Jeppe Søe – Ordkløverens høvlebænk

Kære Ny Alliance.

Nu er det jo ikke første gang en forsmået kandidat forlader et parti, og det skal Bjarke Larsen da være i sin fulde ret til. Men hvis han smækker voldsomt med døren, så skal dette smæk være baseret på viden, fakta og være godt funderet. Jeg synes hans bortgang fortjener en analyse og en del ord med på vejen!

Bjarke Larsen udviser en ufattelig mangel på kendskab til kommunikation, strømninger og folkestemning i forhold til politiske partier. Det kan undre at en så svag kommunikator kan ha stået som redaktør for Det Radikale Venstres medlemsblad – ligesom Bjarke Larsen selv har et kommunikationsbureau. En sådan stilling bør jo ha givet et minimum af kendskab til såvel politiske strømninger som kommunikation – men åbenbart er den mulighed for at få erfaring gået henover Bjarke Larsen, der i denne udmelding viser sig så svag, at han ikke fra min side vil blive savnet som kandidat – for ikke at tale om, hvis han var kommet ind.

Anklagerne fra Bjarke Larsen mod partiet er i hvert fald, set med mine øjne, på børnehaveplan. Og motivet er besynderligt. Hvis man vil ændre et parti, bliver man og kæmper for sine holdninger – ellers må man bare gå i stilhed. Bjarke Larsen troede måske han fik oprejsning af denne svada, som han naivt troede kunne holdes intern, men sandheden er i mine øjne, at han er sunket helt ned under gulvbrædderne.

At Ny Alliance skulle være ”den største fiasko i nyere tid” er en alvorlig anklage.
Jeg kan pege på både mange partier og enkeltpersoner på tinge, der kandiderer til den titel. Tværtimod startede partiet på rekordtid, og sidder nu i folketinget. ”Gode gamle” partier som enhedslisten, kristendemokraterne og CD mv. er ikke engang derinde – hvorimod et helt nyt parti sidder med ved bordet. Og ”ved bordet” er endda den regulære virkelighed, de sidder ved bordet fordi partiet var med til at gøre regeringsgrundlaget endnu mere spinkelt end det er rart for Bendtsen og Fogh. Det må siges at være en succes! Og det er PRÆCIS det vi alle med alliancehjerte skal huske, selvom det kan virke som om, at alle anklager regner ned over partiet lige nu.

Bjarke Larsen dømmer helt tydeligt partiet udfra det fald der var fra meningsmålinger til virkelighed. Og det er usagligt at anklage hverken partiformand eller partiet som helhed udfra denne talmagi. Enhver der bare har en smule fornemmelse for politik og kommunikation VED jo, at der er nyhedsinteresse. Den var der med det samme, og det havde den næsten været om det havde været Alliance, fætter BR eller Jacob Haugaard. Vi havde en højre blok og en venstre blok, og nu nogle kendte politiske figurer der turde nyt.

Alle kredsede om partiet, alle øjne var rettet mod partiet og stifterne – og internt kæmpede man både med at opbygge et apparat, gøre klar til valg, udforme politik og ”få alt op at stå” – samtidig med at man eksternt skulle holde tungen lige i munden i forhold til den store interesse udefra. En interesse der samlede sig markant omkring politikken, som endnu ikke var færdig.

Enhver kunne se hullet nærme sig!
ALLE der kender en smule til denne business VED jo, at det ikke varer ved. Den søde forårstid bliver vinter.

Pressen opdager, at de har forfordelt eet parti frem for de andre – og senere måske kan få skyld for at ha startet Ny Alliance. Det kan en neutral presse ikke arbejde med. Derfor måtte tiden komme, hvor den positive presse vendte. Det kom de sidste to uger op til valget. Så var der drøn på anklagerne, der blev nærkigget i alle mærkesager – alle satte alt ind på at finde ud af, om kongen havde tøj på eller var nøgen. Kigger man godt efter, er der ingen konge der er fuldt påklædt. Og da slet ikke hvis man begynder at løfte dynerne.

