kræver af skole-styrelser, skoleledere og lærere er det, som Grundtvig aldrig selv kunne. Ministeriet tror ud fra nedskrevne værdigrundlag at kunne spærre de frie skoleformer inde i et æske-system. Værdigrundlag er alene skabt for evalueringens skyld. Man skal have noget at måle ud fra. Den egentlige frihed er, at vi er fri for opskrifter. I fremtiden skal vi sættes i stå af fristile, der kaldes værdigrundlag og er bestilt af statsmagten. Vægten, centimetermålet og karaktererne skal dræbe det ustyrlige i det historisk-poetiske. Det grundtvigske og det koldske skal laves om til ideologi. Tro mig, de nedskrevne værdigrundlag er indledningen til fundamentalisme. De bliver til trosbekendelser. Man skal være rigtig grundtvigsk, rigtig koldsk. Væk er retten til at træde ind i den frie skole helt som sig selv, uden særlige forudsætninger og en hel masse grundtvig-koldske læreregler, bare med lyst og i forvisning om, at er man ikke grundtvigsk i dag, så bliver man det nok i overmorgen – ikke fordi det kræves, men fordi i 150 år er det, hvad der er sket med de fleste. Det er derfor skolen skal være fri”.

Friheden i Lønne var ikke bare noget omkring statsstøtte. Den var som tidligere nævnt selve skolens sjæl og ånd. For far og mor var friheden ikke et begreb, men et levende væsen som er en af de stærkeste kræfter i tilværelsen. Et levende væsen, der overlever enhver underkuelse.

Efterdønninger der lønner sig

Hvis man skal tale om en efterdønning fra Lønne Højskole, må det være at vi genkaldte bevidstheden om, at den oprindelige højskoletanke er mere end nok at bygge skole på. Fjerner man alt, der er kommet til siden: statskroner, kontrol, statistik, reklameslogans og politisk magt – ja så står man tilbage med den rene vare, som kan vise sig at være nok. Kærligheden viste sig at ligge i gentagelsen. Og det er da en forjættende tanke for enhver friskolemand.

Grundtvigs højskoletanke er stadig et kabel, der kan trækkes nye lampesteder fra. Nogle er blålys, andre brænder varmt og klart. Tiden i Lønne viste, at jo tættere på hovedkablet man vælger at sætte lampestedet, jo stærkere brænder lyset. Stedet vi valgte gav et ganske godt højskoleliv, der ikke er brændt ud – selvom det er slukket.

Jeppe Søe, foredragsholder og journalist i Blended Media – www.jeppe.dk

Posted in Ordkløver indfald | View Comments

Straf børnene hårdt – send dem hjem før tid!

Bertel Haarder ønsker en strengere folkeskole, mere diciplin og indførsel af eftersidninger mv. Måske skulle man forsøge at spørge HVORFOR der ikke er diciplin? Er det bare de unge der er fuck’d up, eller kunne det være at undervisningen ikke er spændende nok? Død kedelig? Utidssvarende??

Hvis man byder de unge en læsebog fra 70′erne og en nedslidt skolestol, og de både skal skrive med højre hånd og holde sig for næsen med venstre hånd, fordi stanken af mug fra klasseværelsets hjørner er for stærk, så KUNNE det jo påvirke respekten for skolevæsnet og undervisningen? Byder man dem lort, får man lort tilbage.

Min netop afdøde far Poul Erik Søe kæmpede mod eftersidningerne. Jeg husker at min lillesøster fik en eftersidning på Nørre Nebel folkeskole. Han nægtede at skrive under i hendes kontaktbog på, at de måtte lade hende sidde efter. Ordene far sagde har brændt sig ind i mit sind:

“I SKULLE LAVE EN SKOLE, HVOR DET VAR EN STRAF AT BLIVE SENDT HJEM FØR TID” (citat Poul Erik Søe).

Med andre ord, skal det ikke være en straf at få lov at blive en time – men en belønning. “Tænk, de lod mig blive en time mere på min elskede skole…”

Er det en straf at blive i skolen har vi et lorte-skolevæsen…

/Søe

Posted in Ordkløver indfald | View Comments

Islam eller kristendom!???

Kære medbloggere… er følgende fra Koranen eller fra biblen?

1. ”I skal holde sabbatten, for den er hellig for jer. Den, som vanhelliger den, skal lide døden; enhver, som udfører arbejde på den, skal udryddes fra sit folk”.

2. “Hvis din bror eller din søn eller datter eller din kone, som du elsker, eller din nærmeste ven i hemmelighed prøver at lokke dig og sige: »Lad os gå hen og dyrke andre guder,« guder som hverken du eller dine fædre har kendt, men som dyrkes af de folk, som bor rundt omkring jer, enten nærved eller langt borte, over hele jorden, da skal du ikke give efter for ham og ikke lytte til ham. Vis ham ingen barmhjertighed, og skån ham ikke, dæk ikke over ham, men slå ham ihjel! Du skal være den første, der løfter hånden mod ham, når han skal dræbes; derefter skal resten af folket løfte hånden. Du skal stene ham til døde, for han har forsøgt at lede dig bort fra Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Hele Israel skal høre om det og blive bange, og man skal ikke mere begå så ond en handling hos dig”.