Ny Alliance kom ud i det værste stormvejr et parti endnu har oplevet i en valgkamp. Der var historier fra alle sider. Værst blev Qvortrups fuldstændigt udokumenterede påstand om sort arbejde, den lagde en tvivl ud i befolkningen. Uanset om de så har en lav fornemmelse af Se&Hør, så er tvivl et dødsstød. Tvivler man, så bruger man krydset på det sikre.

I det sekund jeg så forsiden på Se&Hør 2 uger i træk vidste jeg godt, at partiet på dagen ville være tæt på spærregrænsen. Det vidste alle – og Bjarke Larsen burde ha oparbejdet samme viden og tæft for politik gennem sit virke i de radikale. At meningsmålingerne viste modsat er kun et spørgsmål om, at folk ikke svarer gallup ærligt i en sådan situation. Det er sympatisvar til Gallup, men straks mere alvorligt i stemmeboksen. Udover Se&Hør begyndte andre medier også en nedtur i historierne. Det var påfaldende, at samtlige medier droppede Qvortrup, men de havde ikke noget imod at viderebringe historien om Nasers port.

Presse-værn kræver tid og indarbejdet teamwork
HVIS man skal klare en sådan jagt på personer og partiet, så skal man ha opbygget et værn. Værnet skal med sikkerhed bestå af trænede rådgivere, samt udefrakommende folk, der kan træde til med second opinions. Værnet skal være sammentømret, forberedt og ubrydeligt. Et sådan værn havde Ny Alliance ikke endnu. Selvfølgelig blev der begået fejl i kommunikationen. Mange endda. Selv de partier der har stået for det samme i 100 år lavede bøffer. Og for et nyt parti kan det ikke undgås at disse mangedobles. Der var rigtig dårlig rådgivning nogle gange – men altså også en svær opgave, hvor der burde ha været hentet krisehjælp udefra.

At skylden nu kastes på Naser og partiledelsen er igen en børnehaveagtig tankegang. Hvad gjorde Bjarke Larsen selv i den tid? Hvor var han i debatten og på forsiderne? Hvorledes gik han ind i forsvaret på de mange angreb? Jeg bor i Bjarkes område, havde også kontakt med ham under valgkampen med råd, og jeg så ikke den store forsvarstale eller forklaring i læserbreve fra hans hånd, hvor han måske kunne ha drejet fokus væk fra tåbeligheder og over på realpolitik.

Ingen forhindrede egne spor
Bjarke Larsen kunne ha åbnet munden før nu, hvor det giver en pinlig efterklang. Jeg har både gennem valgkampen og via Infomedia læst alt, som Bjarke har formuleret i pressen og udtalt gennem valgkampen, og flere gange bruger han ordret sætninger fra Nasers mund, som f.eks. ”det er jo ikke folk fra Robinson vi har opstillet”. Topstyring kommer kun, hvis ord er tvunget ned i halsen på folk. Under valgkampen kan jeg se på alle Bjarkes læserbreve, at han både har gentaget ord og holdninger og sætninger, der er formuleret og sagt af partistifterne.

Hvis Bjarke var uenig, kunne han ha tænkt lidt selv under valgkampen – i stedet for først at gøre det nu. Han havde chancen – og da han har et kommunikationsbureau, må man formode han kan håndtere et tastatur! Også ved gennemlæsning af hans hjemmeside på www.bjarkelarsen.dk finder jeg intet, der ville ha kunnet hjælpe partiet i de hårde anklager under valgkampen – og da partiet jo ikke kun har brug for hjælp under valgkampen men også bagefter, kan det undre mig at der ikke på hans hjemmeside står om han blev valgt ind eller ej – samt noget som helst om partiets kampe siden Bjarkes eget nederlag var en kendsgerning! Tabt sag, fuck partiet og ideologien – videre i verden. End ikke i dag, hvor han trækker sig og er i aviserne, står der nyt på hjemmesiden.

Derimod fandt jeg på hjemmesiden en fantastisk sætning fra Bjarkes eget tastatur – nemlig hans dogmeregler for politisk debat: ”Valgkampene bliver i stigende grad præget af politiske udmeldinger og kommentarer, hvor det først og fremmest handler om at kritisere sine modstandere – ofte på et meget personligt plan – i stedet for at fremlægge sine egne bud på, hvordan fremtiden skal være”. Jeg kunne ønske, at Bjarke Larsen havde lyttet til sig selv, og fremlagt bud på hvordan fremtiden skal være i NA, i stedet for at anklage Naser og partistifterne personligt. Den lader vi stå et øjeblik…

Kun en svag bund giver topstyring
Det er altid let at beskylde chefen for nederlagene, men det var min fornemmelse under valget, at der blev kæmpet i flok. Jeg opfatter ikke ny Alliance som topstyret, selvom man INDEN man har bygget partiet helt op må lytte ekstra meget til dem, der står i front. Sådan er det – og skal det være!

Fornemmelsen om topstyring kan opstå på to måder:
- enten ved at partiets top kræver det – og endda suspenderer ballademagerne.
- eller ved, at ingen kandidater har mod eller hjerne til at pippe med eget næb.
Bjarke Larsen viste sig, overraskende nok, at tilhøre de sidste.

NA er en succes allerede, en succes med stort fremtidspotentiale.
Men jo kun for de, der vil kæmpe for en sag og en ideologi – frem for at opgive.

At skabe noget nyt kræver altid, at også omverdenen tænker nyt. Skaber man et nyt produkt, bruges der tusindvis af kroner på, at få forbrugerne til at tænke i andre baner. Det kræver en kovending, og denne skal især pressen oplæres i. Sådan er det nemlig også i politik, hvor Ny Alliance har skabt en ny partipolitisk form, som vi ikke er vandt til at se på Christiansborg. Det væsentligste for ny alliance er, at de hylder forskellighed – også indenfor partiet. Enhver kaniditat i Ny Alliance skal ha plads til særstandpunkter. Vi er vandt til det modsatte i Danmark. Enhver journalist der, som jeg selv, har gået på Christiansborg ved, at man kan spørge alle gruppemedlemmer i partiet om et spørgsmål, og få samme svar fra dem alle. Endda ofte ordret, sætninger skabt af spindoktoren, der ved hvordan pressen gerne vil høre om sagen. Det er da også farligt at mene noget selv! Skulle pressen finde særstandpunkter, tager de sagen på forsiden og kalder partiet splittet – eller griber fat i de historiske artikler om fløjkrige. Men sådan burde det ikke være!

Holdningernes højborg

Politik handler om holdninger, og om at stå fast på dem uanset om så Gallup mener det er usmart at sige det, eller om man frygter Ekstra bladets forside. Politik handler om, at man også internt i partiet har stor plads til drøftelser af enkelte sager og giver plads til uenighed. Disse modige politikere har vi ikke mange af på nogle af siderne i folketinget. Vi er ledet af robotter, der gentager kommunikationsfolkenes slagord. Det holder pressens katastrofehistorier ude, men smadrer samtidig den gode politiske debat. Til vælgermøderne ser man svedende kandidater, der er bange for at åbne munden. Ethvert spørgsmål vendes i forhold til partiprogrammet, og så vælter reklameordene ud som svar til spørgeren. Eneste der kan tale frit er partiets leder, det er ham eller hende der ”tegner partiet” siger vi jo også. Men den tegning partilederen tegner bør kun være en skitse, hvor der stadig er plads til både efterfølgende skygge og perspektiv. På den nuværende måde tør vi ikke gå i dybden, men sidder fast i en debatform, som Grundtvig ville ha forsvoret at vi nogensinde fik i hans demokratiske land. Grundet denne frygt for pressen og ensrettethed er dansk politik blevet tåbeligt at følge med i. Det kommer til at handle om hvem der skal ha løn i tre uger, eller hvor mange øre vi skal betale for at bruge et dankort. Politikerne har droppet de lange linier, hvor man tænker tanker om hvor vores land skal være om 10 og 20 år. Politikerne og valget handler om de ting, som Gallup siger danskerne føler netop nu!