3. “Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død”.

4. “For Gud har sagt: ‘Ær din far og din mor!’ og: ‘Den, der forbander sin far eller sin mor, skal lide døden.”

Alle fire citater er fra biblen!

Citaterne er fundet her:
1. (2 Mosebog 31,14)
2. (5 Mosebog 13,7-12)
3. (3 Mosebog 20,13)
4. (Matthæus 15,4)

Så tag nu og hold din fede kæft lukket Krarup & co! Hverken den ene eller den anden bog er for næstekærlig overfor dem, der ikke er enige med bogens udgangspunkt.

/Søe

Posted in Ordkløver indfald | View Comments

Slips ulovlige i det offentlige rum!!!

Dagens dom over tørklæder er en skandaløs beslutning. Ikke fordi jeg drømmer om at se en burka hvis jeg en dag står i fogedretten, men fordi vi er med til at sætte grænser for det, at være frie mennesker – der tager egne ansvarlige valg.
Endnu engang har folketinget lovgivet om noget, der slet ikke er aktuelt. Blot for at holde pressen hen, og nyde lidt billige stemmer fra en gallup-folkerøst. Lovgivningen bliver mere og mere tåbelig for hver dag der går, da der lovgives i eet væk for at tækkes ekstrabladets forside, fremfor den sunde fornuft. Det er synd og skam. det er Danmark anno 2008.

Der kom lige kors og jødehatte med i lovgivningen, men et væsentligt symbol er endnu ikke omfattet af lovgivningen: Slips!

At bære slips er idag ensbetydende med at vise status. Man er forretningsmand eller på anden vis “i statstøjet” – og nu ifølge lovgivningen også en kappe, som datidens dommere – hvor faen blev den hvide paryk egentlig af? Den burde da gennemføres, så man kan SE at det ikke er en dommer med grå stænk i håret?.

Især for dommere er slips problematiske, idet mange der kommer for dommeren er af en lavere social status og dermed ikke føler, at de bliver dømt af “deres egne”. Overfor drankere, der i vanvare har lavet sig indrulle i et værtshusslagsmål og har måttet overnatte i detentionen, er det en klasseforskel at møde dommeren i retssalen. Han bærer slips og jakkesæt, mens man selv står indsølet i gårdsdagens bræk og i laset tøj efter det slagsmål, man ikke kan huske i branderten.

Det er selvsagt HELT galt men denne udsmykning hos dommerne, der kan få drankeren til at tvivle på, om de dømmes rigtigt af denne dommer, der ligner en person i tøjet, som tilhører en helt anden race af mennesker end een selv.

Vi må derfor på det skarpeste tage afstand fra dommere med slips, og jeg opfordrer samtlige politikere til at få lavet en lovgivning på området, der dækker slips. Piercinger må også vurderes? Kan vi se en Claus Riskjær blive dømt af en kvinde, der har en sølvstolpe tværs gennem læben? Eller en ring i næsen, der jo er slavernes gamle symbol.

Vi må derfor, når vi nu er igang med at sætte standarder for udseende i det offentlige rum, få gjort noget ved disse helt uanstændige kropsudsmykninger og påklædninger.

Andre der bestemmer over vores liv er netop politikere, så også der må vi kræve en anden påklædning. En obligatorisk politikerdragt, der skal bæres med anstændighed. Måske en kappe også ville være skæg at se på tinge? Gerne med en rød klovnenæse oveni.

Så ved vi da, hvad vi har med at gøre.

/Søe

Posted in Ordkløver indfald | View Comments

Nekrolog over CD

Nekrolog over Centrum Demokraterne har jeg allerede skrevet den 27 oktober 2007.
Beklager at jeg var forud for partiets erkendelse…

Se derfor nedenfor….

Posted in Ordkløver indfald | View Comments

Pia C forlader Konservative

Der er gang i faneflugterne på borgen. Nu er det Pia Christmas-Møller der stopper i Konservative kort efter valget. Det bliver spændende om medierne nu også slagter Bendt Bendtsen som de prøvede med Khader da Bjarke Larsen forlod Ny Alliance.

Mon ikke Pia kunne fristes af Ny Alliance. Hvis hun meldte sig under de faner, der kan det meste af det hun savner ved Bendtsen. Jeg skiftede selv fra Konservative til Ny Alliance. Springet var ikke stort, anstændigheden ganske meget større.

Gør hun det, ja så vælter regeringens flertal med Dansk Folkeparti. Så er Ny Alliance tungen på vægtskålen – og Pia Kjærsgaard er derude, hvor hun hører til.

Posted in Ordkløver indfald | View Comments