”Jeg udtaler mig aldrig om enkeltsager”

For bare 15 år siden sagde politikere altid at ”jeg udtaler mig aldrig om enkeltsager”. De mente dengang ikke, at man skulle gå ind i diskussioner om enkeltsager, da man sjældent kender alle vinkler på den – og derfor udtalte politikere sig altid generelt. I dag er sagen anderledes. Politikerne vil KUN tale enkeltsager, fordi det er det befolkningen og pressen er optaget af. Sker der en bestialsk voldtægt i voldsmose, så er Pia Kjærsgaard på banen om dem der har gjort det – og Lene Espersen vil lovgive, så offeret får oprejsning. Hver gang må man spørge sig selv, hvorfor der ikke blev arbejdet på sagen dagen før, men først når det går galt. Politisk overblik handler i dag mest om at læse avisen og finde ud af, hvad man skal svare på og gøre noget ved, og dertil hyrer man kommunikationsfolk, som jeg selv. En god politiker har altid være en, der har overblikket inde i sig selv – og tør svare frit fra leveren, uden indlærte floskler. Dem jeg rådgiver i dette valg får netop den besked: ”Prøv at vær dig selv, i stedet for at jeg skal til at lave dig om. Hvis ikke du som personlighed er nok til at blive valgt, så vil du heller ikke klare dig i længden”.

Pressen afgørende for valgresultat

At vi er vandt til denne målrettethed i debatten rammer selvfølgelig Ny Alliance hårdt. De har endnu ikke fået oplært deres kandidater, der har været for kort tid til at lære dem sætninger der er gode at sige – og for kort tid til at komme hele vejen rundt om de politiske spørgsmål. Det kan på sigt tale til fordel for partiet. Her får vi en række personligheder, der tør stå fast på det de mener – og en partileder der står fast på hvad partiets linie er, men fastslår at der er plads til debat. Det nye er, at denne debat også gerne må foregå eksternt. Når Naser Kahder og Jørgen Poulsen derfor har to syn på en sag, så er der ikke nogle der sættes på plads. Derimod gives åbent besked om, at der er plads til de holdninger. Det tror jeg alle partier kunne lære af. Vi ville få en langt bedre politisk scene, hvor fordybelse ville komme på banen igen efter lang tids fravær. Men så snart Poulsen åbner munden, kommer pressen på banen med deres splittelses-retorik. Og alle andre politikere bruger denne meningsforskellighed til, at kaste med sten efter Ny Alliance.
Vi må vende os til, at Ny Alliance står for noget nyt – og acceptere at sådan er det i det parti. Vi har også vænnet os til at Birthe Rønn Hornbech, som den eneste egenproducerede venstrekvinde, sjældent mener det samme som topledelsen og gerne står for skud. Så taler pressen ikke om splittelse. Pressen kan altså godt vende sig til særstandpunkter hos dem, vi holder med. Spørgsmålet er desværre, om pressen vælger at kunne lide Naser’s nye parti og tankegang, eller om de skal jordes. Det bliver udslagsgivende for valgresultatet. Jeg håber inderligt at pressen giver plads til det nye, forsøger at forstå den nye tankegang – og tror i øvrigt, at den vil brede sig til andre partier. Så får vi plads til nogle folk, der har holdninger – og får stille og roligt luget ud i robotterne. Den dag vi styres af politikere, får vi et bedre samfund – eller i hvert fald kan vi sikre os en bedre debat. Og det er generelt vejen til fornyelse. /SØE

Endelig kom valget.
Fogh havde intet andet at gøre, da alle mudrede rundt i alle spørgsmål – og optil en mulig valgtid, bliver alle ord fra folketingets talerstol altid målrettet det faktum, at valget kan komme hvert øjeblik. Så selvfølgelig skulle valget komme. Pressen har vist det lang tid før Fogh åbnede munden på borgen. Og alle har talt om HVAD der er valgets temaer. Mit hovedtema er Dansk Folkeparti!

Om det er Helle eller Fogh er stort set bedøvende ligemeget. Det spændende ligger først der, hvor man vælger et mindre parti til statsministerposten. Jeg ser ingen naturlige valg her, men på den anden side mener jeg heller ikke at Helle er et naturligt valg. Det er for svagt til min smag.

Det spændende er, hvor mange stemmer der flyttes til midten af Dansk Politik, ind til Radikale og Ny Alliance – det er her pressens mikrofoner vil pege. Og jo flere stemmer og mikrofoner jo bedre. Mit valg går denne gang på at få Dansk Folkeparti HELT ud på sidelinien, hvor ingen behøver at lytte til dem, og hvor deres perfide politik kan skrottes. En regering med indflydelse fra DF er en ødelagt regering. Any time!

VENSTRE er det mest DF-liderlige parti, udover DF selv, men alt til venstre for dem er ok stemmer at levere til en bedre fremtid. Konservative vil af med DF, Ny Alliance vil af med DF – og alt i midten og til venstre vil også af med dem.

Så skal Pa ud af skærmen, så skal stemmen falde på Konservative eller Ny Alliance, og vil man ha Helles tasker på banen, så skal man jo længere ud. Helt derud hvor man ikke kan bunde i overbudspolitik.

I guder hvor bliver det et FEDT valg, elsker denne stemning!

Kæreste lille CD.

Du blev parti længe inden en CD var med fuld musik. Du blev skabt i protest, og i front havde du Erhard. Den stolte kæmpe, der sloges med radioen og TVs røde lejesvende. Egentlig har du aldrig haft en dyt at byde på, men du har levet på de mennesker, der stod i front for dig. Fra Erhard til Mimi.

Uden frontfigur er du ikke en skid – og det er så der, du er idag. – Du er et færdigt lille parti, som vi kun kan tænke tilbage på – og gudskelov ikke frem. Og idag kom så det sidste dødsstød, hvor frontfiguren er en tåbelig mavedanser, som alle de andre af forståelige grunde forlængst har kastet ud.

Frevert i CD er som Kandis på LP. Tomt, indholdsløst, falskt. Musikken er stoppet, man kan ikke engang grine af CD længere, selvom det altid har været dit kerneprodukt. Nu er det bare sørgeligt. Trist.

Men kære CD. Måske er der alligevel brug for dig. Du kan blive en politisk skraldespand!!!
Første skridt ER jo taget, hvor du har fyldt din vom med en sikker tabertøs som Frevert.
Derefter Karen Jespersen – hun er et blålys, og så snart hun slukker, slår du til.
Tag endelig også Asmaa over, ned til Frevert. Det bliver sgu skægt. Så kan Frevert danse med sin mave mens Asmaa kaster med tørklæder. Smukt. Brixtofte havde du ellers også fået fat i, men om du beholder ham er jo ikke til at vide før dommerne har talt.
Og der kommer mange flere politikere du meget gerne må sluge. Jo flere jo bedre.

Alle der går til CD er jo udenfor folketinget, og fortsætter du bare med at tage folk som Frevert, så fortsætter det jo gudskelov med at være udenfor døren.

Normalt tager man backup ved at brænde en CD-kopi. Men for danmarks skyld håber jeg, at der er noget andet i baghånden!

/SØE

Kære PET. Velkommen på nettet.

Hvor er jeg dog glad for, at i fremover vil overvåge min blog. Jo flere læsere jo bedre. Og måske kan i endda lære noget af at kigge med på nettet. Den amerikanske efterretningstjeneste har f.eks. fået meget ud af en stil fra folkeskolen, så nu kan i da sikkert virkelig blive klogere på virkeligheden.

Det er selvfølgelig ærgeligt, at I også vil overvåge de ting, som jeg gør helt privat. Ja faktisk vil jeg forsøge at finde en vej udenom. Alle danskere må jo droppe de danske leverandører og vælge en udenlandsk løsning. I Danmark vil vi nemlig gerne kunne være i fred indimellem. Man kan sikkert købe IPadresser i udlandet som afsendere, og med sikkerhed surfe gennem huller i Rusland. Det er starten på en frihedskamp, og det må overvejes. Det gør de pædofile jo allerede, og nu tvinger i lovlydige danskere til det samme for at være i fred.

Det er ikke fordi jeg skriver ret meget om fremstilling af bomber eller mulige terrormål – men fordi jeg ikke bryder mig om, at nogle læser med. Jeg stoler ikke på, at det ikke bliver brugt. Snakken går jo på stationen…. “Hey, check lige den her mail, nu har ham Søe fået et brev fra dating igen, er han ikke gift ellers? – Det cheker jeg lige, jo han er – sikke da en røver”.

Men nu er det så blevet sådan! I terrorpakkens navn har vi mistet endnu en flig af friheden. Der er ikke meget tilbage. Mails bliver læst, hvis jeg læser modkraft er jeg mulig terrorist, jeg visiteres i København hvis jeg går forkert og registre samkøres forlængst.

Frihedskampen kan begynde… Velkommen til.

/Søe

Børn i Danmark skal nu testes og prøves og testes igen. Lige fra de kommer ud af moders skød, til de en dag er udlærte og skal ud i virkeligheden sætter vi måleudstyret på dem. Det er fandme grotesk!
Grise bliver ikke federe af at blive vejet! Og med den gamle Kold-skoletankes ord: “Man tager ikke en blomst op ad jorden, for at se om den gror”. Lad dog børnene lege mens de er børn – så kan vi altid teste dem når de bliver voksne, for at se om det ikke var nok!Beslutningen: I mit firma vil jeg fremover KUN ansætte folk, der kan bevise de har leget tag-fat og ride ride ranke. Det vil jeg så supplere med papirerne fra eksamen, der jo bare beviser, at de havde en god dag ved det grønne bord.
/Søe

Hvis pressen gør noget uetisk, så skrider pressenævnet ind med en påtale.Jeg synes vi snarest skal få etableret et politikernævn, hvor man kan blive dømt til at skulle tilbagevise eller dementere. Intet mindre er da naturligt i en tid, hvor sandheder, etik og moral er skredet i svinget til fordel for lette holdninger.Det nævn ville også kunne idømme partierne straf for dårlige beslutninger, der er skadeligt for en gruppe borgere eller samfundet som helhed. De skulle gribe ind, når valgløfter senere viser sig at være flæsk.Ydermere ville man kunne slå hårdt ned på Helle Thorning og Anders Fogh, når det viser sig at begge siger sætninger, der er indøvede og skrevet af andre – Krigen i Irak skal vi nok også lige gennemgå, så vi finder ud af om grundlaget var ok (not!) – og man kunne med fordel idømme politikere en fælles-straf for at danse efter mediernes underholdende værdiløse pibe./Søe

Sådan bliver du selv en Jørgen Leth!

Doping-spøgelset kaldes det væsen, der gennem mange år har ødelagt Touren gennem de franske alper. Men brugen af euforiserende og fremmende midler, startede faktisk ikke hos de udøvende cykelryttere. Første bruger at doping var kommentator Jørgen Leth, der ved brug af disse virkelighedsfjernende stoffer satte ord på cykelsporten, som rytterne ikke kunne leve op til. Senere måtte rytterne dope sig, for at kunne levere billeder til Jørgen Leths ordspil. At Kyllingen nu har mistet sejren stammer altså helt tilbage fra den tid, hvor Jørgen Leth gjorde en simpel cykeltour til et filosofisk og digterisk skønhedsmaleri.

Hvad er det Leth gjorde. Jamen Leth er jo finkultur. Leth er digter og filmskaber og kunstner – en selvoppustet tåbe, der har været med til at gøre kultur verdensfjern. Så snart der er lavet 15 minutters film, mødes eliten med Mikkelsen i spidsen og drikker hvidvin og får en lille trekantet pindemad til.

Alle kan blive til Leth’er – her er opskriften:

1. Man skal sammenligne virkeligheden med noget.

• Ser man en ko der bliver malket, skal man bare kommentere det man ser: “Hændernes krævegang nedaf koens livgivende organer, der svarer igen med lyksalige dråber”.
• Ser man en ældre dame, der går langsomt over et fodgængerfelt med sin rullator, siger man “kroppen der, præget af livsvisdom, tager de væsentlige skridt – på trods af hjælpen fra den mekaniske fremadstormende jernhest, kender kvinden sin vej og vælger trodsigt hvert skridt i eget tempo.

2. Man skal endelig sammenligne med noget der minder om et digt!

• Finkulturen har sit eget billedsprog. Man kan ikke sammenligne cykelrytterens tråd i pedalerne med “en pik, der rytmisk boller en fisse”. Så vil man hurtigt ende som Jens Jørgen Thorsen, og det var ikke det der var formålet. Man skal selvfølgelig sammenligne med noget smukt. “Træder som vedvarende bølger, der kysser kystens sandbanker i solnedgangen”.
• Ved man bare en smule om forfattere og digtere, kan man lære nogle enkelte sætninger udenad fra dem, der ses op til af den hvidvinsdrikkende pøbel. Et godt tip er her Benny Andersen, Dolstojevski eller Ib Michael. Kan man blot et par citater, og strø dem godt indover sine ord, så ryger hele den finkulturelle elite helt på røven.

3. Man skal lave ting, ingen forstår.

• Sidst men ikke mindst, må man ikke lave noget der ligner. Det er vigtigt, at det er så utreret og mærkeligt, at alle står helt af – at alle mangler ord, og derfor tyer til: Det er genialt.
• Hvis du tager et videokamera kan du nemt lave en film, men istedet for at filme verden, så man kan se hvad filmen handler om, skal du prøve at spænde dit kamera fast til foden og kalde det “dog-perspective” (brug gerne engelsk her…) Gå så en tur gennem København med kameraet dernede, og kald filmen “Copenhagen dogging”. Det vil være første film. Husk at tale indover billedet på samme måde, som jeg tidligere har beskrevet!
• Hvis du ikke er særlig god til at tage billeder, sætte lys eller lave lyd, så er det ingen hindring at du er uduelig. Du skal bare kalde det Dogme1, 2 eller 3.

4. Udgiv gerne bøger og film om dig selv

• Der er ikke noget bedre end at udgive bøger om sit liv, selvom det endnu ikke er slut. Det giver dig mulighed for at udgive erindringer hver eneste måned hvis forlaget vil. Tilføj gerne noget snavs, så også de “se&hør-læsende” idioter er med på vognen.
• Sørg for at komme til premiere og deltage i underholdningsudsendelser! Der findes ikke bedre markedsføring, især ikke hvis du tager afstand fra det du deltager i.

Følger du disse simple leveregler er du sikret en plads i historien, og vil blive brugt igen og igen. Du vil kunne få legater i hoved og røv – og dine ansøgninger om filmprojekter eller kunstværker vil blive vel modtaget.

Sidst men ikke mindst hjælper doping på ordene. Det hele flyder lettere hvis din hjerne er dopet med euforiserende stoffer. Og ingen opdager noget. Vi er kun imod hash, hvis det ryges af folk fra ungdomshuset eller på Christiania. Så længe du er eliten må du gerne lyde skæv. Ja det er faktisk et krav.

God fornøjelse!

/Søe

Morten Messerschmidt er nu taget i nåde i Dansk Folkeparti. “Vi har valgt at tage ham tilbage”, siger Thulesen dahl. “Han tages imod med åbne arme”…. Det er fandme en ny holdning i forhold til dengang han gik. Der troede ingen ham. Pia Kjærsgaard sagde endda, at hun var glad fordi han gik, da “fuldskab ikke er foreneligt med at være politiker!”.
Meget er der tvivl om fra BT’s historie, men at han var stang-bacardi afviser ingen!

At Messerschmidt overhovedet VIL ind i partiet igen er en svag og tåbelig beslutning, der bygger på en ligegladhed med politik og topstyring i partiet. Han blev dolket for åben skærm, og er åbenbart totalt ligeglad. Da han gik vaskede hele hans parti hænder. De tog afstand, baseret på en BT historie. De troede ikke på Morten Messerschmidt, men på avisen, måske fordi de inderst inde vidste, at det sgu nok passede meget fint at det var sket.
Nu tager de så afstand til avisen og tror på deres egen morten. Men først, da avisen sagde undskyld.

DF er dermed afsløret som et topstyret parti, hvor man ikke tror på personerne indenfor kredsen. Men behandler dem som varer, ansigter og dukker, som kun er noget værd, hvis de er uskyldsrene og på linie med de uskyldrene engle, som de øvrige tror de er.
I det sekund de er plettet, er det ud. De “vælger” så at “gå selv”… men udtalelser fra Thulesen Dahl nu, viser jo at det ikke var et valg han gjorde. Han blev bedt om at gå!

Hvis man dolkes er man svag, hvis senere bare godtager at blive taget til nåde.
Hvis folketingsgruppen troede BT fremfor Morten før, hvorfor tror de så omvendt nu? Folkestemningen? Gallup? Muligheden for omtale i forbindelse med retsager?

Lorteparti!

Som de fleste andre kommunesammenlægninger har Esbjerg Kommune haft en hård start. Ribe By er ofret og kulturen, der siden 710 har været byens stolthed, er smadret. Problemet i kommunen er, som så mange andre steder jeg har været og lave rådgivning, at den store by mangler respekt for de andre og mindre partnere i fusionen. I Esbjerg Kommune har den manglende respekt gjort ægteskabet ufrugtbart. Der er ingen kærlighed, dermed ingen tæt samvær – og det kommer der ikke børn ud af.

Primært ligger fejlen hos de politikere, der sidder i toppen af magten i Esbjerg Kommune – med borgmester Johnny Søttrup i spidsen. Uden fornemmelse for helheden har man taget beslutninger, der træder borgere over tærene, især i Ribe, der står tilbage uden fjer.

Johnny Søttrup er bykonge… men for at lede en kommune skal man være mere end konge for en enkelt by. Gang på gang har Søttrup demonstreret en ligegyldighed overfor alt andet end Esbjerg. Han kæmpede gerne for selvstændige uddannelser der skulle ud af byen, men ikke seminariet, der jo skulle ind. Modstandere kalder han hånligt for tågehorn og andre latterliggør han gennem sine taler i forskellige loger inde i Esbjerg, hvor vi også har haft ører blandt tilhørerne. Derudover mener han, at det er staten der har rippet Ribe for alt og kan slet ikke se sin egen rolle.
Søttrup blev uduelig da Esbjergs grænser gik udover bygrænsen. Søttrup har bevist, at han ikke kan lede en af Danmarks største kommuner, han har ikke format og lederevner til at holde på administrationens folk – og derfor vil ribelisten markant kæmpe for et systemskifte. Søttrup må ud, anstændigheden ind!

Ydermere er det en ulige kamp, da Esbjerg er så stor en by, at ingen i byen kan mærke, at der er kommet to små kommuner ind i fællesskabet. I Esbjerg har de stadig samme kommunenavn, samme borgmester og samme tankegang. I de små samfund mærkes det hårdere. I Ribe har vi mistet enormt meget, noget af det er statens ansvar – men krydderiet har været de mange små unyttige ting, der også er røget i samme ånd. Det har skabt uvilje mod kommunen. Samme er sket i Bramming, og selv i Esbjerg er der folk, der ikke mener æfteskabet kører som det skal.

En ny borgerliste i Ribe har derfor set dagens lys!

Vi håber at samle de folk, der vil et samarbejde i respekt og samhørighed – frem for en fusion, der har til formål at tage det bedste og flytte det ud af sammenhængen, som det hidtil har fungeret i. Samtidig vil Borgerlisten være et alternativ til det eksisterende politiske billede, der er i Esbjerg Kommune. Som så mange andre steder består det primært af folk fra politiske partier – og alle disse politikere har også INTERNT kæmpet en kamp for at få magten. Sammenlægning har ikke kun været mellem byer – men også mellem politiske kredse indenfor partierne. Det er selvsagt en ukonstruktiv start på et magtforhold, at de magtfulde parter også internt er optaget af at fordele roller. I det spil er borgerne glemt!

En borgerliste i Ribe er et naturligt skridt efter seminariesagen. Den afslørede SÅ mange politiske rævekager og SÅ markant mangel på respekt for kulturer og regler fra visse politikeres side, at man ikke kan sidde det overhørig i et demokrati. Ribe betyder ikke længere ret meget i den store sammenhæng – men det hænger ikke sammen uden os alle. Derfor må vi lave en borgerliste, der kæmper Ribes sag.

Søttrup er en bykonge, men har han også FÅET LOV til at være bykonge!

Både i sammenlægningsudvalget og nu i kommunen har byrådspolitikere givet ham lov, til at fortsætte sin Esbjerg-tankegang. Som politiker i byrådet må man derfor spørge sig selv, om man har fået den rette leder. Om man har været vågen nok overfor den magtelite der var og er – og om man har kæmpet nok for at bevare alt det, der er udenfor Esbjerg by. Jeg er sikker på, at de fleste politikere vil kunne se, at de nok har undervurderet Søttrups strategi, der nu koster – alt andet end Esbjerg – sin kultur.